Nationalparkudvalg: Vi er klar!
Det er godt en måned siden medlemmerne af Nationalpark Skjern Å-udvalget blev endelig offentliggjort. Nu er de trukket i arbejdstøjet
Medlemmer af Nationalpark Skjern Å-udvalget har netop holdt deres første møde, et døgnseminar, hvor de blev introduceret til det fremadrettede arbejde og begyndte på de overordnede diskussioner.
- Vi havde et godt møde, hvor vi kom rigtig flot fra start. Jeg mærker en stor entusiasme og vilje til at nå det fælles mål om, at Danmarks næste nationalpark bliver omkring Skjern Å. Vi har fra begyndelsen meldt ud, at udvalget skal være klar til en på alle måder lidt speciel og tidskrævende opgave, og jeg er ikke i tvivl om, at vi allerede er godt på vej, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard.
Under seminaret talte udvalgets medlemmer sig ind på de mange opgaver, der ligger lige for, og der var enighed om, at man i arbejdet frem mod en ny nationalpark skal inddrage helt nye greb baseret på frivillighed. Ét sådan greb skal blandt andet adressere klimaudfordringerne. Både dem der allerede nu mærkes i form af ekstremnedbør og stigende grundvandsspejl, og dem, forskerne forudsiger, bliver en del af hverdagen i fremtiden.
Et andet tema, som udvalget vil arbejde videre med, er jordfordeling, hvilket betyder, at noget af den jord der indgår i nationalparken vil blive forsøgt ombyttet med anden jord.
Begejstring og inddragelse
På mødet fyldte også inddragelsen af borgere, interesseorganisationer og politikere.
- Vi er enige om, at vi skal have en både åben og involverende proces, hvor vi løbende involverer de borgere, politikere og interesseorganisationer, der kan hjælpe os. Vi har med udvalget sikret, at vi har kompetencer og adgang til stærke netværk, der kan spille ind i løsningen. Det skal vi forstå at bruge, ligesom vi løbende vil inddrage alle, der kan bidrage til den endelige ansøgning - ikke bare én gang, men når det er relevant, siger Hans Østergaard.
Han understreger, at arbejdet frem mod en ny nationalpark i Danmark nu for alvor er sat i gang, og at man fra udvalgets side løbende vil informere om udviklingen.
Udvalget vil som udgangspunkt mødes én gang månedligt. Første ordinære møde holdes den 19. juni 2018.
FAKTA
Nationalpark Skjern Å-udvalget består af følgende 11 medlemmer:
Borgmester Hans Østergaard, 1. viceborgmester Søren Elbæk, 2. viceborgmester Kristian Andersen, 1. viceborgmester i Herning Kommune Anne Mette Bang Rasmussen, Søren Christensen - Vestjysk Landboforening, Tage Madsen - Danmarks Naturfredningsforening, Benny Pedersen - Friluftsrådet, Lars Foged - Skjern, Jes Nissen - Borris, Leif Theilgaard - Ringkøbing og Claus Tobler - Videbæk.
Loven om nationalparker, og den medfølgende bevilling på Finansloven, levner pt. kun politisk vilje og statsfinansiering til fem nationalparker i Danmark. De fem er allerede oprettet (Nationalpark Thy, Nationalpark Vadehavet, Nationalpark Skjoldungernes Land, Nationalpark Mols Bjerge og Nationalpark Kongernes Nordsjælland). Derfor kræver det, at forligspartierne bag loven udvider aftalen, hvis Nationalpark Skjern Å skal blive en realitet.
Ifølge loven skal nationalparkerne afspejle de natur- og landskabstyper, der er i Danmark, og Skjern Å området rummer anderledes naturtyper end de andre nationalparker; å-systemet afvander 11-12 procent af hele Jylland, og er et unikt stykke natur.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri