Kom til dialogmøde om opvarmningen af dit hus
Temperaturen falder og fyringssæsonen nærmer sig. Energipriserne er på himmelflugt og vi skal begrænse vores co2-udledning af hensyn til klimaet.
Der er med andre ord mindst et par gode grunde til at møde op og være med, når Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med energieksperter fra bl.a. Sparenergi inviterer til dialogmøde om varmeforsyningen i kommunen.
Dialogmødet afholdes i Højmark Forsamlingshus den 27. september kl. 19.00-21.30, og alle er velkomne. Tilmeld dig via linket nederst på siden.
Formålet med mødet er at samle private borgere, landsbyrepræsentanter fra borger- og sogneforeningerne, udbydere af varmeløsninger og kommunens energi- og planfolk til en dialog om ønsker og muligheder for varmeforsyning i kommunens landsbyer og i landdistrikterne.
Blandt deltagerne på mødet er også ledere af fjernvarmeværker, der vil fortælle om mulighederne for at blive tilkoblet fjernvarmenettet – og om de udfordringer, der evt. spænder ben for en tilkobling til fjernvarmenettet.
- Emnet er blevet aktualiseret af de seneste måneders begivenheder i verden. Som kommune skal vi inden årsskiftet oplyse om mulighederne for at blive koblet på fjernvarmenettet til alle de borgere, der i dag har olie- eller gasfyr fortæller afdelingsleder i Plan og Vejanlæg, Lisbeth Andresen og tilføjer:
- Derfor har vi inviteret eksperter og gæster, der bl.a. vil fortælle om lokale løsninger, ligesom vi kan se, at der er brug for en dialog om, hvad kommunen - og fjernvarmeværkerne - kan, skal og må i forhold til at hjælpe kommunens landsbyer med varmeforsyning,
Samtidig peger landdistriktskoordinator Lotte Finnerup på, at mange husejere på landet og i mindre landsbyer er ekstra udfordret af de stigende energipriser, netop fordi man hér er nødt til at opvarme med individuelle anlæg og ikke kan koble sig på f.eks. fjernvarmenettet.
På mødet vil deltagerne derfor også kunne hente inspiration i et lille, lokalt varmeforsyningsprojekt i landsbyen Skjoldbjerg, hvor en håndfuld husejere nu holder varmen via en fælles termonet-løsning.
Programmet for aftenen ser sådan ud:
19:00 Velkomst
v/ Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune
Kommunens rammer og muligheder ift. varmeplanlægning
v/Lisbeth Andresen, leder af planafdelingen og Peter Grønkjær, planlægger
Fjernvarmeværkerne i Ringkøbing-Skjern Kommune: Hvad er det for en størrelse?
v/ Jan Grarup, Direktør Videbæk Energiforsyning
19:50 Pause
Præsentation af forskellige varmeforsyningsmuligheder og tips til at spare på energien
v/Line Nørmark, energirådgiver fra Sparenergi
Skjoldbjerg Termonet – en lille, lokal varmeløsning med stor effekt
v/Søren Skjold Andersen, initiativtager
Opsamling og dialog
21.30: Tak for i aften
FAKTA:
Dialogmødet om varmeforsyning afholdes den 27. september kl. 19.00-21.30 i Højmark Forsamlingshus.
TILMELDING: Alle er velkomne. Af hensyn til kaffe/te og kage bedes man tilmelde sig senest den 23. september.
Alternativt kan man tilmelde sig på e-mail: lotte.finnerup@rksk.dk
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri