Tilflytter-hjemmeside får nyt liv med personlige videoer
På den nye udgave af hjemmesiden Flytmodvest.dk fortæller en børnefamilie om et trygt og aktivt liv med langt mere frie rammer for børnene, end i København, hvor familien stammer fra. Og en selvstændig, der er flyttet hertil for at komme tættere på sine børnebørn, beretter om en let start for hendes nye praksis i Ringkøbing.
Deres fortællinger er sammen med en række andre personlige historier, blandt andet håndboldprofilen Kasper Søndergaards, blevet til videoer, der emmer af muligheder, tryghed, tillid og storslået natur.
Borgmester Iver Enevoldsen er stolt af den nye, forbedrede udgave af hjemmesiden.
- Rigtigt mange kommuner arbejder med profilering og bosætning i disse år, så vi er udfordret på at skille os ud. Og Flytmodvest.dk fremhæver via eksemplets magt, de potentialer, vi rent faktisk har i kommunen. Flytmodvest.dk er et vigtigt redskab, når kommunen kører bosætningskampagner, og med den nye version tager vi rigtigt godt imod potentielle tilflyttere, siger han.
Event i Innovest skal relancere Flytmodvest.dk
Alle gode tilbud til tilflyttere er blevet kortlagt i forbindelse med, at Flytmodvest.dk er blevet forbedret og fornyet. Det er blevet langt lettere at navigere på siden, og den har langt flere letlæste informationer, masser af billeder og altså videoerne med personlige beretninger. Den bliver relanceret ved en event i Innovest den 28. februar.
- Man skal være en hårdhudet skeptiker for ikke at blive lidt lun på at flytte til Ringkøbing-Skjern Kommune, når man ser videoerne på Flytmodvest.dk, siger stabschef Thomas Andersen, der står i spidsen for indsatsen med at brande kommunen og øge bosætningen her.
- Vi har valgt at lade tilflytterne selv fortælle, hvorfor de valgte at slå sig ned her - og ikke mindst, hvorfor de er blevet. Deres gode historier giver potentielle tilflyttere et autentisk indtryk af det gode liv og de jobmæssige muligheder her hos os, fortæller han.
Analyser og undersøgelser går forud for bosætningsindsats
Ringkøbing-Skjern Kommune har på baggrund af undersøgelser og analyser af til- og fraflyttermønstre valgt at koncentrere bosætningsindsatsen om de målgrupper, der er lettest at få hertil: Hovedsageligt unge, der skal ud at have deres første job plus børnefamilier, hvor børnene ikke er begyndt at gå i skole endnu.
- Hjemmesiden henvender sig selvfølgelig også til andre målgrupper, for vi ser meget gerne, at andre målgrupper som fx seniorer flytter hertil, understreger Thomas Andersen.
Fakta
Den nye version af flytmodvest.dk går i luften den 28. februar kl. 16.30.
Hjemmesiden er en del af kommunens koncept for modtagelse af nye borgere i Ringkøbing-Skjern, der også omfatter en velkomsthilsen fra kommunen med tilbud om besøg af en velkomstambassadør, en velkomstpakke med tilbud fra området og en invitation til et arrangement sammen med andre tilflyttere.
Handelsforeninger, erhvervsrådet, virksomheder i kommunen, Ringkøbing Fjord Turisme, landdistriktsrådet, borger- og sogneforeninger, kommunens ungeråd, ejendomsmæglere, elitesportsklubberne, tilflytterguider, frivillige velkomstambassadører og ikke mindst tilflytterne fra videoerne er nogle af dem, der er inviteret med til lanceringen, der finder sted i Innovest, den 28. februar, kl. 16.30-18.00.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri