Enigt byråd sender nyt brev til Christiansborg om 2+1 vej
Kommunalbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede på byrådsmødet tirsdag at sende endnu en henvendelse om udbygningen af Rute 15 til forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035, til transportministeren, Folketingets Transportudvalg samt til Vejdirektoratet.
I brevet appellerer et enigt byråd til, at udvidelsen af Rute 15 bliver fuldt udbygget til en 2+1 vej med hankeanlæg på strækningen mellem Røgind ved Ringkøbing og Herning. Henvendelsen indeholder støtteerklæringer fra hhv. Vestas, Green Power Denmark og Dansk Erhverv.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at det er et enigt byråd, der står bag ønsket om den fulde udbygning af Rute 15, og at det i øvrigt bakkes op af Vestas, Green Power Denmark og Dansk Erhverv. Det sender et tydeligt signal til Christiansborg om, at den fulde løsning er vigtig for os i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger borgmester Hans Østergaard.
Da Infrastrukturplan 2035 blev offentliggjort i juni 2021, inkluderede den en fuldt ud udbygget strækning mellem Røgind og Herning. Men i Vejdirektoratets endelige indstilling til transportministeren om udbygningen af strækningen, har prisstigninger udhulet den oprindelige plan, så flere vigtige delprojekter er taget ud.
Delprojekterne inkluderer blandt andet en længere strækning på ca. 6 km mellem Attenagrevej og Røgind samt flere kryds, som er nedprioriteret til almindelige 3-benede kryds i stedet for hankeanlæg.
I henvendelsen til Christiansborg beder Byrådet om, at i alt fire delprojekter igen indgår i udbygningen af vejen og peger på, at de kan finansieres af regeringens råderum eller via Pulje til bedre trafikal sammenhæng mellem land og by, som er en del af Infrastrukturplan 2035.
Byrådet gør samtidig opmærksom på, at der endnu ikke er udmøntet midler fra denne pulje til projekter i den vestlige del af Region Midtjylland.
Læs byrådets brev her
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri