27. september 2018

3. g-elever inviterer lokale virksomheder på café

3. g-elever inviterer lokale virksomheder på café

Den korteste vej til kendskab er gennem dialog.

Dét er filosofien bag den caféaften 75 elever i 3. g på Handelsgymnasiet HHX i Ringkøbing i aften inviterer lokale virksomheder til.

Eleverne, der alle har faget Afsætning på A-niveau, har på forhånd brugt tid på at sætte sig grundigt ind i de inviterede virksomheder. Håbet er, at dialogen kan skabe en bedre forståelse og måske mindske de fordomme, nogle studerende har om nogle af de lokale virksomheder:

- Jeg har elever, der troede, at f.eks. en lille smedevirksomhed, var et kedeligt sted at arbejde. Der må man bare sige: Kom nu ned og spørg dem, hvilke typer medarbejdere de har, og hvilke varer, de producerer. Så viser det sig jo heldigvis, at virkeligheden er mere nuanceret og spændende, og at vi får nedbrudt nogle fordomme, siger Lene Bukart Rasmussen, underviser på HHX i Ringkøbing.

Café-arrangementet er anden runde i projektet Factory Tours, som Ringkøbing-Skjern Kommune har faciliteret for at sikre, at de unge i kommunen får mere viden om, hvilke job- og karrieremuligheder virksomhederne i kommunen tilbyder.

Efter en indledende fase, hvor gymnasieelever fra bl.a. Ringkøbing Gymnasium holdt biologitime om ostefremstilling på Arla og var til geografitime hos Vestas er pilotprojektet nu evalueret så positivt, at Factory Tours fortsætter.

Et bredere og dybere kendskab

Ligesom med de øvrige Factory Tours-besøg ude hos virksomhederne, er der forud for caféaftenen i Ringkøbing, hvor 18 lokale virksomheder deltager, brugt tid og kræfter underviserne og virksomhederne imellem for at sikre, at elevernes læringsmål indgår som en del af besøget.

I denne omgang har eleverne hver fået tre virksomheder, som de skulle læse op på for at få et kvalificeret kendskab til de enkelte virksomheder.

Ud over korte, indledende oplæg af virksomhederne, vil det derfor være de studerende, der har initiativet og som er ansvarlige for at få cirkuleret og talt med de virksomheder, de er interesserede i at vide mere om:

- Vi vil gerne bidrage til, at de unge får et bredere og dybere kendskab til de lokale virksomheder kombineret med en afsætningsteoretisk vinkel, hvor de får koblet teori og praksis igennem dialog siger Charlotte Mose Adsersen, underviser på Handelsgymnasiet HHX i Ringkøbing.

Mødet med de lokale virksomheder på caféaftenen giver da også en oplagt mulighed for, at eleverne tager udgangspunkt i det lokale erhvervsliv, når de inden jul skal skrive deres studieretningsprojekt (SRP):

- Der skal ikke nødvendigvis komme noget målbart ud af caféaftenen, siger Lene Bukart Rasmussen, og tilføjer:

- Vi kan ikke bestemme, hvilke virksomheder, eleverne tager udgangspunkt i til deres SRP, men jeg har da sagt til dem, at i stedet for alle sammen at tage udgangspunkt i Coca Cola eller Grundfos, kunne de jo overveje at skrive om vores eget erhvervsliv.

Fastholdelse af de unge

Også kommunens bosætningskoordinator, der er tovholder på Factory Tours-projektet, håber, at en aften i uformelle rammer med masser af mulighed for at stille spørgsmål, vil give de unge et bedre indblik i lokale virksomheder – og ultimativt lyst til at gøre karriere i lokalområdet. 

- Virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune mangler allerede kvalificeret arbejdskraft, og vi vil rigtig gerne sikre, at vores unge bliver i området – eller vender hjem igen efter endt videregående uddannelse. Det overordnede formål med Factory Tours - og med café-arrangementet i aften - har derfor været, at de unge ved hvilke job- og karrieremuligheder, der er hos virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune, forklarer bosætningskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune Dorthe Frydendahl.  

- Gør de det, kan de bedre tage en beslutning ud fra et kvalificeret grundlag, den dag de står og skal vælge videregående uddannelse, tilføjer hun.

 

FAKTA:

Følgende virksomheder deltager i Factory Tours-caféarrangementet på Handelsgymnasiet HHX i Ringkøbing den 27. september kl. 17.00-19.30:

Udlejningsbureauet Feriepartner Hvide Sande og Holmsland Klit Turistforening

Hvide Sande Ship Yard

Arla Foods

Hvide Sande Bike

Hvide Sande Bageri

Billig Arbejdstøj

Lem Beslag

Primo Tours

VM Tarm

Ringkøbing Landbobank

EDC mæglerne

Vestas

Vestjysk Marketing

Primo Start Up

NB Tegnestuen

One Collection

Strandbygaard Grafisk

Program for aftenen:

Kl. 17:00 Velkomst + programinfo 
Kl. 17:10 - 17:30: Dialogrunde 1 mellem virksomheder og elever
Kl. 17:30 - 18:00: Dialogrunde 2 mellem virksomheder og elever
Kl. 18:00 - 18:30: Pause med tapas og vin 
Kl. 18:30 - 19:00: Dialogrunde 3 mellem virksomheder og elever

Handelsgymnasiet HHX i Ringkøbing og Ringkjøbing Gymnasium deltog begge i pilotprojektet under Factory Tours; det samme gjorde i alt 6 lokale virksomheder.

Efter en positiv evaluering af pilotprojektet har Ringkjøbing Gymnasium indgået fast aftale med fem af de involverede virksomheder. Herudover forsætter projektet med Vestjysk Gymnasium i Tarm. Projektet er en del af Projekt Ungeforum under LAG.