24. april 2017

Fortiden blander sig i NYgade på NY

Fortiden blander sig i NYgade på NY

Når Ringkøbing midtby syder af liv til Open By Night fredag d. 28. april kl. 18-22, vil gengangere af borgere fra 1500-tallets Ringkøbing blande sig i menneskemængden i Nygade. Gadens og byens historie vækkes til live med interaktive plancher, telefonbokse, skuespillere og meget mere som led i NYgade på NY-projektet.

- Mens gravemaskinerne graver gaden op og gør klar til en smuk belægning, der kan holde mange år ind i fremtiden, graver NYgade på NY i gadens fortid for at finde bidder af historien om Ringkøbings fortid og folkeånd, fortæller Lene Vesely, udviklingskonsulent i Land, By og Kultur.

Det er Teater Seachange, der står for at fortolke og levendegøre gadens historie, som led i kulturhovedstadsprojektet MOVING SPACES.

Tidslommer og åndehuller
Til Open By Night kan man udover at møde borgere fra 1500-tallets Ringkøbing også dykke ned i tidslommer i form af interaktive plancher, hvor man med sin telefon eller tablet kan høre personlige fortællinger og se film om, hvordan livet var i Nygade i gamle dage.

Hvor man på Nygade kan opleve historiens brusende gang, kan man i gadens sidestrøg og slipper, stoppe tiden for en stund. Hvis man holder røret på de opstillede telefonbokse til øret, kan man træde ind i et lille åndehul, hvor rare, hjemlige stemmer bibringer én tanker fra verden derude og inspirerer til at tage det helt roligt og bare være til, lige dér hvor man er.

Bliv fotograferet ved tidskapslen
Gennem hele graveperioden vil der være en tidskapsel i form af en postkasse, hvori man som borger eller besøgende kan lægge en besked – om det så er i form af et brev, en tegning eller et postkort – til de fremtidige borgere i Ringkøbing. 

Inden gravearbejdet afsluttes, vil beskederne i kapslen blive lagt i en forseglet kasse og ned i selve gaden, under den nye belægning. Kapslen vandrer i graveperioden fra butik til butik i Nygade og dér, hvor man finder den til Open By Night, kan man også få taget sit portrætfoto.

Til sidst, ved projektets afslutning, vil alle portrætbillederne blive sat sammen til en stor mosaik.

Fakta
MOVING SPACES er et Kulturhovedstad Aarhus 2017-projekt, der skabes af Teater Seachange og som i løbet af 2017 aktiverer byrum i 8 større byer i Region Midtjylland. 

De 6 scenekunstnere, som skaber projektets events og installationer, er: Mette Aakjær, Tina Andersen, Kasper Daugaard Poulsen, Isabelle Reynaud, Barbara Simonsen og Fabienne Tanski-Pauly.

www.teaterseachange.dk