Ringkøbing-Skjern Kommune byder velkommen til PostNord Danmark Rundt
Der står cykelløb, klapsalver, hep og fest i kalenderen torsdag den 15. august. Det er nemlig dagen, hvor den 33. udgave af PostNord Danmark Rundt kommer til Naturens Rige; Ringkøbing-Skjern Kommune.
Etape to, som begynder i Ringkøbing, kaldes af løbsorganisationen for dette års absolutte Kongeetape. Etapen består af 2000 højdemeter fordelt på 231,3 kilometer. Det er tredje gang, Ringkøbing er vært for starten på en PostNord Danmark Rundt-etape. Senest det skete i 2015, og siden har det ifølge DCU (Dansk Cykle Union) været et ønske for løbsorganisationen at vende tilbage til "den smukt beliggende vestjyske perle".
- Vi er så glade for at kunne byde PostNord Danmark Rundt velkommen til en dag i Naturens Rige - samtidig med at vi også er glade for at kunne invitere alle borgere og turister til en festlig dag med masser af gode oplevelser, siger Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Sommer på cykelhjul
Efter en cykel-sommer med både Tour de France og OL er danskerne helt sikkert opdaterede på de hotteste navne inden for cykelsporten. Nogle af dem vil også være at finde, når Danmarks største etapeløb triller ud fra den 14.-18. august. Etapen, der skydes i gang i Ringkøbing, bliver årets anden, hvor det allerede fra klokken 10 bliver muligt at hilse på rytterne/deltagerne i ryttergården på P-pladsanlægget på Søndervigvej. Klokken 11.00 præsenteres rytterne på Torvet og skrives ind i løbsbogen, før dagens godt 230 kilometer lange etape skydes i gang.
Turen for de 133 cykelryttere går her i kommunen fra Ringkøbing over Velling og Stauning til Skjern, Tarm og Ådum, inden de efter Hoven kører ud af kommunen for senere på dagen at køre over målstregen i Vejle.
- Det her bliver en dag for hele familien - både lokale og turister. Jeg håber, alle byer, skoler og lokalsamfund langs ruten har lyst til at heppe og gøre en særlig indsats den dag, så vi kan vise både cykelrytterne og tv-seerne, at det er dejligt at være i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger borgmesteren.
Økonomi
DCU, Dansk Cykle Union, som står bag PostNord Danmark Rundt, søgte før jul Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget om økonomisk tilskud til at afvikle etapen i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Ansøgningen lød på 200.000 kroner til løbets afvikling. Derudover lød ansøgningen på opstilling af toiletvogne til publikum og officials.
Kommunens opgave bliver, udover det økonomiske tilbud, blandt andet at afspærre pladser og sidegader i start-området og sikre 4.500 kvadratmeter parkeringsareal til rytternes biler. Rytterbiler og - busser vil som nævnt blive placeret på parkeringspladsen langs Søndervigvej, hvor der i dag er parkeringsplads for lastbiler.
- For os i udvalget er det vigtigt at sikre, at Ringkøbing-Skjern Kommune altid er godt eksponeret, så flere bliver mindet om de mange muligheder og tilbud, vi har i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Søren Elbæk, viceborgmester og formand for Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget og tilføjer:
- Et arrangement som PostNord Danmark Rundt bliver vist på DR1 og en række internationale tv-kanaler hver dag - og den eksponering siger vi ikke nej tak til, når den samtidig er en mulighed for os for at få endnu et stort arrangement til kommunen til glæde for både lokale og turister, siger han.
En ekstra del af aftalen med DCU om PostNord Danmark Rundt er, at der i juni også kommer et børne-event til Ringkøbing; Skoda Børnetur. Det sker allerede den 8. juni, hvor cykelglade børn mellem 3 og 15 år inviteres til at deltage i et rigtigt cykelløb. Allerede nu kan det derfor være en god ide at få lappet cyklen efter vinterhi, smøre kæden og måske begynde at øve sig i at cykle rigtig hurtigt.
Disse hold deltager i årets PostNord Danmark Rundt:
UCI WORLD TEAMS
Team DSM-Firmenich
Team Alpecin-Deceuninck
UCI PRO TEAMS
Team Uno-X Mobility
Team Lotto Dstny
Team Q36.5 Pro Cycling Team
Bardiani CSF Faizanè-Pro Team
Team Flanders-Baloise
Team Novo Nordisk Pro Cycling
Team Bingoal BW
TDT-Unibet Cycling Team
Tudor Pro Cycling
CONTINENTAL TEAMS
PostNord Landsholdet
Team BHS-PL Beton Bornholm
Team Airtox-Carl Ras
Team Coloquick Cycling
Lidl-Trek Development Team
Team Coop-Repsol
Team Parkhotel Valkenburg
HRE Mazowsze Serce Polski Cycling Team
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri