Forskningens Døgn indtager Innovest

Kom, deltag og stil din nysgerrighed, når videnskaben slår dørene op, og forskere deler ud af deres viden ved fire foredrag. Det hele sker i forbindelse med Forskningens Døgn, en landsdækkende videnskabsfestival, der i Ringkøbing-Skjern Kommune spænder af på Innovest i Skjern. Alle, lige fra erhvervsfolk, til studerende, kommunale medarbejdere og borgere, er inviteret med og foredragene er gratis.
- Forskningen Døgn er en dag, hvor vi hylder videnskaben, og alt det forskningen betyder, for den verden vi lever i. Det er efterhånden en tradition, at vi deltager i Ringkøbing-Skjern Kommune, og igen er der sammensat et særdeles spændende program, der spænder vidt. Jeg kan kun opfordre til, at man kigger forbi og lader sig forundre og udfordre på sin viden, siger Bent Brodersen, formand for Videnudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.
I alt fire forskere fra Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Københavns Universitet gæster auditoriet i Innovest. Her vil forskerne dele ud af deres viden til alle, der er nysgerrige på verden.
Et velspækket program
Dagen begynder med, at lektor Børge Svane Nielsen vil præsentere en fysikers bud på, hvordan vores mystiske verden er opbygget - en verden, der består af kvarker, gluoner, higgser og mørkt stof.
Derefter vil to af tidens helt store buzzwords i den offentlige debat - sammenhængskraft og medborgerskab - blive diskuteret med fokus på de samfundsmæssige forandringer, der ligger bag debatten. Her ledes slagets gang af lektor Hans Dorf.
Lektor Marianne Wolff Lundholt kommer med sit bud på, hvordan modstand mod forandring kan være en innovativ drivkraft og kilde til udvikling i en organisation. Dagen slutter med et oplæg af adjunkt Jane Ebsen Morthorst, der tager udgangspunkt i mediernes fokus på sundhed og sundhedseksperter.
UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern, Innovest, Erhvervsrådet og Ringkøbing-Skjern Kommune samarbejder om arrangementet, som foregår torsdag d. 27. april i Auditoriet på Innovest, Ånumvej 28, 6900 Skjern.
Arrangementet er åbent for alle, og der bliver serveret lidt godt til ganen imellem foredragene.
- 22. januar 2025
Vinterlys-festivalen sætter igen spot på lyskunst i Fredskoven - 23. januar 2025
Nu kan tobaks- og nikotinprodukter lige så godt blive hjemme, når du kommer i hallen - 22. januar 2025
Spændende nye søndagsaktiviteter i Naturens Rige - 20. januar 2025
Bostedet Holmehusene mister godkendelse - 7. januar 2025
Danmarks klimakommunes grønne regnskab er stadig ikke i mål - 10. januar 2025
Du kan også være med til at fejre kommunens ildsjæle og talenter