Fejring af frivillige bliver digital
Ingenting er som det plejer, heller ikke den traditionelle fejring af de mange frivillige kræfter i Ringkøbing-Skjern Kommune. Men fællesskabet er endnu vigtigere end før, siger kommunens frivillighedskoordinator, der håber, at rigtig mange vil være med til en virtuel fejring af de frivillige ildsjæle.
Er du en af de mange borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune, der uge efter uge, år efter år lægger en anseelig mængde timer og en stor portion energi i frivilligt arbejde?
Så er du hermed inviteret til årets helt store frivillighedsarrangement, nemlig Frivillighedsfejringen lørdag den 7. november kl. 13.30-16.30.
Her vil Ringkøbing-Skjern Kommune, Frivilligrådet og FrivilligVest gerne takke dig for din indsats med en corona-sikker eftermiddag i andre frivilliges digitale selskab – og i fællesskabets tegn.
- På grund af corona-situationen, har vi været nødt til at afholde arrangementet online, siger frivillighedskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune, Emil Sloth Sig. Selv om han er ærgerlig over at måtte flytte arrangementet over på computerskærmene, peger han på, at den virtuelle løsning faktisk er godt for noget:
- Vi har efterhånden fundet ud af, at mange frivillige bliver bedre og bedre til at bruge digitale løsninger i deres arbejde. Den udvikling vil vi gerne bidrage til. Derfor vil tilmeldte modtage en vejledning til, hvordan de deltager i arrangementet, og FrivilligVest tilbyder at hjælpe alle, der måtte ønske en ekstra hånd med at prøve teknikken af i dagene op til arrangementet, forklarer han.
Alle med en internetopkoblet computer eller smartphone kan deltage. Selvom det er et digitalt arrangement, betyder det ikke, at de tilmeldte behøver være komplet isolerede:
- Faktisk vil vi opfordre til, at de frivillige, der stadig mødes, deltager sammen og sidder i små grupper privat ved en fælles computer med en god kop kaffe og lidt kage – som vi kender det fra Phillip Fabers fællessang hver for sig, siger Emil Sloth Sig og tilføjer, at corona-restriktionerne om social afstand og få sociale kontakter selvfølgelig bør overholdes.
Til det virtuelle frivillighedsarrangementet vil der stadig være mulighed for samtale mellem deltagerne.
- Vi ved af erfaring, at vores mange entusiastiske frivillige sammen skaber flere meningsfulde fællesskaber, når de får mulighed for at mødes og udveksle gode erfaringer med andre ildsjæle, siger Emil Sloth Sig og tilføjer:
- 60 pct af borgerne i kommunen arbejder frivilligt – og Frivilligfejringen bliver forhåbentlig en mulighed for at anerkende deres arbejde også i en tid, hvor alting ikke er som det plejer, men hvor fællesskabet er endnu vigtigere end før. Så jeg håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden og deltage.
Til Frivilligfejringen vil formand for Social- og Sundhedsudvalget Lennart Qvist overrække Ringkøbing-Skjern Kommunes Frivilligpris 2020 sammen med formand for Frivilligrådet Hans Pinderup.
På programmet er også et online seminar ved Marie Holdt, der hver dag rådgiver den frivillige verden igennem sit arbejde hos rådgivningsfirmaet Ingerfair.
- Herudover vil der være en overraskelse for de tilmeldte, siger Emil Sloth Sig, der glæder sig til at løfte sløret for, hvad det er, på dagen.
Alle er velkomne og det er gratis at deltage. Tilmelding senest 30. oktober klokken 12 via dette link: https://frivilligvest.nemtilmeld.dk/10/
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri