Kommunen klar med hjælp til minkavlere
Med regeringens beslutning om, at alle minkbesætninger skal aflives, står minkfarmere, medhjælpere og ansatte i brancher, der leverer til minkbranchen, pludselig i en situation, hvor deres udsigter til job og indtægt er usikre. Ringkøbing-Skjern Kommunes Beskæftigelsesafdeling er med særlig hotline klar til at give en håndsrækning.
Mens situationen om aflivningen af samtlige minkbesætninger i Danmark diskuteres på Christiansborg, er Ringkøbing-Skjern Kommune nu klar med en hotline til minkfarmere, deres ansatte og andre, hvis jobsituation afhænger af minkindustrien.
- Jeg vil gerne udtrykke min dybe medfølelse med de mennesker, der nu er ramt af det pludselige indgreb, siger Kristian Andersen, der er formand for Beskæftigelsesudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, og fortsætter:
- Jeg er optaget af, at vi er til rådighed med den hjælp, der skal til for at kunne komme videre i arbejdslivet på kort - og på længere sigt, siger Kristian Andersen.
Hjælpen består af to kontaktpersoner med hvert deres ekspertiseområde, som står til rådighed for at hjælpe de ramte med at finde rundt i mulighederne for nyt job, kurser, uddannelse til anden branche og forsørgelsesmuligheder.
På Jobcenteret kan man ringe direkte til jobrådgiver Finn Jonassen på telefonnummer 99 74 15 79 eller kontakte ham pr e-mail på finn.jonassen@rksk.dk for spørgsmål og rådgivning om kurser, jobretninger, jobsøgning, sparring, ledighed med mere.
I Virksomhedsservice under Jobcentret er det faglig koordinator Søren Schwabe Bank, der kan kontaktes på 99 74 19 74 eller mail: soeren.bank@rksk.dk for vejledning målrettet mod virksomhederne, arbejdsmarkedet og brancheskift.
Begge kontaktpersoner træffes i kommunens almindelige telefon-tid, der er mandage kl 10.00-17.00, tirsdage-fredage kl. 10.00-13.30.
En håndholdt indsats som formes af behov
I Ringkøbing-Skjern Kommune er der lige i omegnen af 100 minkfarme, og forventningen er, at 3-400 mennesker vil være berørt af nedlukningen af farmene.
Det er endnu uklart, om der følger statslige midler med til en målrettet indsats til omskoling eller andre former for målrettet hjælp til at komme videre i arbejdslivet, men desuagtet går kommunen i gang med hjælpeberedskabet nu:
- Vi har erfaring fra større fyringsrunder og ved rigtig meget om, hvilke baner, man kan tænke i og hvilke muligheder, der findes, når man pludselig står med en helt anden fremtidsudsigt, end den man havde forestillet sig, siger Kim Ulv Christensen, fagchef for Beskæftigelse.
- Der er vigtigt for os at række hånden ud nu, og sige at vi er en medspiller i forhold til at finde vejen videre for disse mennesker. Det er stadig tidligt i forløbet, og vi kommer naturligvis til at lytte til, hvad de har brug for og justere indsatsen derefter, siger Kim Ulv Christensen.
Også hjælp til at komme gennem psykologisk krise
Der er også hjælp at hente hos kommunen, hvis de ramte avlere og deres familier og ansatte har brug for støtte og vejledning til at tackle det pres den nuværende situation lægger på dem.
Fagmedarbejdere med erfaring og ekspertise i at støtte børn og voksne er klar til at træde til. For at forsimple adgangen kan man kontakte fagchef, Helle Mikkelsen, som vil guide videre til den rette hjælp, afhængig af hvad behovet er.
Helle Mikkelsen træffes på telefon 99 74 13 96 eller mail helle.mikkelsen@rksk.dk
Ligeledes har Region Midtjylland oprettet krisehjælp til minkavlere, deres ansatte og pårørende. Læs mere på Regionens hjemmeside (link: https://www.rm.dk/om-os/aktuelt/nyheder/nyheder-2020/november-20/psykiatrien-tilbyder-krisehjalp-til-minkavlere-og-deres-ansatte/)
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan