2. juni 2023

På eventyr i Naturens Rige

udsnit

Flere end 150.000 børn og voksne har allerede været på eventyr med appen Natureventyr, og nu inviterer Ringkøbing-Skjern Kommune sammen med Ringkøbing Fjord Museer og Naturstyrelsen til lanceringen af det andet af foreløbig tre eventyr i Naturens Rige.

Lanceringen sker fredag den 16. juni kl. 15:00 ved Lyngvig Fyr, hvor 2. viceborgmester Kristian Andersen byder velkommen. Herefter kan de besøgende via app’en Natureventyr lytte til eventyret ”Anker og strandingen ved Lyngvig Fyr” på dansk, engelsk eller tysk, mens de går en børnevenlig rute på 1,3 km i klitterne mellem fyret og Vesterhavet.

Efter gåturen rundt på eventyrstien er der is og diplom til alle børnene, mens de voksne får en lokal forfriskning fra Vestjysk Smag.

Eventyret, der primært er tiltænkt børn i alderen 4-9 år og deres voksne, er skrevet specifikt med naturen omkring Lyngvig Fyr i tankerne.

Fortællingen handler om drengen Anker, som er på besøg ved Lyngvig Fyr med sin oldefar, den tidligere fyrmester. Anker opdager en strandet hval på stranden, og sammen med hugormen Hugo vækker han de sovende sandtrolde og kalder på kystens vogter, den sagnomspundne Vesterhavfrue, for at hjælpe den strandede hval til havs.

- Udover hugormen er der også en hjælpsom sølvmåge i eventyret. Mange er bange for hugorme, og mågen er en udskældt art. Med eventyret vil vi gerne fortælle børnene, at de skal have respekt for naturen, men at de ikke behøver frygte den, fortæller naturmedarbejder i Ringkøbing-Skjern Kommune, Sophie Walseth Albæk.

Hun tilføjer, at børnene undervejs på eventyrene bliver inddraget i fortællingen gennem små refleksioner, quizspørgsmål og udfordringer, som skal løses.

Bag natureventyret og samarbejdet med Natureventyr-app’en står - udover Ringkøbing-Skjern Kommune - også Naturstyrelsen og Ringkøbing Fjord Museer.

- Formålet med samarbejdet er, at vi gerne vil gøre det nemt og sjovt for børnefamilier at tage på opdagelse i naturen. I appen kan man få kørselsvejledning til eventyret via Google Maps, og man kan hurtigt skabe sig et overblik over faciliteter på stedet, samt hvor langt eventyret er - og hvor længe det ca. varer at gå eventyrruten, forklarer Sophie Walseth Albæk og appellerer til, at forældrene på forhånd downloader den gratis app "Natureventyr" til IOS og Android, så de er klar til et forrygende eventyr allerede ved ankomsten til Lyngvig Fyr.

Natureventyret om Anker og den strandede kaskelothval er det andet af tre stedspecifikke natureventyr i Ringkøbing-Skjern Kommune. I oktober 2022 indviede kommunen det første eventyr i Snogdal Plantage, hvor man naturligvis stadig kan høre eventyret og gå den 1,4 km lange eventyrrute.  

Natureventyrene er lavet specifikt til de pågældende ruter og er udformet som skattejagter, hvor børnene bliver inddraget i hvert kapitel med sjove udfordringer og spørgsmål ude på ruten. Kort over ruten med GPS er indbygget i appen, så man går eventyret kapitel for kapitel.

Målgruppen for natureventyret er børn i alderen 4-9 år sammen med deres familier.

Natureventyr er en gratis app, som indeholder omkring 200 eventyr, som er skrevet unikt til ruter i den danske natur.

 

FAKTA:

Programmet for indvielsen den 16. juni:

Kl. 10-12 Ruten gennemføres af skoleklasser og turister. Børnene får diplom og is i mål-området

Kl. 13-17 Ruten er åben for turister, børnefamilier, bedsteforældre m.fl.

Kl. 15 Officiel indvielse med tale af 2. viceborgmester Kristian Andersen; herefter sandtrolds-sandkage, likør og is til børnene.

Hvor: Lyngvig Fyr

Længde: 1,3 km

Varighed: ca. 45 min

Pris: Gratis