Faster Sogn er indstillet til regionspris
LAG Lemvig, Ringkøbing-Skjern har netop indstillet Faster Sogn til Region Midtjyllands konkurrence om at blive Årets Landsby i 2022.
I Faster Sogn står de ikke stille. De frivillige er hele tiden i gang med nye tiltag med stort fokus på sammenhængskraften og det gode landsbyliv. Derfor har LAG Lemvig, Ringkøbing-Skjern netop indstillet sognet til Region Midtjyllands Landsbypris 2022.
Noget helt særligt for Faster Sogn er Fremtidsværkstedet, hvor borgere og foreninger hvert fjerde år inviteres til idegenerering og projektudvikling. De bedste ideer arbejdes der videre med, og det har indtil videre givet tydelige resultater.
- Faster Sogn er næsten opskriften på et bæredygtigt sogn og på, hvordan man skal gribe landsbyudvikling an. De bruger hele paletten af virkemidler, og sognets størrelse taget i betragtning er det imponerende, hvor mange og hvor bred en vifte af aktiviteter og projekter, de har formået at sætte i værk – og er nået i mål med, siger Martin Riis, LAG-koordinator ved LAG Lemvig, Ringkøbing-Skjern.
Nyt liv til gamle bygninger
Ud over de mellemmenneskelige fællesskaber er borgerne i Faster Sogn også opmærksomme på, at det fysiske udtryk i et sogn betyder noget. De har blik for at bevare og give gamle bygninger nyt liv. Sognet har en Forskønnelsespris, der uddeles til borgere og foreninger, som lægger ekstraordinære kræfter i renovering eller forskønnelse. Eksempler er FastersHus-bygningerne og Faster Andelsmejeri, som nu blandt andet huser købmand, frisør og dyrlæge, og inden længe begynder også opførelsen af Danmarks Flotteste Busskur.
LAG-bestyrelsen er imponeret over den udvikling, som Faster Sogn har formået at fastholde gennem så lang tid.
- Når noget lukker, etablerer man nyt. De tør tænke stort, og det har resulteret i nye samlingssteder og ikke mindst arbejdspladser. Faster Sogn har en innovativ tilgang til landsbylivet, og det skaber dynamik. De tænker i helheder og forsøger at være relevante for alle aldersgrupper. Det er vigtigt for sognets bæredygtighed, at alle bliver en del af fællesskabet, siger Martin Riis.
Region Midtjyllands Landsbypris består af 150.000 kroner og overrækkes til vinderen i foråret.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri