20. februar 2020

Kommunal udfordring for heste og ryttere i Sandbæk Plantage

Nikoline Holmgaard har mundtligt givet samtykke til brug af foto. Merete Jensen

I samarbejde med foreningen Ridespor i RKSK planlægger Ringkøbing-Skjern Kommune at anlægge en TREC-bane i kommunens største skov, Sandbæk Plantage. Forudsætningen er, at ryttere frivilligt bygger og vedligeholder banen, og derfor inviteres der til informationsmøde den 25. februar.

Med de store vidder og de mange grønne pletter på landkortet indbyder Naturens Rige til naturridning.

Men nedlagte markveje, privatiserede skove, anlagte stenmelsstier og tungt trafikerede asfaltveje mellem ride-mulighederne gør det til lidt af en udfordring for rytterne at finde gode stier, hvor de må ride – og hvor hestehovene f.eks. ikke ødelægger belægningen for andre brugere.

- Vi åbnede en kombineret mountainbike-, løbe- og vandresti i Snogdal Plantage sidste sommer, hvorefter foreningen Ridespor i RKSK henvendte sig til mig og spurgte ”Hvad med rytterne, hvor må vi være?” fortæller Poul Gregersen.

Han er skovfoged i Ringkøbing-Skjern Kommune og ser gerne, at kommunens grønne arealer i endnu højere grad bliver brugt af alle med interesse for udelivet og naturen.

Derfor er der da også planer om endnu en kombineret mountainbike-, løbe- og vandresti rundt i Sandbæk Plantage. Derfor har Poul Gregersen nu tilbudt rytterne, at der uafhængigt af den nye kombi-sti også kan anlægges en såkaldt TREC-bane i Sandbæk Plantage. Og derfor inviterer Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med Ridespor i RKSK alle interesserede til informationsaften om TREC-banen den 25. februar kl 19.00-21.00 i Skjern Rideklub.

Udfordringer

- Selvom plantagen med 143 hektar er kommunens største skov, er den hurtigt overstået, når man er til hest. Derfor tænkte vi på en TREC-bane, der er en udfordrende forhindringsbane og som har den fordel, at den er fysisk og psykisk krævende for både hest og rytter, fortæller Poul Gregersen og henviser til, at den kommunalt anlagte riderute i Momhøje ikke ser ud til at blive brugt ret meget.

- Vi må nok bare erkende, at rideruten i Momhøje på ca. 4 kilometer for de fleste hesteejeres vedkommende er for kort til, at man læsser hesten og kører efter den, siger han. I Sandbæk er tanken, at de kommende forhindringer fordeles ud over hele riderutens længde – så bliver det mere spændende at komme hele turen rundt. Det vil også være muligt at ride forbi forhindringerne – så TREC-banen bliver et ekstra tilbud.

Brugerne vedligeholder

Poul Gregersen håber derfor, at brugerne af TREC-banen i Sandbæk vil vedligeholde den, hvilket f.eks. indbefatter at man godt må beskære de buske og træer, der med tiden vokser frem og blokerer for udsynet.

- Folk er så velopdragne, at de oftest ikke tør begive sig ud i kommunens skove med sav og grensaks, og det kræver da også lidt viden at beskære korrekt, men den viden skal vi nok finde ud af at få viderebragt til rytterne i Sandbæk, lover han.

Når han overhovedet taler om beskæring og vedligeholdelse er det fordi, tilbuddet om en TREC-bane i Sandbæk Plantage kommer med endnu en udfordring til rytterne.

For godt nok stiller kommunen arealet og materialer fra skoven til rådighed til banen, men det er rytterne og andre frivillige, der skal sørge for at bygge TREC-banen og for, at den bliver vedligeholdt, fortæller Poul Gregersen:

- Vi har pladsen og idéen, men vi vil gerne være sikre på, at vi ikke anlægger en bane, der ikke bliver brugt. Ved at lægge en del af ansvaret ud på rytterne kan vi sikre et ejerskab, der betyder, at rigtig mange er opmærksomme på muligheden af at ride i Sandbæk – og som desuden giver brugerne lyst til at vedligeholde banen, siger han.

Informationsmødet i Skjern den 25. februar afholdes derfor både for at informere om muligheden for en TREC-bane – og for at lodde stemningen blandt rytterne for at stille op og give en hjælpende hånd med at anlægge og vedligeholde den.

- Jeg håber – og tror – at der vil være en rigtig god opbakning blandt hestefolket til projektet, der på sin vis måske godt kunne gå hen og blive et eksempel til efterfølgelse, siger Poul Gregersen.

 

FAKTA:

Informationsmøde om TREC-banen i Sandbæk Plantage den 25. februar er åbent for alle, og det er gratis at deltage. Mødet finder sted på Skjern Rideklub, Skyggehusvej 2a kl. 19.00-21.00.

Som tak for husly opfordres man til at købe kaffe, te eller vand i rideklubbens kiosk. Kommunen giver et stykke kage til kaffen.

En TREC-bane er en forhindringsbane bygget op af skovens egne materialer med forhindringer, der udfordrer både hest og rytter fysisk og psykisk.

Ridespor i RKSK arbejder for at fremme mulighederne for at ride i naturen i Ringkøbing-Skjern Kommune til gavn for livskvalitet, bosætning og turisme. For yderligere information tjek Ridespor i RKSK’s facebookside.