Madpakkehus i Snogdal indvies med Wild West Walk ’n’ Run-rute
Er der toiletfaciliteter i nærheden?
Dét er et af de spørgsmål, der med næsten usvigelig forudsigelighed er kommet på Wild West Walk ’n’ Run-Facebooksiden, når kommunens Kultur-, Natur- og Fritidsafdeling i tæt samarbejde med Sundhedscenter Vest, Ringkøbing-Skjern Museum og FrivilligVest har arrangeret markerede pop-up vandreruter i naturen.
Og ja, der ER toiletfaciliteter i nærheden, når Snogdal Plantage nord for Spjald i Kr. Himmelfartsdagene lægger skov og stiforløb til endnu en markeret Wild West Walk ’n’ Run-rute.
Samtidig med, at alle interesserede inviteres til at gå den markerede rute i eget tempo og på et valgfrit tidspunkt imellem torsdag og mandag, indvies plantagens nye madpakkehus og toiletfaciliteter nemlig officielt søndag den 29. maj kl. 13.
- Og der er ikke tale om et muldtoilet eller sådan noget. Det er et rigtigt toilet med træk og skyl, siger skovfoged i Ringkøbing-Skjern Kommune, Poul Gregersen.
Sammen med formanden for kommunens Teknik- og Miljøudvalg, Ole Nyholm Knudsen, er det ham, der inviterer til officiel indvielse af madpakkehuset – og altså toiletfaciliteterne.
Efter snoreklip og en kort tale, tager han de fremmødte med på en guidet gåtur i plantagen. Derefter er der en grillpølse og en øl eller sodavand ved madpakkehuset.
- Turen vil gå ad det etablerede stisystem. Har man lyst til at gå længere eller til at begive sig ud på egen hånd, skal man blot finde startflaget til Wild West Walk ’n’ Run-ruten, så kan man derefter følge de små røde flag fra start til slut uden at fare vild, siger Poul Gregersen.
Traditionen tro er det Ringkøbing-Skjern Museums Naturvejleder Sabine Jensen, der på forhånd er ude med de små røde flag for at markere vandreruten. På Facebook-siden Wild West Walk ’n’ Run vil hun gennem en kort video præsentere ruten, når den er opsat onsdag eftermiddag.
Snogdal Plantage er en af kommunens største plantager. I sommeren 2019 blev et nyt stisystem indviet i plantagen. Det betyder, at vandrere og mountainbikere bevæger sig rundt på samme stier men i modsat retning, så man kan se hinanden på forhånd og ikke bliver forskrækket over at blive overhalet.
Vandreturen og indvielsen i Snogdal er lagt på den sidste dag i måneden og udgør dermed månedens søndagsaktivitet i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Søndagsaktiviteterne, der kombinerer motion og fællesskab i naturen, er et tilbagevendende sundhedsfremmende og –forebyggende tilbud fra Sundhedscenter Vest.
Programmet for de øvrige søndagsaktiviteter findes på Sundhedscenter Vests hjemmeside .
FAKTA
Mødested søndag den 29. maj kl. 13: Holstebrovej 6d, 6971 Spjald.
Turleder: Skovfoged Poul Gregersen.
Wild West Walk ’n’ Run-ruten er markeret i Snogdal Plantage fra torsdag til og med mandag.
Wild West Walk ’n’ Run er en pop-up rute på typisk 5-10 km, markeret med små røde og blå flag langs hele ruten. Wild West Walk ’n’ Run blev en populær afløser for søndagsaktiviteterne under corona-nedlukningen, og en markeret rute er derfor fortsat ofte en del af søndagsaktiviteterne.
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan