Stort fremmøde til dialog om varmeforsyning
Der var på forhånd dækket op til kaffebord til 160 personer, og der endte med at være meget få ledige stole, da borgere fra bl.a. No, Ølstrup, Vorgod-Barde, Herborg og Borris tidligere på ugen kom til dialogmøde i Højmark Forsamlingshus.
Emnet var varmeforsyningen i landsbyer og landdistrikter, og på vej til mødet havde Radioavisen fortalt om læk på Nord Stream 1 og 2-gasledningerne ved Bornholm.
I sin velkomst lagde borgmester Hans Østergaard da heller ikke skjul på, at den aktuelle anledning til dialogmødet er de voldsomt stigende energipriser foranlediget af krig og klimapåvirkninger:
”I byrådets klimaplan er der en ambition om, at vi hver især skal bidrage til at reducere vores CO2-udledning. Det gælder ikke mindst i forhold til opvarmningen af vores huse. Men når det så er sagt, så gætter jeg på, at mange af jer, der er mødt op i aften, er kommet, fordi I ser ind i en vinter, hvor I kan frygte, at varmeregningen stikker helt af”, sagde borgmesteren.
Baggrunden for dialogmødet var, at staten i foråret pålagde kommunerne at meddele boligejere med naturgas og oliefyr senest ved udgangen af 2022, om de har mulighed for at få fjernvarme.
”Vi arbejder på en fjernvarmekortlægning, der skal vedtages politisk af byrådet den 13. december. Derefter skriver vi ud, lovede Lisbeth Andresen, leder af kommunens afdeling for Plan og Vejanlæg.
Fjernvarme har lange udsigter
Halvdelen af borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune bor i landsbyer og landdistrikter, hvor energikrisen bider ekstra hårdt, fordi husene ofte opvarmes med naturgas eller individuelle varmeløsninger som olie- eller træpillefyr.
Men der er ikke umiddelbart udsigt til at disse husstande kan blive koblet på eksisterende fjernvarmenet:
- Fjernvarmeværkerne drives som A.M.B.A.’er og varmeforsyningsloven beskytter de eksisterende kunder, så det er kommende kunder, der selv skal betale for etableringsomkostningerne, sagde Jan Grarup, direktør hos Videbæk Energiforsyning i sit oplæg til forsamlingen.
Udover at det typisk tager op til to år med sagsbehandling og etablering, før man overhovedet kan få varmen via fjernvarme, pegede Jan Grarup på, at en tilslutning til et eksisterende fjernvarmeværk kræver opbakning fra en høj andel af boligejerne foruden en kort afstand.
- 120 husstande i en landsby med 2 km til fjernvarmenettet kan måske godt lade sig gøre, men er der ret meget længere, er det en bedre løsning, at man går sammen i de områder, man bor i og etablerer et mindre værk, sagde Jan Grarup.
Energifællesskaber
Netop derfor fokuserede dialogmødet på, hvordan energifællesskaber kan være et alternativ til de individuelle varmeløsninger, bl.a. med en gennemgang af Termonet-løsningen.
Termonet transporterer termisk energi ved lave temperaturer ud til de enkelte husstande og virker som et kæmpe kollektivt jordvarmeanlæg, hvor de enkelte kunder kobles på og derefter hæver fremløbstemperaturen med individuelle jordvarmepumper.
”Brug fællesskabet og kom i arbejdstøjet ude i lokalområderne”, var derfor beskeden til de mange fremmødte tilhørere fra Søren Skjold Andersen, der er bestyrelsesformand i foreningen Termonet Danmark og initiativtager til et af landets første termonet i landsbyen Skjoldbjerg, hvor kun tre husstande gik sammen om en fælles varmeløsning via termonet.
Gode energiråd
Med på mødet var også energirådgiver ved den statslige rådgivningstjeneste SparEnergi Line Nørmark, som kom med en række gode spareråd.
- Det er de gamle spareråd fra 1970’erne, vi skal tilbage til: Tag kortere bade, skru ned for varmen og tage en sweater på, sagde hun og pegede på, at rådgivningstjenestens hjemmeside bugner af gode energispareråd.
Herudover kan man på www.sparenergi.dk finde listen over varmepumper, der er udviklet til nordiske vejrforhold og testet af Teknologisk Institut, ligesom man kan finde listen over VE-godkendte installatører. Desuden kan man læse om andres erfaringer i Casebanken, finde værktøjer til beregning af besparelsen ved f.eks. at skifte sit oliefyr ud med en luft til vand-varmepumpe og følge med i dag-til-dag oversigten over, hvornår elprisen er lavest.
På linket her kan man hente information om Termonet: https://termonet.dk/foreningen/ Og på linket her fortæller Søren Skjold Andersen om etableringen af Termonet i landsbyen Skjoldbjerg https://www.youtube.com/watch?v=XsXl-K4pkAk
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan