Unge eksilvestjyder dribler sig til oprykning
Allerede hjemme i Ringkøbing-Skjern Kommune spillede mange af de 15-16 unge vestjyder fodbold sammen. Og når de nu mødes i København, hvor de studerer eller arbejder, er det såmænd også tit omkring en fodbold på grønsværen i Frederiksberg Boldklub.
Her har de oprettet deres eget fodboldhold af unge fraflyttere fra Ringkøbing-Skjern Kommune, fået en sponsoraftale med kommunens klub for fraflyttere, Klub Eksilvestjyderne – og er dermed med til at brande kommunen, samtidig med, at de får motion og holder gamle venskaber ved lige.
- De fleste af os kender egentlig hinanden hjemmefra, men vi så måske ikke hinanden så tit, fordi vi jo alle sammen har gang i mange forskellige ting med job og studie osv. Nu ses vi, når vi spiller fodboldkamp, så på grund af holdet får vi set lidt mere til hinanden end vi måske ellers ville have gjort, siger 28-årige Jakob Kamp, der har plads på holdets centrale midtbane – og derudover læser til sygeplejerske.
En del af kommunen
FB-8 holdet har eksisteret i et års tid som et lukket hold, der selv styrer træning og holdopstilling. Trods den korte levetid, er holdet allerede rykket op i rækkerne to gange, senest efter en forårssæson som ubesejret. Efter sommerferien spiller de derfor i Række 2 - iført sponsorerede trøjer med logoet ”Eksilvestjyder – en del af Ringkøbing-Skjern Kommune”.
Det er netop Ringkøbing-Skjern Kommune, der har bidraget med et spillesæt til holdet. Som modydelse hjælper spillerne til med det praktiske, når der afholdes VIP-arrangementer i København for Klub Eksilvestjydernes medlemmer eksempelvis i forbindelse med, at Skjern Håndbold spiller på udebane. Herudover fungerer fodboldholdet som ambassadører for hjemkommunen og som mentorer for nylige eksilvestjyder, der er flyttet til hovedstaden f.eks. for at påbegynde et studie.
Gode ambassadører
Baggrunden for kommunens store interesse for de unge fraflyttere er en undersøgelse, der har vist, at fire ud af 10, der flytter til Ringkøbing-Skjern Kommune tidligere har boet i kommunen. Derfor har kommunen oprettet Klub Eksilvestjyder, der indbyder medlemmerne til særarrangementer i studiebyerne og hjemme i Ringkøbing-Skjern. Som kommunens forbindelse til de unge fraflyttere klæder dem på med viden om bl.a. jobmuligheder og kvadratmeterpriser i kommunen.
- Spillerne på de hold, vi sponsorer spillersæt til, er nogle rigtig gode ambassadør for både kommunen og Klub Eksilvestjyderne. De repræsenterer nogle af de værdier, som kendetegner vores kommune; en høj grad af frivillighed og tillid, og det vil vi gerne være med til at støtte, fortæller Margrete Sørensen, bosætningskoordinator Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Herudover så har sport og foreningslivet rigtige gode vilkår i Ringkøbing-Skjern Kommune, og vi ved at det bl.a. har været medvirkende til at vores eksilvestjyder har startet holdene op, fortsætter hun.
FAKTA:
Hvad er Klub Eksilvestjyder?
Klub Eksilvestjyder er en gratis og uformel klub for folk, der tidligere har boet i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Som medlem af Klub Eksilvestjyder får man:
Invitationer til VIP-arrangementer til eksempelvis Skjern Håndbolds udebanekampe i studiebyer.
Nyheder og tilbud til events i Ringkøbing-Skjern Kommune f.eks. Bork Havn Musikfestival, vandsportsfestivalen WATERZ m.fl.
Løbende orientering om, hvad der sker i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Relevante jobopslag fra Ringkøbing-Skjern Kommune og de virksomheder, som ligger i kommunen.
Mulighed for at netværke med andre eksilvestjyder og erhvervsvirksomheder fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
Klub Eksilvestjyder blev etableret i januar 2016, efter at en til- og fraflytteranalyse udarbejdet af Epinion i efteråret 2015 viste, at flere end fire ud af 10, som flytter til Ringkøbing-Skjern Kommune, tidligere har boet her.
Der er pt 651 medlemmer af Klub Eksilvestjyder. De er fordelt i alle de store uddannelsesbyer i Danmark.
Nuværende og kommende eksilvestjyder kan tilmelde sig Klub Eksilvestjyder via kommunens hjemmeside her: rksk.dk/eksilvestjyder
For yderligere information, kontakt:
Margrete Sørensen, marketingskoordinator 20 60 16 59, margrete.soerensen@rksk.dk
Jakob Kamp, sygeplejerskestuderende, medl. Af Klub Eksilvestjyder, 28 71 56 74
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri