Ringkøbing-Skjern Kommune gør klar til at hjælpe ukrainere
I Ringkøbing-Skjern Kommune er fokus denne tid rettet mod krigen i Ukraine. Krigen har store konsekvenser for borgere både her i kommunen og naturligvis også i Ukraine, og situationen bliver derfor fulgt tæt, så kommunen er klar til at tilbyde hjælpen til dem, der får brug for den.
- Her i kommunen har vi flere end 700 borgere, som kommer fra Ukraine. Det er en frygtelig tid for dem og deres landsmænd, og vi vil selvfølgelig hjælpe dem, så godt vi kan, siger borgmester Hans Østergaard.
Ringkøbing-Skjern Kommune er blevet kontaktet af Udlændingestyrelsen, som arbejder for at finde ud af, hvordan Danmark kan tage imod de flygtninge, der måtte være på vej. Det har fået kommunen til at igangsætte sit beredskab.
- Det er en meget kompleks opgave, der venter os. Vi ved ikke, hvor mange der er på vej, eller hvem de er. Det er en gruppe mennesker, som kan komme ind i landet alene med deres pas og uden om asylsystemet. Nogen er allerede kommet hertil og bor hos familie, venner eller bekendte, siger Jens Peter Hegelund Jensen, kommunaldirektør, og tilføjer:
- Vi kender ikke omfanget af opgaven, så vi prøver at forberede os så grundigt, som vi kan – og så hurtigt som muligt.
Fokus er især på tre områder:
Alt tyder på, at der meget snart vil ankomme ukrainske flygtning til Ringkøbing-Skjern Kommune. Kommunen har ikke mange ledige kommunale kvadratmeter, men Ejendomscentret er i gang med at afsøge mulighederne hos private boligejere med ledig kapacitet, så flygtningene kan få et godt og trygt sted at være, når de kommer hertil.
- Vi leder efter steder med god plads til, at der måske på sigt kan bo et par familier sammen, siger Jens Peter Hegelund Jensen.
Derudover er der stort fokus på herboende børn af ukrainske forældre. Børnene går i de lokale folkeskoler og institutioner, hvor det tyder på, at de enkelte skoler og institutioner har god hånd om børnene. Her er plads til samtale, spørgsmål og hjælp til både børn og de forældre, der henvender sig med bekymringer. Desuden har Ringkøbing-Skjern Kommune en åben familierådgivning, som både børn og forældre kan ringe til, hvis de er bekymrede eller i tvivl om, hvordan de som forældre kan tale med familiens børn om den tragiske situation i Ukraine.
Det sidste store fokus lige nu er cyber-sikkerhed. Hackere er en stor del af krigshandlingerne fra Rusland, så hos Ringkøbing-Skjern Kommune er der derfor en skærpet opmærksomhed på netop cyber-sikkerheden, så borgernes data fortsat er beskyttede, og de kommunale systemer stadig fungerer.
- Når der opstår krig et sted som Ukraine, så er Danmark og Ringkøbing-Skjern en del af nærområdet. Derfor er vi også parate til at tage vores del af ansvaret og gøre vores beredskab klar til at løse opgaven, siger Jens Peter Hegelund Jensen.
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan