Kommunen genåbner i en lidt anden udgave
Tirsdag d. 2. juni genåbner borgerservice samt en lang række andre services i Ringkøbing-Skjern Kommune for at borgerne igen kan møde fysisk frem. Det hele kommer dog til at foregå i en lidt anden udgave, hvor der stadig er fokus på sikkerhed, og hvor beskæftigelsesområdet fortsat er underlagt særlige restriktioner
Partierne på Christiansborg blev i sidste uge enige om en yderligere genåbning af Danmark. Med aftalen blev der åbnet op for, at kommunens administrativt ansatte igen kan møde ind på deres arbejdspladser. Det giver mulighed for at borgerne igen kan møde fysisk frem.
- Det er det næste naturlige skridt. I sidste uge bød vi velkommen til de store elever i folkeskolen, og læsehestene kunne igen låne bøger på vores biblioteker. Nu åbner vi op for, at borgerne og erhvervslivet igen kan mødes fysisk med deres sagsbehandlere, ligesom man igen kan få lavet pas og kørekort, siger borgmester Hans Østergaard, der samtidig pointerer, at der vil være tale om en lidt anderledes åbning, end vi er vant til:
- Der er tale om en genåbning, hvor vi skal følge de sundhedsfaglige retningslinjer, så vi undgår at coronavirussen igen begynder at smitte. Derfor vil der stadig gælde en række restriktioner, så vi beskytter hinanden, siger han.
Læs mere om hvilke services, der genåbner fra tirsdag d. 2. juni på kommunens hjemmeside.
Borgerservice med tidsbestilling
De særlige restriktioner betyder blandt andet, at selv om borgerservice genåbner, så kommer det til at foregå på en måde, hvor der tages hensyn til både de ansattes og besøgendes sikkerhed. Lokalerne er blevet indrettet, så der sikres den rigtige afstand mellem personer. Nyseskærme er hængt op, som vi efterhånden kender det fra butikkerne. Og så indføres der for en periode obligatorisk tidsbestilling.
- Vi ved, at rigtig mange har ventet på at kunne henvende sig hos Borgerservice igen. For at overholde de sundhedsfaglige retningslinjer har vi derfor for en periode indført tidsbestilling. Det betyder, at man kun kan møde op i vores åbningstid, hvis man har bestilt tid på forhånd. Rent praktisk vil dørene stadig være lukkede, og de ansatte vil afhente borgeren uden for indgangen ved den aftale tid, siger leder af Borgerservice Torben Andersen.
Du kan bestille tid hos Borgerservice gennem Kontaktcentret, som du træffer på telefon 99 74 12 22. I det første stykke tid, beder Torben Andersen om, at dem der henvender sig, er de borgere, der har de mest presserende sager. Det kan eksempelvis være dem med udløbne kørekort.
Særlige regler for Beskæftigelse/Jobcenter
Mens resten af kommunen lige nu er ved at forberede genåbningen, så er situationen hos kommunens Jobcenter og i fagområdet Beskæftigelse en anden. Dele af lovgivningen på beskæftigelsesområdet er fortsat suspenderet, hvilket betyder, at de ansatte endnu ikke må tage på besøg eller have fysisk kontakt med borgerne. Jobcentret vil derfor fortsat varetage jobformidling, sagsbehandling og opfølgningssamtaler som telefonmøder eller som virtuelle møder med borgere og virksomheder.
Kommunen afventer om den yderligere genåbning får større betydning for beskæftigelsesområdet.
Fakta
Aftalen mellem partierne på Christiansborg betyder, at en genåbning af de kommunalt administrative arbejdspladser kan ske fra d. 27. maj.
Partierne pointerer samtidig, at åbningen skal ske under sundhedsmæssigt forsvarlige retningslinjer.
Ringkøbing-Skjern Kommune har under hele coronakrisen handlet efter princippet om, at der genåbnes, når det kan gøres sundhedsmæssigt forsvarligt. Med de nødvendige forberedelser betyder det, at genåbningen af de administrative funktioner sker tirsdag d. 2. juni.
Læs mere om, hvordan genåbningen på de enkelte områder, kommer til at foregå på kommunens hjemmeside.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri