Landsbyer får landdistriktsmidler til PR-indsatser
I VestRum-landsbyklyngen bliver der i september afholdt Naturens Dag. Udover forskellige udendørs aktiviteter rundt i alle sognene, er indvielsen af projektet med kortlægning af stisystemer i VestRum også på programmet.
Idéen med Naturens Dag er - i lighed med idéen om landsbyklyngen - at fastholde og videreudvikle området, og at styrke sammenholdet mellem beboerne i landsbyerne No, Hee, Tim, Torsted, Stadil og Vedersø.
For at sikre, at flest mulig borgere får information om Naturens Dag og landsbyklyngens øvrige aktiviteter har VestRum derfor søgt og fået bevilliget 35.000 kr. fra Landdistriktspuljen til at annoncere i LokalPosten; det eneste medie, der dækker hele den nordvestlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune på tværs af sognegrænserne.
Udstillingsvindue og samlingspunkt
I den anden ende af Danmarks geografisk største kommune har lokale ildsjæle i Fjelstervang, Rimmerhus og Vorgod-Østerby fået 31.800 kr. fra samme pulje under Landdistriktsrådet til at præsentere kommunes østligste landsbyer bedre overfor potentielle tilflyttere. Idéen er at skabe et multisite, der skal være fælles portal og samlingspunkt for de lokale – og som skal fortælle omverdenen om områdets fortræffeligheder.
- F.eks. kan multisitets bookingkalender for Udeforsamlingshuset søges af en børnefamilie fra Herning, der så samtidig kan se, hvad deres rådighedsbeløb vil være, hvis de køber et hus i Fjelstervang. De kan også se, at det tager 14 minutter at køre til Herning, at skolen er udeskole, at børnehaven ikke er indhegnet og at hele familien kan gå til yoga”, siger Birthe Husted på vegne af PR-gruppen, der på tværs af landsbyerne står bag ansøgningen.
Flere penge til gode initiativer
Det er Landdistriktsrådet under Ringkøbing-Skjern Kommune, der disponerer over Landdistriktspuljens engangsbeløb på 500.000 kr. Pengene skal understøtte tiltag og aktiviteter, der sikrer borgerne det gode liv og skaber vækst i Ringkøbing-Skjern Kommunes landsbyer og landdistrikter
Derfor håber formanden for Landdistriktsrådet Torben Hjøllund Mortensen også at modtage endnu flere gode ansøgninger om midler til innovative projekter gerne på tværs af sognegrænser senest den 29. maj, inden Rådet holder næste møde den 11. juni.
- Vi kan se, at gode ideer og initiativer spirer blandt frivillige ildsjæle i landsbyerne rundt om i kommunen. De kræfter vil vi gerne forsøge at understøtte, både for at skabe sammenhængskraft, fællesskab og netværk på tværs af de gamle sognegrænser, men også for at udvikle og støtte bosætningen i landdistrikterne, siger Torben Hjøllund Mortensen.
FAKTA:
Landdistriktsrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune består af 6 byrådsmedlemmer og 6 repræsentanter valgt af områdets borger- og sogneforeninger i landområderne. Rådet er paraplyorganisation og politisk talerør for alle lokalråd, borgerråd og borgerforeninger i Ringkøbing-Skjern kommunes Landdistrikter.
Rådets opgaver er, at:
Understøtte skabelsen af sammenhæng, videndeling og udvikling i landdistrikterne.
Bidrage til udarbejdelse, revision og implementering af kommunens landdistriktspolitik og landdistriktspolitiske handlingsplan.
Arbejde for forenkling, smidiggørelse og udvidelse af rammerne for udvikling i landdistrikterne.
Være dialogpartner og rådgivende i forhold til kommunens stående udvalg samt lokalråd, sogneforeninger og borgerråd i kommunen i sager, der berører landdistrikterne.
Indstille til kommunens Økonomiudvalg, hvordan midler reserveret til landdistriktsområdet bliver anvendt.
Varetage landdistrikternes interesser i forhold til kommuner, regioner, staten, andre offentlige myndigheder og interesseorganisationer.
Stimulere frivillighedsarbejdet og drage omsorg for at indsatsen skaber helhed og sammenhæng i landdistrikterne.
Understøtte bosætning i landdistrikter gennem synliggørelse af lokalområdernes attraktive levevilkår.
Kriterier for at søge om midler fra Landdistriktspuljen kan læses på kommunens hjemmeside her:
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri