Ringkøbing-Skjern Kommune har masser af plads til flere virksomheder
Ringkøbing-Skjern Kommune vil ikke bare gerne have flere tilflyttere. Kommunen ønsker også, at flere virksomheder flytter til Ringkøbing-Skjern. Derfor er de ledige kommunale erhvervsgrunde nu også kommet på www.grundsalg.rksk.dk, der i forvejen i ord og billeder præsenterer boliggrunde i 33 byer og landsbyer i kommunen.
De kommunale erhvervsgrunde præsenteres på selvstændige sider med tekst, kort og billeder af de enkelte grunde og grundområderne. Det gør det nemt at se, hvor de ligger, hvordan omgivelserne ser ud, hvor langt der er til bl.a. motorvej og havn og hvad de koster. Interesserede kan samtidig direkte fra siden hente lokalplaner og eventuelle andre tekniske dokumenter, så de kan finde ud af, om grundene passer til deres virksomheder.
Stigende interesse for erhvervsgrunde
- Vi kalder os Danmarks største arbejdsplads, fordi vi har flere arbejdspladser pr. 100 indbyggere end Aarhus, Herning og Odense, men som landets geografisk største kommune har vi masser af plads til flere. Og vi oplever faktisk i år – på trods af corona-krisen - en stigende interesse for vores erhvervsgrunde, siger Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Vi har aktuelt flere reserverede grunde og et par konkrete salg er godt på vej. Derfor er vi også glade for nu at kunne vise erhvervsgrundene frem med relevante oplysninger og billeder. Vi vil gerne have endnu flere til at se, hvad vi kan byde på.
-Virksomhederne kan få rigtig meget grund for pengene i Ringkøbing-Skjern. Priserne ligger mellem 40 og 100 kroner inklusiv moms pr. kvadratmeter. I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi også papir på at være erhvervsvenlige, fremhæver Hans Østergaard.
Han henviser til, at Ringkøbing-Skjern Kommune i efteråret 2019 for syvende år i træk rykkede frem og nu ligger på en tredjeplads i Dansk Industri´s måling af erhvervsvenlighed i de danske kommuner.
Kommunale erhvervsgrunde til salg i 11 byer
På platformen er der foreløbig 11 grundområder med tilsammen 41 erhvervsgrunde til salg fordelt på seks byer. Der er yderligere otte kommunale erhvervsgrunde til salg i fem byer, og de vil inden længe også kunne findes på www.grundsalg.rksk.dk.
Erhvervsgrundene udstykkes først i forbindelse med en konkret købsaftale, når den ønskede grundstørrelse er aftalt mellem en køber og kommunen. Flere af grundene kan nemlig deles op i mindre grunde og andre kan sammenlægges til større, alt efter hvad virksomheden har brug for.
På den anden del af grundsalg.rksk.dk er der godt 150 kommunale boliggrunde til salg fordelt på 33 byer, så der er også gode mulighed for at finde en grund til drømmehuset i Ringkøbing-Skjern Kommune. De kommunale boliggrunde markedsføres også via boligsiden Boliga.
FAKTA:
På www.grundsalg.rksk.dk/erhverv kan du finde erhvervsgrunde til salg i Hvide Sande, Lem, Ringkøbing, Skjern, Tarm og Videbæk. Inden længe kommer de ledige erhvervsgrundene i Borris, Hoven, Spjald, Tim og Troldhede også på siden.
Ringkøbing-Skjern Kommune rykkede i efteråret 2019 fra en femteplads til en tredjeplads i Dansk Industri´s måling af erhvervsklimaet i de danske kommuner.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri