Genbrugspladserne åbner tirsdag – God idé at klappe hesten
Fra på tirsdag åbner portene til kommunens genbrugspladser igen. Sikkerheden for medarbejdere og besøgende har dog stadig førsteprioritet. Der vil derfor være adgangsbegrænsning på pladserne, så der kan holdes den nødvendige afstand
Kommunernes Landsforening, KL, gik i weekenden ud og anbefalede, at genbrugspladserne igen åbner for private.
I Ringkøbing-Skjern Kommune åbner alle genbrugspladser derfor igen som normalt fra tirsdag d. 31. marts.
Tirsdag vil:
- Pladserne i Skjern, Tarm, Hvide Sande, Videbæk og Ringkøbing derfor værre åbne fra kl. 10.00-18.00
- Pladsen i Tim være åben fra 14.00 til 18.00
- Pladsen i Troldhede være åben fra 15.00-17.00
Fire genbrugspladser har ikke normal åbningstid om tirsdagen. Disse åbner igen i deres normale åbningstid.
- Det gælder for pladserne i Bork, Spjald, Lem og Kloster
Find åbningstider for genbrugspladser.
Begrænset adgang - så klap hesten
Rundt om i de private hjem har man de sidste to uger væbnet sig med tålmodighed og opmagasineret sit genanvendelige affald i et hjørne af haven, i skuret eller garagen.
- Vi ved, det er en nyhed, mange har ventet på. Jeg vil dog klart opfordre til, at man ikke bare spænder traileren for bilen og drøner afsted. Selvom vi åbner, så skal det stadig ske på en sundhedsforsvarlig måde, hvor vi beskytter vores medarbejdere og de borgere, der kommer, siger Lone Rossen, der er fagchef for Land, By og Kultur.
Det betyder, at der vil være adgangsbegrænsning på, hvor mange der må være på de enkelte genbrugspladser. Afhængig af pladsens størrelse vil maksimalt mellem 10 og 20 få adgang af gangen, hvilken kan skabe kø.
- Vi åbner som normalt. Dermed har vi også åbent fra onsdag til lørdag, og jeg kan da kun opfordre til, at man venter med at komme – gerne til næste uge eller efter påske. Det vil lette presset på pladserne, og så kan man også få det sidste med fra påskens anstrengelser, siger Lone Rossen.
Hvis man alligevel vælger at spænde traileren for bilen for at være blandt de første, så er budskabet fra fagchefen, at man nok må forberede sig på, at skulle spendere en pæn portion af tirsdagen på at aflevere sit affald.
Medbring selv skovl og kost
Ud over adgangsbegrænsningen vil borgerne møde en række foranstaltninger mere. Eksempelvis vil der kun være begrænset vejledning i sortering, så der sikres en minimumsafstand på to meter mellem personale og borgere.
Man vil også selv skulle medbringe skovl og kost til aflæsning, hvis der er behov for det, ligesom alle opfordres til at bære handsker på pladsen. Og så vil kundetoiletterne være lukkede.
På nogle af de større pladser vil Beredskabet være til stede for at hjælpe med at afvikle trafikken på en fornuftig måde.
- Nu må vi se om alle har tænkt sig at komme tirsdag, eller om de spreder det ud over ugen. Vi forventer et pres på nogle af pladserne, og så vurderer vi situationen herfra, siger Lone Rossen.
Fakta
Fra tirsdag er genbrugspladserne i Ringkøbing-Skjern Kommune igen åbent i de sædvanlige tidsrum. Find åbningstiderne for den enkelte genbrugsplads.
Genbrugspladserne vil i påsken have lukket skærtorsdag og langfredag, mens der er åbent påskelørdag.
KL’s anbefaling af at genåbne genbrugspladserne kommer efter, at Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet at det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne genbrugspladser for private, hvis det sikres, at de borgere, der kommer på genbrugspladsen, holder afstand til hinanden og til personalet, således at det undgås, at der opstår situationer, hvor borgerne kommer i tæt kontakt.
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan