Borgermøde om fremtidens folkeskole i Skjern
Hvor mange grundskoler og overbygningsskoler skal der være i Skjern? Hvordan skal de indrettes? Og hvad med skolevejene, fremtidige byplaner og økonomien? Alle disse emner er på programmet torsdag den 30. marts i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.
Det er kommunens Børne- og Familieudvalg, der inviterer til en aften med korte, informative oplæg, som aftenens deltagere drøfter ved små borde efterfølgende.
- Formålet med mødet er at give alle interesserede mulighed for at drøfte fremtiden for skolerne i Skjern og omegn. Vi sørger for, at alle ideer og pointer noteres, så vi bagefter har et katalog med inspiration og viden, som vil indgå i vores arbejde med at planlægge fremtiden for skolerne i området, siger formand for Børne- og Familieudvalget, Lennart Qvist (V).
Han understreger, at det er en stor og kompleks opgave, og derfor vil der ikke komme et hurtigt bud på en skoleplan for Skjern-området fra politikerne.
Borgermødet samler ideer og viden
- Vi har brug for, at borgerne kommer med deres input, inden vi tager hul på planlægningen. Jeg ser borgermødet som en stor tragt, der samler ideer og viden ind fra forældre, skolebestyrelser og lærere, ja fra alle, der gør sig tanker om skoler og byplanlægning, siger Lennart Qvist.
Efter borgermødet skal udvalget sammen med kommunens administration arbejde med konkrete planer og muligheder.
- Det giver ikke mening at sætte datoer på endnu. Det kan være en lang eller en kortere tidshorisont, vi taler om. Det afhænger af rigtigt mange faktorer, siger Lennart Qvist.
Mødet begynder klokken 19.00 og dørene åbnes kl. 18.30. Det er en god ide, at komme i god tid og finde sig en plads ved de små borde, for kl. 19.00 lukkes dørene, så aftenens program kan komme i gang.
Eleverne giver også deres bud
Elever fra Kirkeskolen og Amagerskolen er med til at skyde aftenen i gang med korte oplæg og en udstilling, der giver deres bud på fremtidens skole.
Der er forfriskninger til deltagerne undervejs og arrangørerne vil meget gerne, at man så vidt muligt tilmelder sig på kommunens hjemmeside eller på mail: skolerne-skjern@rksk.dk
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan