Kommunen skruer lidt op for varmen til vinter
Fyringssæsonen er om hjørnet, og i år kan børnehavebørn og skoleelever, idrætsudøvere og ansatte i Ringkøbing-Skjern Kommune gå vinteren i møde uden pausegymnastik og tykke sweatre. Kommunen giver sidste års 19 grader et nøk opad.
Det ER koldt at sidde stille og arbejde i 19 grader. Spørg bare de mange kommunalt ansatte, der sidste vinter slæbte både sweatre, fingerløse strikvanter og tæpper med på kontoret. Eller de mange pædagoger og skolelærere, der måske i det daglige er lidt mindre fysisk aktive, end de børn de hhv. passer og underviser.
Men i år kan de kommunale medarbejdere igen udføre deres job uden at ty til varm te og pausegymnastik for at holde varmen, ligesom skolebørnene ikke behøver lave sprællemandshop i timerne.
Efter at det offentlige sidste år gik i spidsen med at spare på energien, og regeringen, regionerne og kommunerne blev enige om at skrue ned til 19 grader fra 1. oktober, får det tekniske servicepersonale i de kommunale bygninger i Ringkøbing-Skjern Kommune nu igen lov til at hæve temperaturen en anelse.
Det betyder, at temperaturen i klasseværelser må hæves til 20,5 grader, mens børnehaver og kontorer må skrue op til 21 grader.
- Vi kan høre på medarbejderrepræsentanterne i kommunen, at de 19 grader har været en udfordring mange steder, ikke mindst der, hvor man har meget stillesiddende arbejde. Baseret på sidste års erfaringer, medarbejderinput, sparring med andre kommuner og central information fra KL har vi derfor besluttet at skrue lidt op for varmen. Når vi skruer op for varmen, har vi også en klar formodning om, at vi samtidig skruer op for medarbejdertilfredsheden, siger afdelingsleder i kommunens ejendomscenter, Kevin Joel Dau Fraser.
Han understreger, at de nye retningslinjer gælder indtil, regeringen eventuelt måtte komme med nye centrale retningslinjer for maksimale temperaturer i offentlige bygninger og tilføjer, at der er flere gode grunde til, at kommunen stadig sparer på varmen:
- Det ville da være dejligt, hvis vi bare kunne fyre løs, men selvfølgelig skal vi også som kommune spare på energien dels pga. omkostningen ved at varme alle de kommunale bygninger op og dels af hensyn til klimaet, forklarer han.
I Ringkøbing-Skjern Kommune vil temperaturerne i den kommende fyringssæson derfor blive justeret efter følgende retningslinjer:
I haller og gymnastiksale på skoler sættes temperaturen til 18 °C.
(temperaturen for 2022 var på 17 °C.)
Disse lokaler vil normalt skulle bruges til fysisk aktivitet. I særlige tilfælde, hvor lokalerne anvendes til stillesiddende/-stående aktiviteter, kan temperaturen hæves til 20 °C (max temp. For 2022 var her på 19 °C.)
I klasselokaler sættes temperaturen til 19 - 20,5 °C.
(temperaturen for 2022 var på 19 °C.)
I kontorbygninger sættes temperaturen til 20-21,5 °C
(temperaturen for 2022 var på 19 °C.)
(forskellen i forhold til klasselokaler skyldes aktivitetsniveau)
I vuggestuer er den anbefalede temperatur 21-22 °C
I børnehaver sættes temperaturen til 20-21 °C
(temperaturen for 2022 var på 19 °C.)
Ældreområdet, handicapområdet og den kommunale tandpleje var sidste år fritaget for varmerestriktioner. Dog anbefales det stadig, at man for så vidt muligt er opmærksom på energiforbruget.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri