8. februar 2017

Ringkøbing-Skjern Kommune investerer 1 mio. kr. i udvikling af en tv-serie, der skal foregå i Vestjylland

Ringkøbing-Skjern Kommune investerer 1 mio. kr. i udvikling af en tv-serie, der skal foregå i Vestjylland

En tv-serie produceret her på egnen - bygget på lokale fortællinger og på de rammer naturen sætter for livet her – ser nu ud til at blive virkelighed. Økonomi- og Erhvervsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har netop tildelt 1 mio. kroner til modning af projektet.

Filmby Aarhus, Den Vestdanske Filmpulje og den europæiske kulturhovedstad Aarhus 2017 har fået idéen, og udviklingen af projektet er sket i tæt samarbejde med lokale kræfter fra Ringkøbing-Skjern.

- Det er et ambitiøst projekt, som for os handler om, at skabe værdi til både erhvervslivet og turistbranchen. Undersøgelser viser nemlig, at det er en god forretning for erhvervsliv og turisme, når der indspilles en tv-serie i lokalområdet, siger borgmester Iver Enevoldsen.

Hver krone der investeres skaber forbrug for fire
Analysebureauet Manto står bag en undersøgelse, der viser, at for hver krone, der investeres i film- og tv-produktion, medfører det et regionalt forbrug på 3,90 kroner.

- Tv-serien Dicte, som foregår i Aarhus, har givet meget værdi for Aarhus Kommune. Den serie, vi nu støtter udviklingen af, vil på samme måde gøre vores område endnu mere interessant for turister, siger Iver Enevoldsen.

Ifølge en anden rapport, udarbejdet af Edmund Consulting, har alene tredjesæson af Dicte skabt lokal værdi for 137 millioner kroner.

- Dicte tjener penge to gange. Først til de virksomheder, der er involveret i produktionen, og bagefter høster andre virksomheder frugten af øget turisme og effekten af, at virksomheder og medarbejdere fastholdes i lokalmiljøet, siger en af hovedkræfterne bag projektet, Carsten Holst. Han er chef for Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje, der også investerer i projektet.

Partnere i superligaen
En af de største tyske mediefonde, Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein, og TV2 Danmark er partnere i projektet, og i løbet af foråret 2017 indgås produktionsaftale med både et dansk og et tysk produktionsselskab, begge i superligaen på området. De bliver valgt i en åben konkurrence, og der bliver inddraget internationale forfattere til opgaven i løbet af 2017.

Natur fremfor storby
- Det bliver en fortælling, som ikke tidligere er set i Danmark. Sådan siger Jakob Kirstein Høgel, der er projektleder på New Nordic Noir.

- Vi synes, at der mangler stort anlagte fortællinger fra den jyske vestkyst. Det er uden tvivl et af de mest dramatiske landskaber, vi har i Danmark, og vi er sikre på, at der er historier, der kun kan fortælles dér, siger Jakob Kirstein Høgel.

Lokale fortællinger – om mennesker
Både Carsten Holst og Jakob Kirstein Høgel er blevet nærmest overvældet af den kraft og energi borgerne i Ringkøbing-Skjern rummer.

- Hovedpersonerne skal helt sikkert vise handlekraft og virkelyst – og evne til at komme videre, uanset hvilken modstand der måtte byde sig. Det skal helt sikkert frem i tv-serien, siger Jakob Kirstein Høgel.

 

Fakta - værdien af en tv-serie:

• Værdimåling af tv-serien Dicte – udarbejdet af Edmond Consulting:

Tv-serien Dicte er en god forretning for Aarhus: 

• Når solen skinner på tv-serien Dicte drypper det på Aarhus:​ https://filmbyaarhus.dk/

• Julekalenderen blev point of no return: http://filmbyaarhus.dk/julekalenderen-blev-point-of-no-return/