Vil du arbejde for, at Skjern Å bliver en nationalpark?
Det er en opgave lidt ud over det sædvanlige, byrådspolitikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune nu søger fire engagerede borgere til at involvere sig i. Nemlig dén at sikre, at Danmarks næste nationalpark bliver omkring Skjern Å.
- Skjern Å med hele ådalen og Danmarks eneste floddelta er et fuldstændig unikt naturområde, og det har længe været et ønske hos mange, at vi kunne sætte Skjern Å eftertrykkeligt på danmarkskortet i form af en nationalpark. Derfor er jeg glad for, at byrådet på det seneste møde godkendte kommissoriet bag Nationalpark Skjern Å, og at vi nu er kommet så langt, at vi skal ud og have fundet de sidste medlemmer til det udvalg, der skal arbejde for, at nationalparken bliver en realitet, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard.
Sammen med Søren Elbæk og Kristian Andersen, hhv. 1. og 2. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, blev Hans Østergaard på byrådsmødet den 13. marts udnævnt til kommunens nye Nationalpark Skjern Å-udvalg. Udover de tre toppolitikere, er der en plads til en – endnu ikke udnævnt - politiker fra Herning Kommune, der samarbejder med Ringkøbing-Skjern Kommune om nationalpark-ansøgningen.
De tre interesseorganisationer Danmarks Naturfredningsforening, Vestjysk Landboforening og Friluftsrådet har desuden fået hver en plads i udvalget.
Ejerskab og borgerinddragelse
Og så er der altså fire pladser, der skal besættes af borgere i kommunen. Interesserede kan skrive en motiveret ansøgning og sende den senest den 17. april til projektleder Jakob Poo Albæk på jakob.albak@rksk.dk
Når byrådet har besluttet, at der også skal være plads til, at borgere kan søge om en plads i Skjern Å Udvalget, hænger det sammen med et ønske om at skabe ejerskab.
- I alt, hvad vi gør, er byrådet optaget af at sikre borgerinddragelsen, forklarer Hans Østergaard og tilføjer:
- Men vi håber også, at vi – politikere, interesseorganisationer og borgere i skøn forening – kan skabe begejstring for projektet – og sikre, at alle interesser bliver hørt og indarbejdet i den ansøgning, vi skriver.
Hvem de fire borgerpladser går til, bliver afgjort, når Økonomiudvalget mødes den 24. april.
Et anderledes naturområde
Der kommer dog til at løbe meget vand gennem Skjern Å, før en udnævnelse som nationalpark kommer på plads. Foreløbig levner loven om nationalparker, og den medfølgende bevilling på Finansloven, kun politisk vilje og statsfinansiering til fem nationalparker i Danmark. De fem er allerede oprettet, og derfor kræver det, at forligspartierne bag loven udvider aftalen, hvis Nationalpark Skjern Å skal blive en realitet.
- Det betyder bare, at det kommer til at tage lidt længere tid, siger Hans Østergaard og tilføjer:
- Men jeg anser det bestemt ikke som en umulig opgave at få etableret Nationalpark Skjern Å.
Borgmesterens optimisme bakkes da også op i forvaltningen i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor projektleder Jakob Poo Albæk peger på, at nationalparkloven er inkluderende og levner plads til både landbrug og natur. Han minder desuden om, at lovens intention er at reflektere hele Danmarks naturrigdom:
- Ifølge loven skal nationalparkerne afspejle de natur- og landskabstyper, der er i Danmark. Så vi havde nok ikke fået godkendt endnu et stykke klithede, for det har man allerede i Nationalpark Thy. Men Skjern Å området rummer anderledes naturtyper end de andre nationalparker; å-systemet afvander 11-12 procent af hele Jylland, og er et unikt stykke natur. Derfor er det oplagt, at forligspartierne bag loven om nationalparker udvider aftalen og sætter Nationalpark Skjern Å på finansloven, siger han.
FAKTA:
De fem eksisterende nationalparker i Danmark er:
Nationalpark Thy
Nationalpark Vadehavet
Nationalpark Skjoldungernes Land
Nationalpark Mols Bjerge
Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Nationalpark Skjern Å-udvalget består af:
Borgmester Hans Østergaard, 1. viceborgmester Søren Elbæk, 2. viceborgmester Kristian Andersen, samt én repræsentant fra hhv. Vestjysk Landboforening, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Herning Kommune har en plads i udvalget, ligesom der er fire borgerpladser til rådighed.
Borgere, der er interesseret i en plads i Nationalpark Skjern Å-udvalget kan sende en motiveret ansøgning senest den 17. april til projektleder Jakob Poo Albæk på jakob.albak@rksk.dk
Udvalget refererer direkte til Ringkøbing-Skjern Kommunes Økonomiudvalg. Hvem de fire borgerpladser går til, bliver afgjort, når Økonomiudvalget mødes den 24. april.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri