4. oktober 2019

Nu åbnes Nygade Nord

fra Ann Holm Nielsen, LBK

Gennem det seneste halve år har den nordlige del af Ringkøbings Nygade fået en ordentlig overhaling, hvor Ringkøbing-Skjern Forsyning og Ringkøbing Fjernvarme delvist har lukket gaden – og hvor de har gravet og larmet og støvet for at udskifte ledninger og rør.

Men nu er det slut – og på efterårsferiens første dag, mandag den 14. oktober kl. 12-16 vil der blive fest og ”Gang i Nygade Nord”, som gadens slogan lyder. Her inviteres beboere, erhvervsdrivende og alle andre interesserede nemlig til indvielsesfest i Nygade Nord.

Med et klippekort til de første 200 gæster, vil der være mulighed for at få en smagsprøve på de mange herligheder, som gadens butikker byder på – blandt andet et bæger popcorn ved Biografen, et stykke kage ved Ejvinds Bageri og kaffe eller kakao ved Baking Sins by Lea.  Der vil også blive serveret pølser, øl og vand foran den tidligere restaurant ”SMAG”, NaturKraft kommer forbi med en konkurrence og fortæller om oplevelsesparken - og man kan se nærmere på nogle af de maskiner, som har været i brug i forbindelse med gadens renovering.

Derudover vil deltagerne i indvielsen blive mødt af en forskønnet gade med færre biler og mere plads til fodgængere, vareudstilling og ophold i gaden. I forbindelse med det nødvendige gravearbejde benyttede Ringkøbing-Skjern Kommune nemlig muligheden for at give en slidt gade med et utal af forskellige belægninger et ansigtsløft. Det har resulteret i en ny smuk belægning, som har løftet gadens udseende betragteligt og givet en bedre sammenhæng med gågaden og resten af bymidten.

- Fra at have været en gennemkørselsvej uden opholdssteder til mennesker forventer vi, at de nye rammer i Nygade Nord vil få besøgende til at bruge gaden mere aktivt, og at vi vil brede handel og byliv lidt ud fra bycentrum og skabe mere liv og ”Gang i Nygade Nord”, siger arkitekt i Ringkøbing-Skjern Kommune Ann Holm Nielsen.

Selvom den nordlige del af Nygade fortsat vil have plads til biler og cykler, forventer hun også, at den nye og smallere kørebane vil have den effekt, at farten bliver sat ned, så de allermest fortravlede billister vil vælge at køre en anden vej.

- Det er helt i tråd med områdets beliggenhed i bymidten, at farten er lav, og det understøtter projektets intention om at forbedre forholdene for fodgængerne og de handlende i gaden, siger Michael Steen Vejrup, fra Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for planlægning af vejanlæg.

 

FAKTA:

Indvielse af Nygade Nord finder sted mandag den 14. oktober kl 12.00-16.00.

På dagen vil der være 200 klippekort til:

  • En plante ved Vibeke Sangill Blomster
  • Bolsjer og balloner ved Jyske Bank
  • Et stykke kage ved Ejvinds Bageri
  • En kop kaffe eller kakao ved Baking Sins by Lea
  • En rose ved Bonderosen
  • En drikkedunk ved LokalBolig Ringkøbing
  • En slikkepind ved Røde Kors
  • En pølse med brød + en vand eller øl foran det tidligere SMAG

 

Desuden vil NaturKraft stå for aktiviteter om affaldssortering og for en konkurrence om et årskort til oplevelsesparken.

I den nordligste del af parken vil der blive stillet maskiner op, som har været brugt i forbindelse med gadens renovering.

Se invitationen her