Lysfestival vil overraske og forundre
En hexagon og en pyramide. En portal til en grønnere verden og springende laks. Dét er bare nogle af de geometriske former og overraskelser, der ligger bag de lyskunstinstallationer, der kan opleves i Fredskoven i Skjern under lysfestivalen Vinterlys den 18.-25. februar.
Temaet for årets Vinterlys-festival er ”Mystisk skov”, og i Fredskoven i Skjern arbejder anerkendte internationale lyskunstnere såvel som kreative lokale og et hav af frivillige på at blive færdige med de lyskunstinstallationer, der fra lørdag den 18. februar og en uge frem skal sætte spot på bl.a. menneskets forhold til naturen under lysfestivalen Vinterlys.
Blandt kunstnerne er både nye og gengangere fra sidste års Vinterlys-festival, der trak ca. 15.000 besøgende til byparken Alkær Lukke i Ringkøbing.
En af de kunstnere, der vender tilbage til årets lysfestival er danske Tine Bech, der står bag lyskunstværker, som tidligere har oplyst broer og bygninger i bl.a. hjembyen London. Sidste år var broen i Alkær Lukke centrum for hendes tåge- og lysinstallation Pink Enchantment.
I år kommer hun til Ringkøbing-Skjern Kommune med kunstinstallationen Be a Tree – Green Earth, hvor man som besøgende kan se verden fra et træs perspektiv – og hvor man kan gøre verden til et grønnere sted gennem legens magt.
- Be a Tree – Green Earth er en portal ind til en grønnere dimension. Projektet undersøger gennem leg, hvordan teknologi kan ændre vores forhold til jorden. Det er et skulpturelt, digitalt kunstværk, der blander bæredygtighed og teknologi – fusionerer leg med klimadebat, og som i sidste ende forhåbentlig er med til at påvirke, at der plantes flere træer på jorden, forklarer Dian Abu Hamdan, kulturkonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune og kunstnerisk leder af Vinterlys.
Geometriske figurer
Naturen går igen i kunstinstallationen Hexx, der kopierer naturens sekskantede hexagon-figurer fra f.eks. et bistade.
- Installationen er så stor, at publikum har mulighed for at gå ind i eller igennem, og teknikken gør, at installationen kan accelerere eller bremse den subjektive visuelle eller auditive fordybende oplevelse, forklarer Dina Abu Hamdan.
Det er den spanske lyskunstner Calidos, der står bag Hexx – og kunstgruppen har endnu et værk med på Vinterlys 2023, nemlig Tryforce, der er en interaktiv lysinstallation dannet af en omvendt pyramide inde i en anden større pyramide, hvor publikum kan kontrollere og ændre pyrmaidens farver, danse inde i den eller bare nyde at gå rundt i den.
Herudover kan man opleve Stefano Di Buduo/Studio Aesops videoinstallation Imagine Forest, som udforsker skovens mystik.
- Lysstråler afslører træernes skønhed og trækker deres stammer ind i tågen, der omgiver dem.
Tanken bag Installationen er, at tilskueren bevæger sig ud i naturen om aftenen for at overvinde sin frygt for mørket og opdage naturens hemmeligheder, fortæller Dina Abu Hamdan.
Lokalt engagement
Mens Vinterlys-festivalen tiltrækker nogle af de største internationale lyskunstnere, er der også et stort fokus på inddragelse af lokale kunstnere og andre kreative kræfter.
Blandt de lokale kunstnere er Anne Mette Harkes, der med sin installation The Forest Deep Sea Dream ønsker at skubbe på en kultur, hvor affald i højere grad bliver genanvendt.
- Ideen opstod ud fra nogle papmache-vandmænd, jeg lavede med mine børn ud af aviser og med tentakler af bobleplast, silkepapir og andet affald. De hang på vores badeværelse i flere år, og bevægede sig rigtig fint når vinduet stod på klem. Med The Forest Deep Sea Dream bliver affald til skønhed, skønhed bliver til affald - som igen opstår, forklarer hun.
Herudover har både børn, unge og ældre fra bl.a. Ringkøbing-Skjern Kulturskole, skoler, institutioner og aktivitetscentre bidraget til den fælles installation ”Mod strømmen”, hvor laks malet med UV-maling springer i lyset.
Desuden har Kunst- og kulturgruppen under Skjern Udviklingsforum i Skjern bidraget med kunstværker til lysfestivalen, ligesom eleverne på Den danske Design og Håndværksefterskole i Skjern har taget udgangspunkt i gamle skandinaviske sagnfigurer som f.eks. mosekonen, ellefolk, skovhekse, feer, lygtemænd, trolde og mange flere i arbejdet med temaet ”Det forheksede lys”.
FAKTA:
Lysfestivalen Vinterlys åbner i Fredskoven i Skjern på lørdag den 18. februar kl. 18 og vil være åben til og med den 25. februar kl. 22.
Vinterlys har igen i år fokus på samspillet mellem mennesker og natur.
Under temaet ”Mystisk skov” er hele lysfestivalen ”Powered by Vestas”, hvilket betyder, at Vinterlys som den første lysfestival nogensinde udelukkende bruger vedvarende energi fra et kæmpe Vestas-batteri. Samme batteri-teknologi har Vestas tidligere brugt til at sætte strøm på Lukas Grahams koncerter i Danmark sidste sommer. Læs mere om den bæredygtige festival på linket her: https://www.rksk.dk/nyheder/kommunen/lysfestival-vil-oplyse-vintermoerket-med-vedvarende-energihttps://www.rksk.dk/nyheder/kommunen/lysfestival-vil-oplyse-vintermoerket-med-vedvarende-energi
Der er indgang til Vinterlys-festivalen fra bl.a. Fasanvej, Ånumvej, Skovløkken og der er gratis entré.
Udover lyskunstinstallationer fra anerkendte danske og internationale lyskunstnere byder festivalen også på værker af lokale børn, unge og ældre. Herudover vil der være musik og underholdning med bl.a. Koret Stok og Sten, Skjern Garden, Ringkøbing Gardens DrumTribe, foruden gymnastikopvisning, mulighed for at spille natminton – eller badminton i mørket, afsluttende koncert den 25. februar i samarbejde med Generator og meget andet.
Programmet for hele Vinterlys-festivalen ligger her: https://vinterlys.rksk.dk/
Følg også Vinterlys på Facebook-siden Vinterlys Festival https://www.facebook.com/vinterlysrksk/
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri