21. september 2017

Karina skal matche virksomheder og studerende

Karina skal matche virksomheder og studerende

Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd har ansat Karina Winkler som tovholder på samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner i ind- og udland og lokale virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune i det tre-årige projekt Ny Viden. 

Karina Winkler har en baggrund fra LEGO og er uddannet professionsbachelor i international handel og marketing. Hendes primære opgave bliver at øge andelen af studerende, der er tilknyttet lokale virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Flere undersøgelser peger på at en af de største barrierer for vores lokale virksomheder er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Her er et samarbejde med en studerende et godt første skridt til at få ny viden ind i virksomheden og skabe relationer, der måske kan føre til en egentlig ansættelse på sigt, siger erhvervsdirektør Hans Jørn Mikkelsen.

Karina er ansat i det tre-årige projekt Ny Viden, der drives af Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og er finansieret igennem Ringkøbing-Skjern Kommunes vækstpulje.

- I første omgang glæder jeg mig til at komme rundt og besøge virksomheder og vidensinstitutioner. Jeg er sikker på, at der er et stort potentiale for tilførsel af ny viden fra landets vidensinstitutioner til Ringkøbing-Skjern Kommunes mange virksomheder, siger Karina Winkler.

Karina Winkler kender kommunen fra en tidligere projektansættelse i regi af Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.

Virksomhedernes vigtigste råstof
Ringkøbing-Skjern Kommunes egen temperaturmåling for 2016 viste, at fire ud af 10 virksomheder har oplevet stigende indtjening det seneste halvår, og 46 procent af virksomhederne forventer en positiv vækst i omsætningen det kommende halve år.

Målingen viser dog også, at en af de største barrierer virksomhederne for yderligere vækst er mangel på kvalificeret arbejdskraft.

- Kvalificeret arbejdskraft er virksomhedernes vigtigste råstof, og derfor arbejder Erhvervsrådet målrettet på, at matche virksomhederne med uddannet og specialiseret arbejdskraft. Med ansættelsen af Karina har vi taget et stort skridt hen imod at gøre kvalificeret arbejdskraft endnu mere tilgængelig for Ringkøbing-Skjerns mange virksomheder, siger Hans Jørn Mikkelsen.

Projektet skal udover at øge andelen af studerende, der er tilknyttet lokale virksomheder gennem fx praktikforløb, afgangsprojekter, mentorforløb eller ansættelse. Projektet skal også virke i den anden retning og øge kendskabet til og synligheden af de mange virksomheder i Ringkøbing-Skjern på videninstitutioner i Danmark og i udlandet.

Endnu et sigte er at højne kendskabet blandt virksomhedslederne til, hvad man kan bruge akademisk arbejdskraft til i små og mellemstore virksomheder (SMV’er), da det er dokumenteret at højtuddannet arbejdskraft skaber vækst i private virksomheder. 

 

Fakta
I analysen, ”Værdien af ansættelsen af den første akademiker i SMV’er”, som er udgivet af Epinion for Akademikernes A-kasse og Djøf i jan 2017 konkluderes det bl.a,. at de virksomheder, der ansætter deres første akademiker i gennemsnit over en treårig periode har højere sandsynlighed for at overleve, ansætter flere medarbejdere og har en højere udvikling i værditilvæksten sammenlignet med tilsvarende virksomheder, der ikke ansætter deres første akademiker.