Fuld fart fremad i elektrisk VestRum
I landsbyklyngesamarbejdet VestRum har en delebilsordning og en håndfuld el-cykler vendt op og ned på borgernes transportvaner. Spørgeskemaundersøgelse skal afgøre delebilernes fremtid, mens frivillige transporterer ældre til byen
Når software-udvikler Christopher Bonitz skal til møde hos kunder uden for Stadil, hvor hans enkeltmandsvirksomhed holder til, snupper han Byens Bil, betaler 10 kr. i timen og 2,50 kr. pr kørt kilometer – og behøver hverken tænke på olieskift, forsikring eller værkstedsregninger.
- Jeg har ikke et dagligt kørselsbehov, så tidligere tog jeg familiebilen, når jeg skulle ud til kunder, men så var min kone stavnsbundet derhjemme. Nu booker jeg bare en bil, siger Christopher Bonitz og tilføjer:
- Det primære for mig er, at der er ikke noget bøvl med en delebil, og med mit kørselsbehov bliver det heller ikke billigere at komme ud til kunder.
Delebilen i Stadil er bare én af otte delebiler, som i en forsøgsperiode er til rådighed for beboerne i landsbyklyngen VestRum, der ud over Stadil også dækker No, Hee, Tim, Hover, Torsted og Vedersø. Derudover er der indkøbt seks el-cykler, som man låner efter biblioteks-princippet i en måned – eller indtil en anden bruger har reserveret cyklen.
Uforpligtende
Elektrisk VestRum-projektet, der ligger under det EU-finansierede COBEN-projekt, handler om at lade borgere afprøve elbiler og en delebilsordning i deres dagligdag – uforpligtende og uden de helt store udgifter.
- Formålet med ordningen er at fremme fælleskørsel frem for, at vi alle sammen sidder i hver vores bil, at tilbyde et fleksibelt og driftsikkert alternativ til, at familier anskaffer sig bil nummer to, ligesom projektet skal skubbe til et par myter om, at transport med elbil er besværligt, siger projektleder Jens Hove Bjerregaard fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Og endelig sæter el-cykler et langt blødere aftryk i klimaregnskabet end den gængse biltransport og boner til gengæld fint ud i folkesundheden. Alt i alt handler projektet om smartere transport, tilføjer han.
I et samarbejde mellem Aalborg Universitet, Bolig- og Byggestyrelsen, Ringkøbing-Skjern Kommune og lokale ildsjæle skal projektet undersøge, om delebiler giver øget samkørsel, om elcyklen kan erstatte en bil, og om der er opbakning til en ordning med frivillige landsbychauffører, der forsøgsvist fragter ældre og gangbesværede, borgere uden kørekort eller andre, der er i bekneb for transport i fællesbus, til Borgerservice og biblioteket i Ringkøbing og til Brugsen i Tim.
Jorden rundt i delebil
I fem måneder har beboerne i de syv landsbyer under VestRum-klyngesamarbejdet derfor haft mulighed for at bruge en af projektets otte delebiler, hvoraf tre kører på el og én er en bus med plads til ni personer. Og de lokale borgere har taget så godt imod ordningen, at bilerne tilsammen har kørt en afstand, der svarer til at køre jorden rundt.
En af de lokale borgere, der har haft glæde af ordningens el-cykler er kirkegårdsgartner ved Tim Kirke, Henny Ramskov Pedersen. Gennem hele sommeren efterlod hun sin bil i garagen og hoppede på en af ordningens el-cykler frem og tilbage mellem hjemmet og kirkegården i Tim. En tur på 3-4 kilometer.
- Det var fantastisk. Selvom det blæste, havde jeg medvind på grund af batteriet, så det tog mig ni minutter at cykle på arbejde, siger hun og tilføjer, at hun udover at mærke årstiden i ansigtet også kunne mærke de daglige cykelture på kroppen:
- Det var godt for ryggen, forklarer hun.
Nu har en anden bruger overtaget cyklen, og Henny Ramskov Pedersen er tilbage i bilen.
- Det er kun dovenskab, der gør, at jeg ikke tager min almindelige cykel – og så fordi det er så mørkt og vådt nu. Men jeg overvejer faktisk at købe en el-cykel til foråret, siger hun.
Klimadagsorden har givet rygvind til delebilerne
I forsøgsperioden har medlemskab af delebilsordningen Byens Bil, der har stillet bilerne til rådighed, været gratis og der har været økonomisk støtte til projektet. En spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne i VestRum skal nu kortlægge transportmønstre og -behov, og svarene vil være en pejlesnor for, om der også i fremtiden vil være delebiler til rådighed i de syv landsbyer.
- Man flytter ikke folks vaner på én dag, og efterspørgslen vil afgøre, hvor mange biler Byens Bil beslutter at lade blive i landsbyerne, siger Irvin Christensen, medlem af Landdistriktsrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune og idémand til Elektrisk VestRum-projektet.
Han kender til 3-4 familier i VestRum, der har afhændet bil nummer to eller undladt at købe bil nummer to på grund af projektet og peger desuden på, at de små biler, Byens Bil stiller til rådighed i projektet, udleder mindre CO2 end den typiske familiebil.
- Projektet er i tråd med kommunens politik for grøn omstilling og klimaet er for alvor kommet på dagsordenen, siden vi startede projektet. Så vi har virkelig haft vinden i ryggen, og man møder jo efterhånden ikke et menneske, der ikke mener, vi skal ændre vores transportvaner, siger Irvin Christensen - og lover at ’skubbe bagpå’ for at den grønnere transport vil trille videre i VestRum, når projektet udløber i foråret 2020
FAKTA
Fællesbussen kører til Ringkøbing hver onsdag formiddag i oktober måned og til Tim hver eftermiddag. Se vedhæftede for køreplanen. Tilmelding til busturene senest tirsdag i hver uge på tlf. 23 11 51 21 eller mail: irvin@christensen.mail.dk
Info om fællesbus finder du her
Elektrisk VestRum-projektet er et samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Kommune, landsbyklyngen VestRum, Byens Bil og Aalborg Universitet.
Projektet er støttet økonomisk af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og af COBEN, der er et EU støttet projekt, som handler om grøn omstilling i samskabelse med borgerne, ildsjæle og foreninger. Projektet har overordnet set særligt fokus på: vedvarende energi, energirenovering og grøn transport.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri