Kør bil, når du kører bil
I samarbejde med Rådet for Sikker Trafik vil Ringkøbing-Skjern Kommune nu få bilister til at køre bil, når de kører bil. Politiet bakker op og er klar med kontrol.
Vi kender den godt, opfordringen til at køre bil, når vi kører bil. Alligevel kan det være svært at lade mobilen ligge – selv når vi kører bil og burde have al opmærksomhed på vejen.
I Midt- og Vestjyllands politikreds svarer 92 procent af bilisterne, at det er uacceptabelt at taste eller skrive på sin mobil, når man kører bil. Men det er kun 75 procent, der svarer, at de aldrig gør det, viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension.
Det vil Ringkøbing-Skjern Kommune have ændret, og derfor står kommunen sammen med 52 andre kommuner og Rådet for Sikker Trafik bag en kampagne, der frem til den 27. november skal minde bilisterne om at være opmærksomme i trafikken.
Uopmærksomhedskampagnen består af en ny film, der vil kunne ses i tv, på sociale medier og i biograferne i løbet af november. Man kan også se kampagnen her: www.sikkertrafik.dk/koerbil
Desuden sætter Ringkøbing-Skjern Kommune kampagneplakater op på en lang række P-pladser, hvor der står ”Kør bil, når du kører bil” eller ”Kør cykel, når du kører cykel”. Budskabet skal få flere bilister og cyklister til at lægge mobil og andet forstyrrende væk, før de kører ud i trafikken.
Uopmærksomhed skyld i voldsomme ulykker
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er uopmærksomhed eller utilstrækkelig orientering involveret i over halvdelen af alle dødsulykker i trafikken. Helt konkret har 42 mennesker mistet livet i trafikken i Midt- og Vestjyllands politikreds i de seneste tre år på grund af uopmærksomhed, eller fordi trafikanterne ikke havde orienteret sig godt nok. Det viser ulykkestal fra Vejdirektoratet.
Det er flere trafikdræbte end i nogen anden dansk politikreds i perioden.
- Med 42 dødsulykker på tre år i vores politikreds er det tydeligt, at alvorlige trafikulykker ikke er noget, der kun sker for alle andre. Med kommunens deltagelse i ”Kør bil, når du kører bil”-kampagnen håber vi, at minde bilisterne om, at uopmærksomhed i trafikken kan ende galt, siger Michael Vejrup, civilingeniør i kommunens Trafik- og Vejafdeling.
For nylig offentliggjorde Havarikommissionen for Vejtrafikulykker en rapport, der viser, at en stor del af de voldsomme frontalkollisioner på landevejene skyldes uopmærksomhed. Og i den nye kampagnefilm sætter kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension netop fokus på landevejene.
I filmen ser man en familiefar, der er uopmærksom, mens han kører på landevejen med sin familie. Han opdager ikke, at bilen er trukket over i modsatte vognbane, hvor en modkørende nærmer sig.
- I takt med at stadig flere biler får interaktive infoskærme og flere og flere får et smartwatch, hvor de kan læse og svare på beskeder, så er der hele tiden nye ting, der kan friste og flytte vores opmærksomhed væk fra trafikken. Det er det, som vi prøver at sætte fokus på med den nye kampagne, siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Som opbakning til kampagnen gennemfører landets politikredse målrettede kontroller af uopmærksomme bilister og cyklister i november.
Vidste du, at:
- I seks ud af ti dødsulykker i trafikken var uopmærksomhed eller manglende orientering skyld i ulykken.
- Det giver et klip i kørekortet og en bøde, hvis du taster på dit smartwatch eller din håndholdte mobil, mens du kører.
- Ni ud af 10 mener, at det er uacceptabelt at bruge håndholdt mobil bag rattet.
(kilde: Vejdirektoratet og Rådet for Sikker Trafik).
Fakta: Dræbte personer i ulykker med uopmærksomhed og/eller manglende orientering fra 2018-2020 fordelt på politikredse (kilde: Vejdirektoratet):
Nordjylland: 36
Midt- og Vestjylland: 42
Østjylland: 37
Sydøstjylland: 39
Syd- og Sønderjylland: 33
Fyn: 35
Sydsjælland og Lolland-Falster: 32
Midt- og Vestsjælland: 22
Københavns Vestegn: 17
København: 14
Nordsjælland: 18
Bornholm: 2
I alt: 327
Se de 53 kommuner, der er med i kampagnen
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri