26. maj 2021

Så åbner Bredbåndspuljen med nye penge

colourbox

Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune skal på næste møde tage stilling til, om der igen kan lægges kommunale kroner i ansøgningerne.

Energistyrelsen åbnede tirsdag for en ny bredbåndspulje med 100 mio. kr. Pengene skal hjælpe digitaliseringen på vej i de tyndtbefolkede områder af landet, hvor kommercielle selskaber ikke umiddelbart har en økonomisk interesse i at etablere og udbyde en god dækning.

Bredbåndspuljen blev etableret i 2016. I alt er der i perioden 2016-2020 på nationalt plan givet tilsagn om tilskud til hurtigt bredbånd til 379 projekter, som samlet omfatter ca. 21.000 adresser.

967 af disse adresser er i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor 13 projekter fra 2018 til 2020 i fællesskab har fået tilsagn om i alt 23.383.00 mio. kr. i støtte fra den nationale bredbåndspulje.

Ringkøbing-Skjern Kommune har i både 2018 og 2020 støttet de enkelte projekter med 1.000 kr. pr. adresse.

Kommunal håndsrækning

Pengene i Bredbåndspuljen uddeles efter ansøgning, og ansøgningerne vurderes efter et pointsystem, hvor kommunalt tilskud er et af i alt syv kriterier. Bl.a. derfor skal Økonomiudvalget den 8. juni tage stilling til, om der også i år skal afsættes kommunale kroner til støtte til ansøgningerne til Bredbåndspuljen.

- I Ringkøbing-Skjern Kommune arbejder vi for at sikre alle borgere og virksomheder adgang til hurtige, stabile og pålidelige internetforbindelser. Derfor kan jeg kun opfordre til at man søger ind på den nationale bredbåndspulje, hvis man er med blandt de adresser, der kan søge, siger formand for kommunens Erhvervs- og Vækstudvalg, Søren Elbæk.

Internet afgørende for hverdagen

I Ringkøbing-Skjern Kommune er der pt 1.471 antal husstande, som har så utilstrækkelig bredbåndsdækning, at de kan søge Bredbåndspuljen, herunder ca. 300 adresser, der fik afslag i 2020.

- Selvom man fik afslag sidste år, så kan der være god grund til at søge igen. Den efterhånden lange Corona-nedlukning med hjemmearbejde og skolebørn, der er blevet undervist virtuelt, har understreget, at en god internetforbindelse er fuldstændig afgørende for at få hverdagen til at hænge sammen, siger Søren Elbæk.

Opfordringen til at søge igen på trods af et tidligere afslag skal også findes i, at kriterierne for ansøgningerne har ændret sig lidt, bl.a. sigter puljen i år primært på adresser i landzoner og sommerhusområder samt småøer.

Infomøder

Traditionen tro afholder Energistyrelsen informationsmøder om Bredbåndspuljen. I år bliver mødet i Region Midtjylland afholdt i Holstebro den 8. juni, mens der afholdes virtuelt informationsmøde allerede den 3. juni.

For mere information om møderne og om Bredbåndspuljen generelt, tjek Energistyrelsens hjemmeside Her finder man også info om ansøgningsprocessen.

Fakta:

Der er afsat 100 mio. kr. til Bredbåndspuljen i 2021. Puljen er målrettet boliger, virksomheder og sommerhuse i landzone og sommerhusområder.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har 13 projekter i perioden 2018 til 2020 samlet set opnået 23.383.00 mio. kr. i støtte fra den nationale bredbåndspulje. De 13 projekter omfatter i alt 967 adresser. Ringkøbing-Skjern Kommune har støttet de enkelte projekter med 1.000 kr. pr. adresse.

Det er muligt at søge tilskud til adresser med dårlig bredbåndsdækning – og hvor der ikke foreligger konkrete planer for bedre dækning inden for de kommende tre år. Dårlig bredbåndsdækning indebærer, at det ikke må være muligt at få en bredbåndsforbindelse på adressen, hvor hastighederne overstiger 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload.

P.t. er der på landsplan registreret cirka 50.000 tilskudsberettigede adresser. I Ringkøbing-Skjern Kommune er tallet 1.471. Gå til hjemmesiden om Bredbåndspuljen her.