Kulturprisen 2019 går til kreativitet på de skrå brædder
Med 30 års kunstnerisk virke på de skrå brædder og bag kulisserne på alverdens teatre og på en lille ydmyg scene i Ringkøbings udkant, var det svært – for ikke at sige umuligt - at komme uden om Teatret OM, da Ringkøbing-Skjern Kommunes Kulturpris 2019 skulle uddeles.
Dét afslørede formand for kommunens Kulturudvalg Erik Viborg lørdag ved den traditionelle nytårskoncert i Rofi-Centeret, hvor han overrakte årets kulturpris i koncertens pause.
- Siden 2006 har en lille, men ihærdig, idérig og sprudlende trup, givet lokale såvel som besøgende fra nær og fjern store oplevelser i et industriområde af Ringkøbing – og på turné rundt i kommunen og ude i verden, fortalte Erik Viborg de forsamlede koncertgæster og tilføjede:
- Det er selvfølgelig Teatret OM, jeg taler om. Og folkene bag det lille, store teater: Sandra Pasini, Antonella Diana og Anne-Marie Waage-Petersen, der i år er modtagere af Ringkøbing-Skjern Kommunes Kulturpris.
Hvor scenevante de tre teaterkunstnere end er, så var det lørdag kun Anne-Marie Waage-Petersen og bestyrelsesformand for Teatret OM, Mogens Pedersen, der havde mulighed for at komme på scenen i Rofi-Centeret for at modtage prisen.
- Det er ikke forkert at betegne Teatret OM som både bredtfavnende og internationalt - og som noget meget intimt og meget nært, hvilket jeg er sikker på, at enhver, der har set en eller flere af jeres forestillinger vil kunne skrive under på, sagde Erik Viborg henvendt til prismodtagerne.
Et nødvendigt teater
Det var på en rejse til Sydamerika, at den italienske skuespiller Sandra Pasini sammen med scenografen og billedkunstneren Antonella Diana i 1989 blev inspireret til dét, vi i dag kender som Teatret OM. Hjemme i Rom grundlagde de teatret på baggrund af erfaringer fra bl.a. Colombia, hvor de oplevede, at teaterfolk risikerede fængsel for deres scenekunst – og dermed med en opfattelse af teateret som en menneskelig nødvendighed.
I 1996 kom den lille trup til Danmark, og i 2006 rykkede de til Ringkøbing. Siden da har Teatret OM haft status af egnsteater i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Med jeres internationale forbindelser skaber I forestillinger, der vækker sanserne og giver stof til eftertanke – og forestillinger med både udsyn og nærvær, sagde Erik Viborg i sin tale lørdag og pegede på, at Teatret OM bl.a. med deres internationale teaterfestival hvert tredje år trækker udenlandske teaterfolk til kommunen og bibringer kulturlivet noget nyt, ligesom han fremhævede Teatret Oms rolle i det storslåede show på havnen i Hvide Sande, der på en bidende kold eftermiddag i december 2017 markerede afslutningen på det europæiske kulturhovedstadsår.
- I viste endnu engang, at kvalitet og kreativitet går hånd i hånd – og at man sagtens kan tænke stort, selv om man er et relativt lille teater, understregede kulturudvalgsformanden og tilføjede:
- I Ringkøbing-Skjern Kommune kalder vi os Naturens Rige. På Teatret OM lever I i og med naturen, og I lader jer inspirere af naturen – ligesom I spotter aktuelle tendenser og lader jer inspirere til forestillinger med bid og vid.
FAKTA:
Ringkøbing-Skjern Kommunes Kulturpris uddeles én gang årligt til en i kommunen boende enkeltperson, en forening, institution eller andre der har gjort en særlig indsats for at støtte og fremme de kulturelle aktiviteter i Ringkøbing-Skjern Kommune. Prisen består i år af et kontantbeløb på 8000 kr. og et kunstværk - i dette tilfælde en skulptur af sidste års kulturprismodtager, trækunstneren Otto Pilgaard.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri