NYGADE PÅ NY
Alle børn og deres familier er inviteret til premieren på en længere række af events i NYGADE PÅ NY lørdag d. 28. januar fra kl. 10.00 – 11.30 på torvet ved starten af Nygade i Ringkøbing.
Snart kommer Nygade til at stå på den anden ende, når gravemaskiner tager hul på renoveringen af gaden med en ny garderobe fra inderst til yderst - fra spildevandsledninger til nye brosten. Imens bliver gadens historie endevendt med NYGADE PÅ NY, som er overskriften for en række aktiviteter, der finder sted i hele renoveringsperioden frem til efteråret 2017 og forener fortid, nutid og fremtid.
Lørdag d. 28. januar kan man lege gamle lege, komme på historisk gadevandring, se dans og høre musik, skrive et postkort til fremtiden, danne sig et indtryk af, hvordan gaden kommer til at se ud og skylle det hele ned med en kop kaffe eller et glas juice og et stykke kanelkage.
- Vi er som kommune en del af Kulturhovedstad Aarhus 2017, der har Gentænk som overordnet mantra. Og jeg synes i den grad, vi gentænker ved at invitere kunstnere og borgere til at være med og gøre et nødvendigt renoveringsarbejde til en spændende og levende fortælling om gaden før, nu og i fremtiden, siger Pia Vestergaard, næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget.
- Rør, ledninger og kabler under gaden trænger til at blive renoveret, og jeg er glad for, at vi i samme hug kan give et løft til bymidten. Ringkøbing får en flot, ny gågade, som visuelt vil være i mere tråd med midtbyens øvrige udtryk, når det hele står færdigt, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Ole Kamp.
De to politikere byder velkommen til premieren på NYGADE PÅ NY på torvet klokken ti.
En gammel historie – på nye måder
I løbet af renoveringsperioden vil man i Nygade kunne opleve fortællinger om den gamle gade og dens beboere på forskellige skæve, sjove og nye faconer. Det sker bl.a. i samarbejde med Aarhus 2017-projektet Moving Spaces af Teater Seachange, hvor seks scenekunstnere aktiverer byrum i otte større byer i Region Midtjylland.
På premieredagen begynder første del af en føljeton om de mennesker, der i tidens løb har levet og arbejdet i Nygades bygninger, og man kan lege gamle lege, som børn legede for 200 år siden.
Arkæolog og museumsinspektør Lars Bendtsen fra ARKVEST – Arkæologi i Vestjylland fortæller, hvad man kan komme ud for at finde, når man graver i en by. Og han vil også tage børn og voksne med på en gadevandring og fortælle om udvalgte spændende huse.
Ringkøbing Handelsforening byder på kanelkage og kaffe eller juice til de første 200 gæster.
Man kan også skrive et brev eller et postkort og få det med i en tidskapsel, så fremtidens Ringkøbingborgere kan læse personlige historier om livet i Ringkøbing i år 2017. Tidskapselen vil være at finde i Nygade fra lørdag d. 28. januar og graveperioden ud, hvorefter den bliver gravet ned under gaden.
Alle, der deltager i historieskrivningen, vil blive bedt om også at deltage i endnu en art historie; et stort fotoprojekt, hvor man ender med at blive del af noget. Præcis hvad, bliver ikke afsløret endnu.
Det skal laves i Nygade
- Ny fjernvarmeledning for at undgå brud og varmetab.
- Ny regnvandsledning for at imødegå stigende udfordringer med øgede regnmængder.
- Udskiftning af drikkevandsledningen.
- Renoveringsarbejde på kabelnet til el.
- Ledninger til telefoni og fiber udbygges og moderniseres.
- Gadebelysningen moderniseres med nye kabler, master og armaturer.
- Øverst kommer en ny belægning, der er en nyfortolkning af belægningen i Øster Strandgade, som er en af bymidtens allerfineste gamle gader, dog vil Nygade få en mere jævn overflade.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri