Referat: 13. december 2023 kl. 08:00
Deltagere
- Jens Jensen
- Linda Nielsen
- Hans-Christian Blichfeldt
- Susanne Høj
- Pia Vestergaard
- Rita Byskov
- Jens Erik Damgaard
Referat
- Godkendelse af dagsorden
- Status på samarbejdet med FrivilligVest
- Godkendelse af samarbejdsaftaler med ikke-kommunale aktivitets og samværstilbud
- Afvikling af midlertidige boliger på Fredensgade i Skjern
- Budgetopfølgning ultimo november 2023
- Budgetopfølgning 2024 - Social- og Sundhedsudvalget
- Små anlægssager 2023 - Social- og Sundhedsudvalget
- Anmodning om frigivelse af anlægsmidler 2024 for Social- og Sundhedsudvalget
- Konkurrenceudsættelse og OPP
- Opdeling af integrerede enheder I Sundhed og Omsorg
- Frisættelse - opfølgning på temadag i Byrådet
- Gensidig orientering
- Underskriftsside
Kopier link til punktet - Print
1: Godkendelse af dagsorden
Sagsnr:
BilagIngen bilag.
BeslutningDagsordenen blev godkendt.
Kopier link til punktet - Print
2: Status på samarbejdet med FrivilligVest
Sagsnr: 22-014072
SagsfremstillingUdvalget orienteres om status på den løbende samarbejdsaftale mellem FrivilligVest og Ringkøbing-Skjern Kommune.
Samarbejdet mellem FrivilligVest og Ringkøbing-Skjern Kommune har siden 2017 været grundlagt i en løbende aftale om et tæt samarbejde, der følger et fast årshjul. Samarbejdet er løbende blevet tættere og bedre. Som del af samarbejdet aflægger administrationen en årlig rapportering om samarbejdet til Social- og Sundhedsudvalget og til Kultur- og Fritidsudvalget. I denne afrapportering fremlægges samarbejdsaftalens årlige bilag til orientering. Bilaget er formuleret på et årligt samarbejdsmøde mellem FrivilligVest og kommunen og specificerer, hvilke indsatser parterne skal samarbejde om i det kommende år.
Formål
Formålet med denne samarbejdsaftale er at sikre, at der sker tiltag for at fremme og udvikle frivillighedsområdet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Gennem samarbejdet tilstræbes at skabe de bedste rammer og udviklingsmuligheder for de frivillige. Frivillighed og aktivt medborgerskab skal opleves som en tilfredsstillende og meningsfuld måde at bidrage til trivsel og livskvalitet for andre borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune. I samarbejdet ses foreninger og borgere som partnere og ressourcer til at skabe ny og forbedret velfærd, samt et styrket fællesskab.
Status 2023
Administrationen vurderer, at FrivilligVest i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune i det forgange år har været med til at styrke den kommunale organisering omkring de lokale frivillige. Det skal bl.a. nævnes, at FrivilligVest:
- Har modtaget en bevilling på 565.000 kroner fra Trygfonden til, over 12 måneder fra 1/11-23, at udbygge Selvhjælpsindsatsen for børn og unge i Ringkøbing-Skjern Kommune ved at ansætte en lønnet trivselsgruppeleder til at supplere de frivillige trivselsgruppeledere.
- Var tovholder på afholdelse af tredje udgave af WestAwards med prisuddelingen for 2023, som løb af stablen d. 26. januar 2024. Tredje udgave havde ca. 400 deltagere mod 365 i 2023.
- Har, med inspiration fra DGI og i samarbejde med en lokal, uafhængig forsikringsmægler, taget initiativ til et forsikringstilbud for foreninger, der gennemsnitligt kan reducere foreningernes udgifter til forsikringer med 33%
- Har arbejdet med at finde nye lokaler til Frivilligcenteret med henblik på at opnå en holdbar driftsøkonomi, bedre arbejdsforhold og bedre faciliteter for kommunens frivillige.
- Har øget sin synlighed markant fra 47% af kommunens borgere i 2022 til 63% i 2023 jf. borgerpanelundersøgelsen.
- Har været med til at planlægge og gennemføre 10 ”søndagsaktiviteter” med guidede gåture på naturskønne steder rundt omkring i Kommunen, i tæt samarbejdet med: DGI, Sundhedscenteret, Museerne, samt Kultur- & Fritidsforvaltningen.
I bilaget ”Afrapportering på udviklingsplan 2023” fremgår en detaljeret status på samarbejdet i 2023 pr 20. oktober 2023.
Indsatser 2024
I 2024 vil der foruden de fortsatte årlige driftsopgaver være fokus på understøttelse af indsatser i Ringkøbing-Skjern Kommunes nye politikker. Konkret gælder dette:
- Forsøgsprojekt for at hjælpe førtidspensionister ind i frivillige fællesskaber. Timerne til dette er fundet ved, sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune at træde ud af koordinatorrollen i projektet "March Mod Ensomheden"
- Planlægning af WestAwards '24, som afholdes fredag 31/1-2025.
- Afholde én ”Social Byvandring”, der synliggør frivillige sociale indsatser i en af centerbyerne.
- Facilitere kurser for aktivitetscentrenes frivillige.
- Etablere en ny, billigere og mere brugervenlig hjemmeside
- Hjælpe foreninger til at benytte ”ForeningsPortalen”, som foreningshjemmeside for de foreninger der kun har begrænset informationsbehov, så foreningerne kan spare tid og penge på online tilstedeværelse. Se eksempelvis www.tbk2000.dk (Tarm Billardklub)
I bilaget ”Udviklingsplan for 2024” fremgår en detaljeret beskrivelse af indsatserne for samarbejdet i 2024.
Frivillighedskoordinatoren deltager på punktet.
Lovgrundlag og juridisk vurderingFrivilligVest modtager årligt knap 350.000 kroner fra Socialstyrelsen, som grundfinansiering af etablerede frivilligcentre.
Af Vejledning om ansøgning til optag på grundfinansiering af frivilligcentre § 15.71.03.10 fremgår det, at betingelserne for at modtage dette bl.a. indebærer at:
"Frivilligcentre kan dermed ikke være kommunale, og det økonomiske og ledelsesmæssige ansvar kan ikke ligge i en kommune... Frivilligcentrets regnskab skal være selvstændigt, og kan således ikke indgå som en post i det kommunale regnskab."
ØkonomiKommunen støtter fra 1.1.2024 FrivilligVest med et årligt tilskud jf. nedenstående. Tilskuddet er sammensat fra følgende områder:
Tabel over FrivilligVests driftstilskud
Tilskud | Beløb | Bemærkninger |
---|---|---|
§18-området | 847.000 kr. | Indeværende driftsaftale med FrivilligVest |
§18-området - drift af Selvhjælpsgrupperne | 332.000 kr. | Midlerne er øremærket til FrivilligVests drift af selvhjælpsgrupperne. |
Vækstpuljemidler (ildsjæle) fremskrives ikke | 90.000 kr. | Til nytænkning og opprioritering af frivillig-og ildsjæleindsatsen |
Kultur- og Fritidsudvalget | 39.000 kr. | Kultur og Fritidsudvalget betaler årligt FrivilligVest for at administrerer ordningen med frivillige indlæsere, og indberetning af antal lydavisabonnenter. FrivilligVest betaler et gebyr pr. abonnent. til Danske Medier. |
Total | 1.308.000 kr. |
Yderligere oplysninger om den økonomiske del af samarbejdsaftalen findes i bilaget.
Viden & Strategi (økonomi) har ikke yderligere bemærkninger.
EffektvurderingAdministrationen vurderer, at FrivilligVest bidrager positivt til udviklingen af frivillighedsområdet i Ringkøbing-Skjern Kommune både gennem kommunikation og netværksdannelse mellem foreninger, samt kompetenceudvikling og rådgivning til foreninger ift. både drift og udvikling. Dette afspejles også i borgerpanelundersøgelsen, hvor 63% af kommunens borgere indikerer, at de kender FrivilligVest og 76% af dem, som har benyttet sig af FrivilligVests tilbud er tilfredse med den hjælp de har fået.
Administrationen vurderer også, at samarbejdet med FrivilligVest bidrager positivt til samspillet med kommunens borgere og frivillige. Det tætte samarbejde med en ikke-kommunal enhed giver mulighed for at øge fleksibilitet og effektivitet i udførelsen af en række opgaver. Det gælder i tilfælde, hvor kommunen ellers skulle bruge mange ressourcer på at leve op til krav for kommunal forvaltning. Det gælder også i tilfælde, hvor FrivilligVest kan søge midler eller tegne aftaler med eksterne aktører på bedre vilkår end offentlige institutioner.
IndstillingAdministrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Bilag- Afrapportering på FrivilligVests udviklingsplan for 2023-2024 - webtilgaengelig
- Udviklingsplan 2024 - ej webtilgaengelig
- FrivilligVests statistikker RKSK-målepunkter - ej webtilgaengelig
Orienteringen tages til efterretning.
Kopier link til punktet - Print
3: Godkendelse af samarbejdsaftaler med ikke-kommunale aktivitets og samværstilbud
Sagsnr: 23-016451
SagsfremstillingSamarbejdet mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og værestederne har siden efteråret 2019 fast fulgt årshjulet som er beskrevet nedenfor og samarbejdet er løbende blevet tættere og bedre. Som led i det løbende samarbejde fremlægges samarbejdsaftaler med nye bilag til godkendelse hos Social- og Sundhedsudvalget. Bilagene er formuleret på et årligt samarbejdsmøde mellem værestederne og kommunen og specificerer, hvilke indsatser parterne skal samarbejde om i det kommende år.
Nye samarbejdsaftaler
I løbet af 2023 har de fire væresteder og Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Handicap og Psykiatri drøftet et tættere samarbejde mellem deres tilbud. På den baggrund præsenteres Social- og Sundhedsudvalget for et forslag til samarbejdsaftaler med de fire væresteder for perioden 2024-2025.
Historik
Social- og Sundhedsudvalget besluttede i februar 2021, at indgå 2-årige aftaler med værestederne, som skulle løbe for årene 2022 og 2023.
Udvalget besluttede samtidigt, "at der i fremtiden arbejdes på, at der indgås løbende 2-årige kontrakter med værestederne".
Status 2023
Administrationen vurderer, at samarbejdet med de fire væresteder i 2023 har fungeret godt. Der har generelt været mange brugere på værestederne.
I 2023 har G-faktor oplevet en stor tilstrømning af brugere og frivillige til deres nye tilbud Unge for Ligeværd i Skjern for unge med eksempelvis autisme. Tilbuddet er et samarbejde med Erhvervsskolen i Borris. Ved seneste arrangement kom 30 deltagere. Understøttelsen af dette tilbud skrives ind i samarbejdsaftaleteksten, som en af G-faktors forpligtelser i samarbejdet.
Montana har fortsat oplevet øget tilstrømning og har på de travleste dage haft 70 brugere. De nuværende fysiske rammer er for små til dette. Montanas ungecafé "Cozy", har oplevet en stor foryngende udskiftning af brugerne. Gældsrådgivningen På Fode Igen har lang venteliste, og fungerer nu episodisk i de perioder, hvor det er muligt, at finde frivillige til indsatsen.
Sømandscaféen har oplevet en øget tilgang af brugere og et øget samarbejde med den kommunale bostøtte. Sømandscaféens husleje stiger årligt, og det gør Sømandscaféen ikke-kommunale tilskud ikke, derfor søger Sømandscaféen nu efter nye lokaler i den sydlige del af Hvide Sande.
Røde Kors Caféen har oplevet en stigning i antallet af aktiviteter og brugere i deres faciliteter. Derfor har Caféen påbegyndt en flytning til nye større lokaler. Der er gode synergier mellem flere af deres aktiviteter.
Indsatser 2024
Alle indsatser i samarbejdet kan læses i bilagene.
Generelt er der fokus på at styrke samarbejdet om:
- At give sparring i forholdt til mulige placeringer og fondsmidler til nye rammer for Café Værestedet Montana i Skjern og Sømandscaféen i Hvide Sande.
- Der vil være særligt fokus på at hjælpe borgere fra de kommunale uvisiterede tilbud på Herningvej 69, Fredensgade og Metri-Caféen hen for at benytte tilbuddene hos Café Værestedet Montana, Røde Kors Caféen og G-faktor. Til dette formål afsætter Handicap og Psykiatri personaletimer for at understøtte den gode indgang til værestederne.
- Afdelingen for Handicap og Psykiatri vil lave en temadag for alle værestederne for at give faglig understøttelse og udvikling af værestedernes ansatte og frivillige.
Frivillighedskoordinatoren deltager på punktet.
Lovgrundlag og juridisk vurderingHidtil har de fire væresteders samarbejdsaftaler inkluderet lovgrundlag fra både Social og Servicelovens §18 om frivilligt socialt arbejde og §104 om aktivitets- og samværstilbud.
Det foreslås i de nye samarbejdsaftaler for 2024-2025 at lovgrundlaget ændres til udelukkende at omfatte §104. Frivilligrådet har skrevet følgende høringssvar til dette forslag:
"Frivilligrådet støtter, at værestedernes økonomi adskilles fra §18 puljerne til fordeling til foreningerne. Denne støtte er dog under forudsætning af, at Social- og Sundhedsudvalget fastholder, at §18 puljerne fra år 2025 og fremefter skal have tilført yderligere 240.000 kroner årligt. Dette svarer til det beløb, som udvalget sparede i §18 puljerne for år 2024."
Lov om Social Service § 104:
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.
Til at støtte det frivillige sociale arbejde er der i kommunens budget 2024 på afsat 4.567.000 kr. til §18 området.
Af budgettet er forlods afsat midler til FrivilligVest, Cafe Røde Kors, Café Værestedet Montana , G-faktor, Selvhjælp Ringkøbing-Skjern, værestedet Sømandshjemmet samt mødeafholdelse mv. på det frivillige sociale område.
Tabel 1: Årligt driftstilskud til café væresteder afsat på Ringkøbing-Skjern Kommunes budget
Nedenfor følger en oversigt over driftstilskuddets størrelse og placering (2024-niveau). Bemærk at driftstilskuddet fremskrives årligt i henhold til KL’s forventede pris- og lønstigninger.
Café Værested | Årligt driftstilskud |
Café Værestedet Montana, Skjern | 881.000 |
G-faktor, Ringkøbing | 709.000 |
Røde Kors Caféen, Ringkøbing | 861.000 |
Sømandscaféen | 87.000 |
I alt | 2.538.000 |
De fire væresteder har ud over driftstilskuddet stadig mulighed for at søge §18 midler til ekstraordinære aktiviteter, der ligger uden for deres driftsopgaver.
Administrationen foreslår desuden, at tilføje endnu et ansvarsområde for G-faktor i samarbejdsaftalen med dette værested. Det gælder ansvarsområdet "understøttelse af Unge For Ligeværd tilbuddene i Ringkøbing og Skjern", som G-faktor reelt varetager på nuværende tidspunkt. G-faktor søger årligt 60.000 kroner fra §18 Hovedpuljen til denne opgave. Administrationen foreslår, at disse midler tages fra §18 puljerne 2025 og frem og tilføjes til driftstilskuddet for G-faktor fra 2025 og frem, som et øremærket driftstilskud til understøttelse af UFL klubberne i Ringkøbing og Skjern. Dette beløb pristalsreguleres på samme vis som G-faktors øvrige tilskud.
Viden & Strategi (Økonomi) påpeger, at Byrådet reelt først behandler overførslerne fra 2023 til 2024 i april 2024, hvorfor det samlede budget først kendes på dette tidspunkt.
EffektvurderingAdministrationen vurderer, at effekten af samarbejdet med de fire væresteder er høj. Ift. udgifterne til værestederne servicerer værestederne mange udsatte borgere.
IndstillingSocial- og Sundhedsudvalget bedes tage stilling til samarbejdsaftalerne 2024-2025. Social- og Sundhedsudvalget bedes i den forbindelse også tage stilling til, om 60.000 kroner fra §18-hovedpuljen 2025 og årene efter kan overføres som fast årlig bevilling til G-faktors understøttelse af UFL klubberne i Skjern og Ringkøbing.
Social- og Sundhedsudvalget bedes desuden tage bilaget for 2024 til efterretning.
Bilag- 2024-2025 Samarbejdsaftale og 2024 bilag §18-driftstilskud - Café Røde Kors - webtilgaengelig
- 2024-2025 Samarbejdsaftale og 2024 bilag §18-driftstilskud - G-faktor Ringkøbing - webtilgaengelig
- 2024-2025 Samarbejdsaftale og 2024 bilag §18-driftstilskud - Café Værestedet Montana- webtilgaengelig
- 2024-2025 Samarbejdsaftale og 2024 bilag §18-driftstilskud - Sømandscaféen - webtilgaengelig
Administrationens indstilling godkendes.
Kopier link til punktet - Print
4: Afvikling af midlertidige boliger på Fredensgade i Skjern
Sagsnr: 23-025256
SagsfremstillingHandicap og Psykiatri har mange ledige boliger a typen længerevarende boliger. Social- og Sundhedsudvalget på temamøder i 2023 givet politiske signaler om, at reducere i mængden af boliger.
Handicap og Psykiatri har en række fleksible boliger/pavilloner til forskellige målgrupper på handicap- og psykiatriområdet, henholdsvis:
- Pavillonerne ved Fredensgade (borgere med ADHD og autisme)
- Pavillonerne ved Rosengården (borgere med sindslidelser)
Pavillonerne er boliger til borgere i midlertidige botilbud og blev opført som et led i Handicap og Psykiatris strategiplan for udvikling af egne tilbud 2016-2019. Strategiplanen havde baggrund i et ønske om primært at anvende egne botilbud fremfor at købe pladser.
Pavillonerne ved Fredensgade er et tilbud med fire boliger til borgere med ADHD og autisme. Tilbuddet ligger på Fredensgade 30 ved botilbuddet Fredensgade i Skjern. Ændrede energikrav betyder, at pavillonerne ikke længere er lovligt opsat.
Handicap og Psykiatri anbefaler, at pavillonerne afvikles i takt med, at borgerne flytter ud af pavillonerne. Serviceniveauet for disse midlertidige boliger er, at borgerne kan bo i boligerne i op til 3 år. Pavillonerne vil derfor blive afviklet indenfor en 3 årige periode.
Social- og Sundhedsudvalget og Byrådet har på temamøder henholdsvis den 11. januar og den 20. juni 2023 givet politiske signaler om, at pavillonerne på Fredensgade kan afvikles.
Social- og Sundhedsudvalget bedes på dette møde tage stilling til, hvorvidt Handicap og Psykiatri kan arbejde videre med at afvikle tilbuddet.
Hvis Social- og Sundhedsudvalget beslutter, at Handicap og Psykiatri kan arbejde videre med at afvikle pavillonerne på Fredensgade, stopper fagområdet med at visitere nye borgere til tilbuddet. Borgere med ADHD og autisme, som har behov for et midlertidige botilbud vil blive visiteret til andre tilbud. Forslaget om afvikling af de 4 pavilloner på Fredensgade bliver sendt i høring i Handicaprådet og FagMED, hvorefter Social- og Sundhedsudvalget på et kommende møde tager endelig stilling til forslaget.
Handicap og Psykiatris vurdering af behovet for de 4 pavilloner.
Handicap og Psykiatri forventer også fremadrettet at have brug for boliger til midlertidige botilbud. Fagområdet køber i dag et betydeligt antal pladser til midlertidigt botilbud.
Da pavillonerne ikke længere lever op til energikravene og ikke længere er lovlig opsat, er det vurderingen, at de fremover ikke skal anvendes. Det er ikke økonomisk rentabelt, at renovere pavillonerne.
Da der bor borgere i alle 4 pavilloner, er forslaget at boligerne afvikles i takt med at borgerne flyttes ud. Det betyder, at der ikke længere vil blive visiteret borgere til pavillonerne på Fredensgade. Primo 2024 bliver den første pavillon ledig.
Kommende borgere vil i stedet blive visiteret til andre tilbud. Det kan være tilbud som Handicap og Psykiatri køber i andre kommuner eller hos private tilbud. Endvidere har Handicap og Psykiatri en del ledige boliger og der kunne ses på, om nogle af disse kan anvendes eller om der skal opføres nye fleksible boliger på grunden på Fredensgade a la de pavilloner, som er på Rosengåden, da disse er af en anden standard og lever op til energikravene.
Serviceloven § 107.
Den afledte økonomiske konsekvens for Handicap og Psykiatri samt Ejendomscenteret vil blive forelagt, såfremt Social- og Sundhedsudvalget ønsker sagen sendt i høring.
Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget:
- godkender, at administrationen kan arbejde videre med at afvikle de 4 pavilloner på Fredensgade, og
- at der fra 1. januar 2024 ikke visiteres borgere til pavillonerne, samt
- sender forslaget i høring i Handicaprådet og FagMED med henblik på endelig beslutning på et kommende møde i Social- og Sundhedsudvalget.
Ingen bilag.
BeslutningAdministrationens indstilling godkendes.
Kopier link til punktet - Print
5: Budgetopfølgning ultimo november 2023
Sagsnr: 22-025604
SagsfremstillingBudgetopfølgningen ultimo november for de centrale budgetområder under Social- og Sundhedsudvalget viser et samlet merforbrug på 5,2 mio. kr., hvor der ved den seneste opfølgning var en forventning om et merforbrug på 8,1 mio. kr.
I nedenstående diagram ses resultatet af budgetopfølgningen for november 2023.
Sundhed
og Omsorg
Sundhed og Omsorg forventer et mindre forbrug på 4,8 mio. kr., som er en ændring på 0,1 mio. kr. siden sidste opfølgning.
Der er følgende bemærkninger til budgetopfølgningen:
- Pleje og Omsorg forventer et mindre forbrug på 3,3 mio. kr., hvilket er en forbedring på 0,9 mio. kr. Ændringen skyldes primært merindtægter i forbindelse med §83-ydelser leveret til andre fagområder.
- Grafen for de visterede timer viser en stigning, hvilket bevirker, at det forventerede mindre forbrug reduceres med 0,6 mio. kr.
- For hjælpemidler forventes et merforbrug på 1,1 mio. kr., hvilket er en ændring på 0,7 mio. kr. Ændringen skyldes en stigning i udgifter til genbrugshjælpemidler.
- Grundet et mindre forbrug på elevområdet prioriteres der midler til de decentrale enheder til varetagelse af elevopgaven.
Handicap
og Psykiatri
Handicap og
Psykiatri forventer et merforbrug på 10 mio. kr., hvilket er 3 mio. kr. lavere
end forventningen ved den seneste opfølgning, hvor forventningen var et
merforbrug på 13 mio. kr.
På det seneste møde i Social- og Sundhedsudvalget blev det besluttet at effektuere fem forslag til reduktion af indeværende års merforbrug. De fem forslag nedbringer samlet merforbruget med 3,4 mio. kr.
Derudover har der været til- og afgang af borgere, samt ændret støttebehov. Disse ændringer har dog størst betydning for forventningen til 2024, da det er så sent på året 2023.
Lovgrundlag og juridisk vurderingIngen bemærkninger.
ØkonomiIngen yderligere bemærkninger.
EffektvurderingIngen bemærkninger.
IndstillingAdministrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning.
BilagBeslutningBudgetopfølgningen tages til efterretning.
Kopier link til punktet - Print
6: Budgetopfølgning 2024 - Social- og Sundhedsudvalget
Sagsnr: 22-025604
SagsfremstillingAdministrationen har udarbejdet budgetopfølgning for 2024 til orientering.
På de centrale budgetområder er der budgetændringer for 14,5 mio. kr. i budget 2024 jf. bilaget.
Aktuel prognose for 2024 viser et forventet merforbrug på 11,2 mio. kr. Der gøres opmærksom på, at budgetopfølgningen er udarbejdet på et tidligt tidspunkt. Fagområderne er beskrevet nedenfor.
Sundhed og Omsorg (merforbrug på 1,6 mio. kr.)
- På baggrund af de gennemsnitlige forbrugte visiterede timer i 2023 samt den demografiske udvikling er den foreløbige forventning til resultatet for 2024 et mindre forbrug på 2 mio. kr.
- For det aktuelle antal borgere fra/i andre kommuner er der foretaget en vurdering af udgiften for 2024 svarende til en netto udgift på 22,0 mio. kr. Det betyder et merforbrug på 6,0 mio. kr. Administrationen følger løbende udviklingen og viser hver måned det aktuelle niveau, hvorfor der forekommer naturlige udsving i forventningen jf. aktivitetsniveauet.
- Hjælpemiddelområdet forventer et merforbrug på 0,9 mio. kr., hvilket blandt andet skyldes forventning om øgede udgifter ved opstart af Kvikservice.
- Sundhedscenter Vest forventer et mindre forbrug på 1,5 mio. kr., hvilket primært dannes på Rusmiddelområdet, da DUT-midlerne vedrørende den nye hjemløsereform ikke kommer 100% i brug før marts 2026.
- Øvrige områder forventer et samlet mindre forbrug på 1,8 mio. kr., hvilket primært dannes på elevområdet, hvor der forventes et mindre forbrug på 1,5 mio. kr.
Handicap
og Psykiatri (merforbrug på 9,6 mio. kr.)
I tabellen nedenfor ses et forventet merforbrug på 9,6 mio. kr. under forudsætning af, at man opnår de politisk vedtagne initiativer til at nedbringe merforbruget. Hvis man ser bort fra disse initiativer, så er det forventede merforbrug 14,5 mio. kr.
(i 1.000 kr.) | November 2023 |
Forventet merforbrug 2024 | 14.481 |
Initiativer til at nedbringe merforbruget i 2024 |
|
Forventet besparelse via sagsgennemgang | -10.000 |
- Besparelse opnået via sagsgennemgang | 9.613 |
Forventet besparelse via fokuspunkter | -5.000 |
- Besparelse opnået via fokuspunkter | 4.020 |
Forventet besparelse via ukendt afgang | -2.000 |
- Besparelse opnået via ukendt afgang | 0 |
Forventet besparelse på borgere i botilbud 1-2 mio. kr. | -1.500 |
- Besparelse opnået på borgere i botilbud 1-2 mio. kr. | 0 |
Forventet merbrug 2024 ved opnåelse af initiativer | 9.614 |
Der har været arbejdet med sagsgennemgang igennem de sidste to år, hvorfor opnåelsen af de 10 mio. kr. næsten er i mål. Derudover har fagområdet i løbet af 2023 arbejdet med fokuspunkterne, hvormed denne også næsten er opnået for 2024.
De to sidste initiativer for at nedbringe merforbruget er vedtaget ved budgetkonferencen i 2023, hvormed registreringen af disse opstarter i 2024.
Foruden disse politisk vedtagne initiativer blev der på budgetkonferencen vedtaget, at fagområdet skal spare 1 mio. kr. på at nedbringe serviceniveauet. Besparelsen har for nuværende reduceret budgettet med 1 mio. kr. i 2024 på rammen, hvormed en udmøntning af besparelsen vil forbedre budgetopfølgningen med 1 mio. kr.
Vurderingen af resultatet for 2024 er bedste bud på nuværende tidspunkt, og det bemærkes i den forbindelse, at takststigninger for køb i andre kommuner, regioner og private er baseret på forventet prisudvikling, idet de konkrete takster endnu ikke er kendte. Ligeledes er det et område, hvor ændringer i relation til få borgere kan have stor økonomisk konsekvens.
Lovgrundlag og juridisk vurderingIngen bemærkninger.
ØkonomiViden & Strategi, Økonomi bemærker, at ovenstående budgetopfølgning selvfølgelig er behæftet med en vis usikkerhed, når den er foretaget på så tidligt et tidspunkt, og derfor skal betragtes som et øjebliksbillede af fagområdernes økonomi.
EffektvurderingIngen bemærkninger.
IndstillingAdministrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning.
BilagBeslutningBudgetopfølgningen for 2024 tages til efterretning.
Social- og Sundhedsudvalget har påbegyndt en proces omkring nedbringelse af det forventede merforbrug i 2024.
Kopier link til punktet - Print
7: Små anlægssager 2023 - Social- og Sundhedsudvalget
Sagsnr: 23-024647
SagsfremstillingØkonomiudvalget besluttede i 2011, at mindre anlægssager, som fuldt ud
finansieres af aftaleenhedernes eget driftsbudget, fremsendes samlet gennem fagudvalgene
til godkendelse i Byrådet ved regnskabsårets afslutning.
Der skal ske registrering i kommunens anlægskartotek, såfremt en udgift vedrørende bygninger,
anskaffelser af driftsmidler, biler og inventar udgør minimum 100.000 kr.
For Social- og Sundhedsudvalgets område ønskes der overført følgende driftsbeløb til mindre
anlægsprojekter:
Sundhed og Omsorg
- Spjald Plejehjem, receptionsskrank/kontor til sekretær, 296.000 ekskl. moms.
- Sundhedscenter Vest, køb og salg af to biler, netto 402.000 kr. ekskl. moms.
- Åkanden, egenbetaling vedrørende køb af kølebil, netto 143.000 kr. ekskl. moms.
Handicap og Psykiatri
- Ingen mindre anlægssager.
Ingen bemærkninger.
ØkonomiUdgiften til anlægsprojekterne finansieres fuldt ud af aftaleenhedernes driftsbudget.
Viden & Strategi, Økonomi har ikke yderligere bemærkninger.
Ingen bemærkninger.
IndstillingAdministrationen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet,
- at der meddeles og frigives en anlægsbevillinger på i alt 841.000 kr. ekskl. moms til projekter på Sundhed og Omsorgs budgetområde
- at anlægsbevillingerne finansieres af aftaleenhedernes driftsmidler.
Ingen bilag.
BeslutningSocial- og Sundhedsudvalget anbefaler til Byrådet, at administrationens indstilling godkendes.
Kopier link til punktet - Print
8: Anmodning om frigivelse af anlægsmidler 2024 for Social- og Sundhedsudvalget
Sagsnr: 19-021072
SagsfremstillingVed budgetlægningen for 2024-2027 blev der afsat rådighedsbevilling til 3 anlægssager på Social- og Sundhedsudvalgets område svarende til et anlægsbudget på 1,7 mio. kr. ekskl. moms, som skal
iværksættes i 2024. Administrationen ønsker at få frigivet anlægsmidlerne til at igangsætte disse
anlægsprojekter.
Til det kommende aflastningscenter er der afsat et rådighedsbeløb på 10 mio. kr. Sagen afventer en nærmere proces, hvor midlerne i den forbindelse vil blive frigivet.
Projekter under Sundhed og Omsorg
Udskiftning af gulvlifte til free-standlifte
Hjæpemiddeldepotet skal have udskiftet gulvlifte til free-standlifte over en tre årig periode. I alt 855.000 kr. ekskl. moms. Der vil hvert år skulle frigives beløb.
Formålet med at udfase gulvlifte er at forebygge akutte arbejdsulykker og nedslidning på længere sigt for ansatte, tilbyde forflytningsvenlige og smarte arbejdsgange ved hjælp af nyt velfærdsteknologi og tilbyde en mere sikker forflytningsmetode for borgerne.
I Sundhed og Omsorg har der været tre free-standlifte i afprøvning gennem fire år hos terminale borgere i eget hjem. Plejepersonalet har været begejstret for brugen, idet borgeren oplever forflytninger som rolige og trygge, og liften letter personalets arbejdsgang og arbejdsmiljø.
Ifølge arbejdsmiljøloven skal virksomheder følge den teknologiske udvikling.
Til budget 2024 er der afsat 320.000 kr. ekskl. moms.
Kølebil til levering af madservice - Åkanden
Kølebilen fra 2019 skal skiftes, da der er mange reparationer for at holde bilen kørende.
Udskiftning af bilen forventes at give driftssikker levering af mad og overholdelse af gældende fødevarelovgivning samt forbedring af det fysiske arbejdsmiljø, da bilen er specialbygget til madleverance.
Prisen er anslået ud fra køb af kølebil i 2023.
Til budget 2024 er der afsat 700.000 kr. ekskl. moms til udskiftning af kølebilen.
Projekter under Handicap og Psykiatri
Elbiler til Bostøtten
Handicap og Psykiatris nye serviceniveaubeskrivelser sætter sammen med det politiske strateginotat retning om, at flest mulige borgere skal blive i eget hjem. Det forventes derfor fremover at give ændringer på bostøtteområdet i form af flere og mere komplekse borgere i fremtiden. Derfor er der ansøgt om el-biler til at håndtere en del af den daglige drift i den udekørende bostøtte. Medarbejdere forventes at være ude til opgaver på samme tid, hvilket øger behovet for flere køretøjer til rådighed på samme tid.
Land, By og Kultur har en pulje til ladestandere, hvor Handicap og Psykiatri vil søge om at komme i betragtning til. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, er der behov for ladestandere vurderet til 41.000 kr. pr. stk. Beløbet afleveres til kassen, hvis den nuværende pulje kan dække omkostningerne.
Til budget 2024 er der afsat 672.000 kr. ekskl. moms til køb af to nye biler til bostøtten og etablering af ladestander.
Lovgrundlag og juridisk vurderingIngen bemærkninger.
ØkonomiDer er afsat et samlet rådighedsbeløb til anlægsprojekterne på i alt 1.692.000 kr. ekskl. moms.
Til det kommende aflastningscenter er der afsat et rådighedsbeløb på 10.000 000 kr. ekskl. moms Sagen afventer en nærmere proces, hvor midlerne i den forbindelse vil blive frigivet.
Viden & Strategi, Økonomi har ikke yderligere bemærkninger.
EffektvurderingIngen bemærkninger.
IndstillingAdministrationen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet,
- at der meddeles og frigives anlægsbevillinger på 1.692.000 kr. til ovenstående projekter, finansieret af det afsatte rådighedsbeløb.
Ingen bilag.
BeslutningSocial- og Sundhedsudvalget anbefaler til Byrådet, at administrationens indstilling godkendes.
Kopier link til punktet - Print
9: Konkurrenceudsættelse og OPP
Sagsnr: 23-002091
SagsfremstillingØkonomiudvalget har den 12. september 2023 drøftet kommunens tilgang til konkurrenceudsættelse og OPP. I forlængelse heraf ønsker Økonomiudvalget at de enkelte fagudvalg drøfter den aktuelle status for konkurrenceudsættelse og OPP samt drøfter muligheder og potentialer.
Ringkøbing-Skjern Kommune har tidligere haft en strategi for konkurrenceudsættelse og senest blev der i 2019 udpeget to områder, hvor en analyse skulle afdække mulighederne for konkurrenceudsættelse. Afrapporteringen skete i hhv. 2020 (rengøring - som nu er delvist udliciteret) og 2021 (hjælpemiddeldepot, hvor konklusionen var, at der ikke skulle ske udlicitering). Der er ikke efterfølgende udpeget nye områder til analyse.
Der er stadig kommunale opgaveområder, som kunne overvejes udliciteret. Tidligere har følgende
generelle kriterier været anvendt, som retningslinje for, hvilke områder der kan bringes i spil:
• RKSK konkurrenceudsætter ikke større dele af kommunale kerneydelser (for eksempel
dagpleje, ældrepleje). Der bør således være et særligt fokus på støttefunktioner som ikke
nødvendigvis vurderes som kommunale kerneydelser
• Innovation af processer og ydelser kan i visse tilfælde fremmes gennem offentligt-private
samarbejder
• Der skal kunne realiseres en relativ stor økonomisk eller kvalitetsmæssig gevinst ved at
konkurrencesætte området
• Områder, hvor forsyningssikkerheden er mindre afgørende
• Områder, som understøtter den interne kapacitetsudnyttelse – vurder behov for ansættelse el.
konkurrenceudsættelse ved tilgang af få ekstra sager
• Områder, hvor der er et bredt leverandørmarked
• Områder, hvor vi kender prisen for at levere ydelsen
Ovenstående kriterier kunne suppleres med overvejelser i relation til
• Områder, hvor kommunen kan have svært ved at rekruttere arbejdskraft
• Områder, hvor der er store sæsonudsving i arbejdsopgaverne
Kommunen kan konkurrenceudsætte tjenesteydelser - (dog ikke myndighedsopgaver/afgørelser) - eller løse opgaverne selv ved at ansætte personale. Konkurrenceudsættelse skal ske via EU-udbud, hvis udgiften er over ca. 0,4 mio. kr. årligt (i hele kommunen). Ved konkurrenceudsættelse (dvs. første gang en opgave er i udbud) gælder særlige regler for virksomhedsoverdragelse af medarbejdere.
Kommunen kan godt selv byde på opgaver som konkurrenceudsættes. Det kaldes et "kontrolbud". Vinder kommunen annulleres udbuddet og kommunen løser opgaven som hidtil. Hvis 3. part vinder, er opgaven herefter udliciteret.
Anlægsopgaver skal udbydes efter tilbudsloven, hvis udgiften er mellem 3 - 40 mio. kr. Er udgiften over 40 mio. kr. skal det være EU-udbud.
Der er mulighed for at indgå i et Offentlig-Privat samarbejde (OPP), såvel kontrakter på anlæg som drift. Der henvises til vedlagte notat samt generelt til inspirationsmateriale fra Dansk Industri.
På baggrund af tilbagemeldingerne fra fagudvalgene udarbejder Økonomiudvalget forslag med henblik på en drøftelse i Byrådet.
Lovgrundlag og juridisk vurderingIngen bemærkninger.
ØkonomiIngen bemærkninger.
EffektvurderingIngen bemærkninger.
IndstillingAdministrationen indstiller,
at Social- og Sundhedsudvalget drøfter status og muligheder i konkurrenceudsættelse
at fagudvalget meddeler Økonomiudvalget, hvorvidt og hvor fagudvalget ønsker igangsat en foranalyse med henblik på at afdække mulighed for konkurrenceudsættelse eller hjemtagelse af opgaver.
Bilag- Områder hvor konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser er muligt
- Liste over gennemførte udbud
- Om OPP
- DI (2023) -13 gode eksempler på offentlig-privat samarbejde i kommunerne
- DI notat om OPP august 2025
Sagen blev udsat.
Jens Jensen var fraværende ved sagens behandling.
Kopier link til punktet - Print
10: Opdeling af integrerede enheder I Sundhed og Omsorg
Sagsnr: 23-024831
SagsfremstillingPå et møde den 26. juni 2019 godkendte det daværende Social- og Sundhedsudvalg en anbefaling fra administrationen i Sundhed og Omsorg om en fremtidig distriktsinddeling af hjemmeplejen, herunder om en ændring af Holmsland Hjemmepleje til en integreret enhed med Fjordglimt Ældrecenter i Hvide Sande, og at Tim Hjemmepleje blev ændret til en integreret enhed med plejehjemmet i Tim.
Anbefalingen om etablering af de integrerede enheder var baseret på en proces med analyse og vurdering af muligheder for optimering af hjemmeplejen i 2017– 2019.
Den 23. oktober 2019 godkendte Social- og Sundhedsudvalget endvidere nye navne til de integrerede enheder, nemlig Hvide Sande Omsorgspleje og Tim Omsorgspleje.
Social- og Sundhedsudvalget drøfter på indeværende møde en anbefaling fra områdeledelsen i Sundhed og Omsorg om atter at opdele de integrerede enheder fra 1. marts 2024.
Anbefaling om opdeling af enheder
Områdeledelsen i Sundhed og Omsorg vurderer på baggrund af erfaringerne med de integrerede enheder, at den nuværende forankring af enhederne er uhensigtsmæssig set i relation til kerneopgaverne i de to funktionsområder og den overordnede organisering og ledelsesstruktur på fagområdet.
Hjemmeplejen og plejeboligområdet er to selvstændige funktionsområder i Sundhed og Omsorg. De to integrerede enheder hører på nuværende tidspunkt ledelsesmæssigt ind under plejeboligområdet, hvilket betyder, at hjemmeplejedelen af enhederne ikke er ledelsesmæssigt placeret sammen med den øvrige hjemmeplejefunktion. Dette er ikke optimalt af hensyn til fælles retning for kerneopgaven. Det er vurderingen, at det fremadrettet giver bedst værdi for udviklingen af hjemmeplejeenhederne, at de placeres i det funktionsområde, de naturligt hører under.
Der er desuden en igangværende proces i hjemmeplejen, Fremtidens hjemmepleje, hvor der blandt andet drøftes fremtidig organisering. Genetableringen af de to hjemmeplejeenheder under funktionsområdet skal også ses, som en del af denne proces.
Områdeledelsen vurderer endvidere, at hjemmeplejedelen i de integrerede enheder kræver selvstændig fuldtidsledelse, ligesom som det er prioriteret på de små plejehjem Vorgod, Holmbohjemmet og Hemmet. Holmsland Hjemmepleje fik reelt selvstændig fuldtidsledelse fra februar 2023. Den selvstændige fuldtidsledelse har givet god økonomistyring, synlig og nærværende ledelse af medarbejdere og tættere borgersamarbejde og sammenhæng.
Selvom det således anbefales at de integrerede enheder opdeles, ønskes det at opretholde de gode samarbejdsrelationer mellem plejehjem og hjemmepleje og understøtte synergier. Der vil blive igangsat tiltag til at understøtte dette, hvis enhederne opdeles.
Ændring af navne
På baggrund af anbefalingen om opdeling af enhederne, anbefales det endvidere, at navnene Hvide Sande Omsorgspleje og Tim Omsorgspleje ændres til:
- Holmsland Hjemmepleje
- Fjordglimt Ældrecenter
- Tim Hjemmepleje
- Tim Plejehjem
I forbindelse med godkendelsen af navnene på de integrerede institutioner, blev det også godkendt, ”at de nuværende navne Holmsland Hjemmepleje, Tim Plejehjem og Tim Hjemmepleje fortsat kan anvendes, som afdelingsbetegnelser i dagligdagen, da de er kendte i lokalsamfundet”.
Med de anbefalede ændringer bliver dagligdagsbetegnelserne de samme, som de formelle navne, hvilket ses som hensigtsmæssigt.
Det har været på FagMED, og efterfølgende er planen, at enhedernes LokalMED inddrages i den videre proces med opdeling. Lovgrundlag og juridisk vurderingIngen bemærkninger.
ØkonomiAdskillelse af enhederne vil få økonomisk betydning i forhold til finansiering af 1 ekstra fuldtidsleder, da der opnormeres med 2 gange 1/2 leder.
For Hvide Sande Omsorgspleje har merudgiften på 1/2 lederstilling været finansieret af den centrale ledelseskonto siden 1. februar 2023. Dette har betydet et merforbrug på ledelseskontoen.
For Tim Hjemmepleje vil der fra 1. marts 2024 være en merudgift på 1/2 lederstilling, som finansieres af overførte midler fra enheden frem til 30. november 2024. Herefter vil ledelseskontoen kunne finansiere omkostningen, når der bliver ledigt budget efter lukning af Holmbohjemmet.
Viden & Strategi, Økonomi ikke yderligere bemærkninger.
EffektvurderingIngen yderligere bemærkninger.
IndstillingAdministrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget godkender
- opdeling af de to integrerede enheder, Hvide Sande Omsorgspleje og Tim Omsorgspleje, således at plejehjem og hjemmeplejeenheder placeres under hver sit funktionsområde gældende fra 1. marts 2024
- at navnene på enhederne, som konsekvens, ændres til: Holmsland Hjemmepleje, Fjordglimt Ældrecenter, Tim Hjemmepleje og Tim Plejehjem
- at der etableres fuldtidsledelse i alle fire enheder fra jf. beskrivelse i økonomiafsnittet
Ingen bilag.
BeslutningAdministrationens indstilling godkendes.
Kopier link til punktet - Print
11: Frisættelse - opfølgning på temadag i Byrådet
Sagsnr: 23-022286
SagsfremstillingResumé
I denne sag følges der op på Byrådets temadag den 28. september 2023 om frisættelse.
Ændret lovgivning er på mange områder en forudsætning for frisættelse, men der er også lokale muligheder, der ikke kræver, at lovgivningen bliver ændret. Som opfølgning på Byrådets temadag drøfter alle politiske udvalg lokale muligheder for frisættelse inden for eget ressortområde.
Sagsfremstilling:
Frisættelse har længe været en del af samfundsdebatten om, hvordan den offentlige sektor skal udvikle sig. Debatten er opstået som en kritik af en offentlig sektor, hvor der ifølge kritikerne er unødvendigt mange love og regler. Hvor offentligt ansatte bruger for megen tid på at dokumentere og registrere. Og hvor administrationen af de mange love, regler, dokumentationer og registreringer i sig selv skaber et uhensigtsmæssigt stort bureaukrati.
Debatten om frisættelse handler også om en offentlig sektor med knappe ressourcer, demografiske ændringer hvor der bliver flere ældre samt borgernes støt stigende forventninger til velfærdsydelser fra den offentlige sektor.
På mange områder vil ændret lovgivning være en forudsætning for frisættelse. Der er dog også lokale muligheder for frisættelse, der ikke kræver ændret lovgivning.
Debatten - der er en del af afbureaukratiseringsdagsordenen - blussede for alvor op igen, da SMV-regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag i december 2022. I regeringsgrundlaget fremgår det, at "Regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på".
Regeringen stiller følgende spørgsmål i regeringsgrundlaget: "Med en lokal forvaltning må man lokalt prioritere. Og forventningsafstemme med hinanden. Hvad er det vigtigste for os?". Spørgsmålet fra regeringen taler ikke kun ind i frisættelse men også Ringkøbing-Skjern Kommunes fokus på kerneopgaven - der bl.a. handler om at identificere, om der er eksisterende opgaver, regler, rutiner mv., der kan afskaffes eller løses mere effektivt.
Den 28. september 2023 havde Byrådet en temadag om frisættelse, hvor baggrunden for frisættelsesdagsordenen samt de aktuelle og fremtidige muligheder blev drøftet. Derudover drøftede Byrådet følgende spørgsmål i seks tværpolitiske grupper:
- Hvad forstår I ved frisættelse?
- Hvor meget fylder dagsordenen om frisættelse hos jer?
- Er der områder, hvor I tænker, der er brug for frisættelse?
- Hvis ja, hvor og hvem skal frisættes? Og fra hvem?
- Er der områder, som I i dag synes, er for frisatte?
Det var forskelligt, hvad de seks grupper fokuserede på. Der var dog bred enighed om, at følgende var relevant at arbejde videre med:
- Væk med rigide regler og unødvendig dokumentation
- Starte med de lavt hængende frugter
- Tid til faglig ledelse og fokus på ledervilkår
- Bedre udnyttelse af faglige ressourcer - og de individuelle kompetencer skal i spil uanset uddannelsesbaggrund
- Konkrete eksempler med medicinpakning og dispenseringer
- Politiske retninger og mål.
Sundhedsområdet og dagtilbudsområdet deltog i Byrådets temadag med hver en leder og en medarbejder, som gav byrådsmedlemmerne praksisnære input. Formålet var at konkretisere frisættelse - set fra forreste række blandt to af den kommunale sektors store velfærdsområder.
Sundhedsområdet tog udgangspunkt i Robusthedskommissionens anbefalinger om tiltag, der skal bidrage til at sikre robusthed og bæredygtighed på sundheds- og ældreområdet. Her er det særligt tre af kommissionens anbefalinger, der er vigtige for sundhedsområdet:
- et nationalt prioriteringsråd skal frigøre ressourcer til kerneopgaven
- uhensigtsmæssig dokumentation skal nedbringes
- mere sammenhængende og større fleksibilitet på tværs af sundhedsuddannelserne.
Opmærksomhedspunkter:
- Dokumentationssystemet Nexus er rigidt, men det skal anvendes for at opfylde lovgivning, kontrol og tilsyn
- Kompetencer anvendes ikke optimalt pga. regler om opgavefordeling mellem sygeplejersker og assistenter - herunder særligt medicindosering, hvor man er afhængige af praktiserende læger
- Rigide procedurer der blokerer for faglig vurdering og hurtig reaktion på borgernes behov
- Ændret organisering - f.eks. sende visitationen ud i områderne – giver bedre samarbejde omkring borgeren.
Dagtilbudsområdet tog udgangspunkt i mange års erfaringer for, hvad der er et vigtigt fundament for at drive en god institution. Det gælder emner som:
- høj faglighed
- ejerskab på beslutninger
- det er godt med overordnede rammer, så retningen er kendt.
Områdets ønsker for frisættelse:
- Tid til faglighed og professionel dømmekraft
- Tid til implementering af igangsatte projekter - før mange nye skal iværksættes
- Mulighed for at aflaste lederne fra administrative opgaver og dermed mere tid til lederens kerneopgave, som er børnene og medarbejderne
- Mere smidigt system i forhold til PPR udredninger – tidlig indsats med barnet i centrum.
Afslutningsvist skal det bemærkes, at efter Byrådets temadag den 28. september har regeringen offentliggjort første tiltag på frisættelsesområdet. Det drejer sig om det nye folkeskoleudspil, der blev præsenteret den 11. oktober 2023. Regeringen har udmeldt, at næste tiltag bliver på ældreområdet. Tiltaget bliver en del af den kommende ældrelov, der forventes fremsat i Folketinget i starten af 2024.
Lovgrundlag og juridisk vurderingIngen bemærkninger.
ØkonomiIngen bemærkninger.
EffektvurderingIngen bemærkninger.
IndstillingAdministrationen indstiller, at udvalget drøfter lokale muligheder for frisættelse inden for eget ressortområde.
BilagIngen bilag.
BeslutningDer blev givet en orientering fra fagcheferne om, hvordan de arbejder med frisættelsesdagsordenen på fagområdet.
Udvalget ønsker, at der arbejdes videre med dagsordenen, og at de holdes løbende orienteret.
Jens Jensen var fraværende ved sagens behandling.
Kopier link til punktet - Print
12: Gensidig orientering
Sagsnr:
SagsfremstillingA.
Ældrekonferencen den 19. marts 2024.
Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget invitation til Ældrekonferencen, som afholdes den 19. marts 2024 på Comwell Bygholm Park, Horsens.
Udvalget bedes drøfte, om der ønskes deltagelse i ældrekonferencen.
Invitationen er vedlagt.
B.
KL's Sundhedskonference 2024.
Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget invitation til KL's årlige Sundhedskonference 2024 - Sundhed på hovedet. Konferencen afholdes den 27. februar 2024 på Comwell Kolding.
Udvalget bedes drøfte, om der ønskes deltagelse i sundhedskonferencen.
Link til programmet findes her: https://tilmeld.kl.dk/sundhedskonferencen2024/signup
C.
Planlægning af temamøder foråret 2024:
Der er følgende forslag til mødedatoer:
Vedr. Serviceniveau og boligkapacitet (Handicap og Psykiatri)
- Onsdag den 31. januar 2024 kl. 15.00-18.00
- Mandag den 5. februar 2024 kl. 15.00-18.00
Vedr.: Plejeboligområdet (Sundhed og Omsorg)
- Onsdag den 13. marts 2024 kl. 15.00-18.00
- Mandag den 18. marts 2024 kl. 15.00-18.00
Udvalget bedes beslutte mødedato for afholdelse af to temamøder.
D.
Oversigt over sager til Social- og Sundhedsudvalget 2023 og 2024.
Oversigterne er vedlagt.
- A. Ældrekonferencen 19. marts 2024 Comwell Bygholm Horsens
- D. Oversigt over sager til Social- og Sundhedsudvalget 2023 - ej webtilgængelig
- D. Oversigt over sager til Social- og Sundhedsudvalget 2024 - ej webtilgængelig
Der blev givet en orientering.
Det blev aftalt, at der holdes temamøder onsdag den 31. januar 2024 kl. 14.00-17.00 i Ringkøbing og mandag den 18. marts 2024 kl. 15.00 -18.00.
Jens Jensen var fraværende ved sagens behandling.
6950 Ringkøbing