Videbæks helhedsplan debatteres på åbent værksted
Allerede da Ringkøbing-Skjern Kommune i efteråret holdt opstartsmøde om den kommende helhedsplan for Videbæk, blev der udpeget en række temaer, som arbejdsgruppen bag helhedsplanen skulle arbejde videre med.
Siden da er nye forslag kommet til via den digitale idébank, hvor alle har kunnet komme med forslag og ideer til processen.
Derfor er f.eks. ønsket om et sundhedshus, udvikling af butiks- og erhvervslivet, natur & fritid samt bosætning og et varieret boligudbud i toppen af den liste af temaer, der vil blive drøftet, når Ringkøbing-Skjern Kommunes planlæggere fra den 28. januar og et par uger frem rykker til Videbæk og slår sig ned i et mobilt værksted, hvor de skal snedkerere videre på byens helhedsplan.
- Vi forlængede den digitale platform frem til den 6. januar og har fået mange gode idéer. Det er de idéer, vi gerne vil have kommenteret og kvalificeret på det mobile værksted, siger Anne-Marie Bøgh, arkitekt og planlægger i Ringkøbing-Skjern Kommune - og projektleder på helhedsplanen for Videbæk.
Vil involvere alle
- Idéen med værkstedet er at invitere lokale indenfor til en snak om perspektiver for udvikling og om de enkelte temaer i helhedsplanen. Vi vil gerne være sikre på, at alle, der har en mening eller gode ideer til udviklingen af Videbæk får en mulighed for at komme til orde, og derfor flytter vi kontoret til Videbæk for en stund, forklarer hun og peger på, at dialogen om udviklingen af Videbæk ikke stopper ved et ønskekatalog fra byens borgere til kommunen:
- En helhedsplan giver mulighed for at tænke i helheder og gentænke de enkelte funktioner i byen, så et sundhedshus f.eks. kan fungere som et værested for byens unge efter lukketid. Det er bl.a. sådanne helheder, vi skal debattere på det åbne værksted, siger hun.
Det mobile værksted er placeret centralt på Bredgade 33, og vil være åbent på tidspunkter hvor også borgere, der arbejder i dagtimerne har en mulighed for at bidrage til helhedsplanen for byen. På åbningsdagen vil der således være åbent kl. 15-20, hvor lokale opfordres til at komme og være med til at diskutere hvilken retning, Videbæk skal bevæge sig i, hvilke elementer skal der fokuseres på i udviklingen af byen - og hvordan kan nye og eksisterende ideer og drømme få vinger?
Foruden kommunens planlæggere vil også byrådspolitikere bemande værkstedet, ligesom repræsentanter fra handelsforeningen og erhvervslivet i Videbæk, som sidder med i den arbejdsgruppe, der arbejder med helhedsplanen for byen.
Herudover skal Anne-Marie Bøgh sammen med tegnestuen Arkitema ud på Videbæk Skole og lave et byplan-laboratorium.
Et robust planlægningsredskab
Helhedsplanen skal tage udgangspunkt i Videbæks identitet og udviklingsmuligheder, og skal styrke de igangværende udviklingsprojekter og skabe mulighed for, at nye ideer og drømme for byen kan opstå.
- Vi håber, at helhedsplanen bliver et robust planlægnings- og udviklingsredskab, så alle byens aktører vil gøre brug af den og lade sig inspirere, når de igangsætter nye initiativer og projekter i byen, siger Anne-Marie Bøgh. Hun understreger, at det stadig er muligt at bidrage med ideer og forslag til helhedsplanen, og håber derfor, at lokale, der gerne vil have indflydelse eller bare er interesserede i at følge processen, vil kigge forbi det mobile værksted.
- Det her er Videbæk-borgernes helhedsplan – og deres mulighed for at være med til at præge udviklingen i byen de kommende mange år. Arbejdet med helhedsplanen skal ses som en mulighed – og som et redskab til at være med til at tage ansvar for udviklingen i Videbæk, siger hun.
FAKTA:
Tidligere har Vorgod-Barde, Ølstrup og Ringkøbing fået helhedsplaner, der gennem en stærk vision og klare retningslinjer sætter rammerne for byernes udvikling ind i fremtiden.
For at sikre lokal forankring er de fire lokale medlemmer af byrådet Hans Pedersen, Linda Nielsen, Irene Lund Pedersen og Jens S. Højland blevet udnævnt som ambassadører for processen. Sammen med formanden for Videbæk Borgerforening Peter Vennevold, formanden for Videbæk Handel & Erhverv Anita Søjberg, formanden for Videbæk Udviklingsforum Torben Tobiasen og formanden for Landdistriktsrådet Torben Hjøllund Mortensen har de bl.a. til opgave at invitere og involvere interesserede borgere, erhvervsdrivende, foreninger og organisationer.
Læs mere om helhedsplanen i denne fil.
Hvad er en helhedsplan?
En helhedsplan tager udgangspunkt i byens identitet og udviklingsmuligheder og er et robust planlægnings- og udviklingsredskab.
Den udarbejdes i et samarbejde mellem kommunen og byens forskellige aktører, som blandt andet tæller borgere, erhvervsdrivende og foreninger. Helhedsplanen skal sætte rammerne for byens udvikling ind i fremtiden - og beskriver en udviklingsproces fra den overordnede langsigtede vision til konkrete tiltag, som skal udføres i nærmeste fremtid. Helhedsplanen for Videbæk ventes at række frem til 2050.
Temaer, der fik 20 stemmer eller derover ved afstemningen på borgermødet den 1. oktober 2019:
1. Sundhedshus (68 stemmer)
2. Udvikling af butiks- & erhvervslivet (62 stemmer)
3. Natur & Fritid (57 stemmer)
4. Bosætning & varieret boligudbud (40 stemmer)
5. Samarbejde & sammenhold (35 stemmer)
6. Unge uden for foreninger (32 stemmer)
7. Nytænkning af bymidten (30 stemmer)
8. Tilflyttere (22 stemmer)
9. Cykelstier (22 stemmer)
10. Infrastruktur (21 stemmer)
11. Børn & Unge (20 stemmer)
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan