Tast 2 for et lydportræt af Vestjylland
Det er givet ikke set før, at musik udgives på en kommunal telefonmenu. Men det er nøjagtigt, hvad der sker i forbindelse med ferniseringen den 11. maj af ”Solhverv” - et kunstprojekt, der tegner et billede af livet i Ringkøbing-Skjern Kommune midt i mellem Vesterhavet og den midtjyske hede.
”Solhverv” er skabt af fotografen Fryd Frydendahl og komponisten Lars Greve og så første gang dagens lys på årets korteste dag ved solhverv d. 21. december 2017 i rådhushallen i Ringkøbing. Nu dukker kunstprojektet atter op i en genopsætning, der ferniseres i Holmsland Idræts- og Kulturcenter i Kloster den 11. maj klokken 19.
Foruden udstillingen, vil der være en optræden med el-guitarister fra Stadil-Vedersø Friskole med et nykomponeret musikstykke, og der vil være et lille traktement til de fremmødte ferniseringsgæster.
Alle er velkomne til ferniseringen, men er man forhindret i at deltage, kan man fra om morgenen fredag den 11. maj høre noget af musikken ved ringe til Borgerservice og følge anvisningerne i telefonmenuen på telefon 99 74 12 22.
- Normalt lytter man jo til musik på nettet eller i radioen. Jeg synes, det er vildt interessant at have premiere på et værk på telefonlinjen til Borgerservice. Mest af alt fordi det er helt i tråd med måden, vi har arbejdet på: Vi har forsøgt at inddrage alle mulige typer borgere på tværs af livssituationer på mange forskellige måder, siger Lars Greve.
De to kunstnere har gennem et år fulgt forskellige vestjyder på tværs af kommunen for ordløst, via lyd-, foto- og videooptagelser at dokumentere årets gang for de lokale. For eksempel har Lars Greve optaget børneåndedrag i Spjald Børnehave og fodtramp blandt aktivt motionerende seniorer i Videbæk, mens Fryd Frydendahl fotograferede deres hænder.
Det er blandt andet mundet ud i musikstykket ”sommer”, der kan aflyttes på den kommunale telefonlinje. Det er drevet frem af pulsen i områdets lyde og livshistorien fra en af de mange borgere, som kunstnerduoen har mødt på deres vej.
Global kunst skabt på lokalt fundament
De to kunstnere er begge opvokset i Ringkøbing-Skjern, men er for længst draget ud i verden, hvor de til dagligt begår sig på den internationale kunstscene.
Og netop den dobbelte hjemmebane afspejler sig i de kommentarer, de får fra publikum. De lokale føler sig genkendt, mens kunstnerne ikke skal særligt langt ud over kommunegrænsen, før publikum opfatter værket som et portræt af et særegent, næsten eksotisk sted.
- Ambitionen med Solhverv er at lave et kunstnerisk portræt af hele kommunen, som involverer og forener alle mulige borgere, siger Lars Greve.
-Ja, vi har haft et kommunekort fremme for at tjekke af, at vi geografisk dækkede det hele, og så har vi involveret borgere i alle mulige livssituationer. Vi har sat det hele sammen, og på den måde har vi ret konkret forenet folk, siger Fryd Frydendahl.
Og kunstens evne til at forbinde og forene verdener er også en af kommunens bevæggrunde til at gå med:
- Kunsten har en forunderlig evne til at beskrive det, vi ikke rigtigt kan fange med hverdagssproget, det, som er mellem mennesker, og som kan genkendes af alle på tværs af alder, kultur, geografi og sprog. Det er en foræring for os som område, når to vestjyder, der føler sig hjemme i hele verden, retter blikket mod hjemstavnen og viser os, hvad der binder os sammen, lokalt og globalt, siger Per Høgh Sørensen, leder af Kultur, Natur og Fritid i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Udstillingen i Holmsland Idræts- og Kulturcenter fortsætter frem til den 30. juni 2018, og kunstnerduoen arbejder på at lade værket dukke op andre steder i kommunen.
Fakta
Solhverv er blevet til i samarbejde mellem fotograf Fryd Frydendahl, komponisten Lars Greve, kultur, natur - og fritidsafdelingen og kommunens borgere - og med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, DJBFA / Komponister og Sangskrivere samt Statens Kunstfonds ”Bestillingsværker” og ”Huskunstnerordning”
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan