Nyt natureventyr i Naturens Rige
Når det sidste af i alt tre natureventyr indvies ved Ejstrup Søerne på onsdag den 6. september kl. 9-11, er det elever fra Faster Astrup Skolespor, der er inviteret til at afprøve eventyrruten og opleve det spændende eventyr "Alexandra og kampen om den fortryllede skov".
Eleverne vil desuden få mulighed for at farvelægge deres egen eventyrtegning, quizze om dyr og planter og grille skumfiduser over bål.
Efter indvielsen kan alle andre også gå en tur i skoven ved Ejstrup Søerne – og få et eventyr med i naturoplevelsen.
- Alle kan tilgå natureventyret ved Ejstrup Søerne – og kommunens to øvrige natureventyr i Snogdal Plantage og ved Lyngvig Fyr – hvis man downloader den gratis app Natureventyr på sin telefon, fortæller Sophie Walseth Albæk, naturmedarbejder ved Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Næste uge er Naturens Uge, så der opfordrer vi børnefamilier og bedsteforældre til at tage ud og prøve eventyret, men eventyret bliver i skoven, så man kan gå ruten og lytte til fortællingen, når man har lyst, tilføjer hun.
En guide gennem naturen
Målgruppen for eventyrene, der tager udgangspunkt i de stedbundne naturtyper, er børn i alderen 4-9 år. Ruten ved Ejstrup Søerne er 1,2 km lang og varer ca. 60 min. at gå. Eventyret kan også høres som podcast på forskellige streamingtjenester som f.eks. Spotify.
Flere end 150.000 børn og voksne har allerede været ude på eventyr med appen Natureventyr, der indeholder eventyr udformet som skattejagter i naturen. Ideen bag natureventyrene er, at man går en tur og samtidig læser eller lytter til et spændende eventyr, som guider børn og voksne igennem naturen.
- Når vi er gået i samarbejde med Natureventyr-app’en, er det fordi, vi gerne vil gøre det nemt og sjovt for børnefamilier at tage på opdagelse i vores skønne natur. De tre eventyr i Ringkøbing-Skjern Kommune er skrevet til eventyrlige og børnevenlige ruter, og undervejs på eventyrene bliver børnene inddraget i fortællingen gennem små refleksioner, quizspørgsmål og udfordringer, som skal løses, fortæller Sophie Walseth Albæk og tilføjer:
- Det er en god måde at komme ud i naturen og opdage, hvor meget forskellig natur, vi har her i kommunen. Og så kan det jo være at både børn og voksne lærer noget nyt om det område, de går i.
FAKTA:
I Ringkøbing-Skjern Kommune finder man eventyrruterne her:
Lyngvig Fyr:
Anker opdager en strandet hval på stranden. Hugormen Hugo og Anker må nu kalde på kystens vogter, den sagnomspundne Vesterhavfrue, for at hjælpe den strandede hval.
Snogdal Plantage:
Sarah tager ud for at finde Bjørn i skoven, men hun får brug for hjælp fra ravnen Rico, når hun står ansigt til ansigt med skovens mægtige trold.
Ejstrup Søerne:
Alexandra er med sin klasse i skoven. En gemmeleg ender galt, og Alexandra befinder sig nu pludselig ganske alene i den store, mystiske skov, hvor stemmer hvisker i træerne.
Om Natureventyr
Natureventyr er en gratis app, som indeholder omkring 200 eventyr skrevet unikt til ruter i den danske natur. Eventyrene er målrettet familier med børn i alderen 4-9 år, og målet er at gøre det nemt og sjovt for børnefamilier at gå på opdagelse i kommunernes spændende naturområder. Via kort og GPS indbygget i appen går man fra kapitel til kapitel.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri