Tandpinen kureres igen gratis for socialt udsatte
21 tænder er trukket ud, 14 andre ”bisser” har fået en fyldning - og i alt 30 borgere har siden 2015 fået gratis tandlægehjælp i Ringkøbing-Skjern Kommune. Torsdag den 28. juni er der igen klinikaften, hvor frivillige tandlæger og klinikassistenter står klar.
Bag behandling af tandpine til socialt udsatte står otte frivillige tandlæger og seks lige så frivillige klinikassistenter. De behandler borgere, som på grund af psykiske eller sociale problemer ikke benytter sig af almindelige tandbehandlingstilbud.
Ordningens primære fokus er smertebehandling og indledende undersøgelser, men borgerne får også et par ord med på vejen om, hvordan de kan begynde på almindelig tandpleje og -behandling igen, hvis det er relevant.
- Vi tager en grundig snak med patienterne, inden vi går i gang, for de har næsten alle tandlægeangst i mere eller mindre udtalt grad, fortæller leder af den kommunale tandpleje, Ulla Henningsen.
Gennemgående har borgerne, der allerede har benyttet sig af det gratis tilbud, ikke været tandlæge i årtier på grund af fx økonomi, angst eller misbrug – og er derfor mødt med smerter og et stort behov for behandling.
En del af dem, der allerede har brugt ordningen, har været yngre mennesker i tyverne – og dermed yngre end arbejdsgruppen bag initiativet havde forventet.
- Borgerne skal visiteres til det gratis tilbud, men processen er blevet forenklet i forhold til sidst, så denne gang kan de bare ringe til mig eller Trine Bloch Hansen i Sundhedscenter Vest, fortæller Ulla Henningsen.
Det er der allerede mange, der har gjort, men der er stadig plads til en fire-fem stykker mere.
Ulla Henningsen har telefonnummer 9974 1648 og mobil 2184 6950. Trine Bloch Hansen kan nås på 9974 1592 eller 2018 3301.
Behandlingerne foregår på den kommunale klinik på Holmegårdsvej i Ringkøbing, og man skal selv sørge for transporten dertil.
Fakta
- Bag ordningen står otte frivillige tandlæger og seks frivillige klinikassistenter fra hele kommunen
- 30 borgere er visiteret
- Grundig dialog mellem patient og tandlæge før behandling
- Alle har fået klinisk undersøgelse og nødvendige røntgenbilleder
- 21 tænder er trukket ud – og 14 fyldninger lagt
- 24 borgere er fortsat i privat tandlægepraksis med støtte til ansøgning om økonomisk hjælp og nødvendig støtte til fremmøde
- Fire borgere er visiteret til den regionale specialtandpleje
- To borgere sammen med deres ledsagere rådgivet i forhold til at opsøge klinisk tandtekniker for fremstilling af proteser.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri