Lokale butikker skal være superbrugere i service og e-handel
Tre ting skal ruste det lokale forretningsliv til konkurrencen med e-handel og butikscentre: service, service og service. Det handler et bredt favnende projekt, som Erhvervsvækstforum støtter, om.
Formålet med projektet, Servicetjek RKSK, er at øge serviceniveauet i butikkerne, så kunder i Ringkøbing-Skjern Kommunes forretningsliv oplever, at butikkerne giver dem en ekstraordinær service.
Det er Ringkøbing Fjord Handelsråd, der står for projektet og de enkelte handelsforeninger, der skal holde kurserne. I Videbæk er de kommet først i gang: Det første kursus er allerede afholdt dér, og det næste finder sted på tirsdag den 13. juni. 17 forretninger har tilmeldt sig.
På kurserne bliver de handlende og deres personale uddannet til superbrugere i servicering, forandringsledelse og nethandel. Georg Ørskov har fået opgaven med at lede kurserne og give indehavere og ansatte i lokale butikker ny viden om, hvordan de bedst ruster sig til fremtiden, som den virkelig ser ud.
- Der er stadig forretningsindehavere, som helst vil forestille sig, at nethandlen forsvinder igen, og at den lokale handel vil stige, når folk får flere penge mellem hænderne, men der er altså ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske, siger Georg Ørskov.
I stedet kan forretninger i områder som Ringkøbing-Skjern benytte sig af de nye muligheder for egen e-butik og servicering af kunder, der behøver hjælp på nettet.
Efter planen skal der holdes kurser i Videbæk, Tarm, Skjern og Ringkøbing plus Hvide Sande, hvor kursisterne - i en verden, hvor e-handel er kommet for at blive - lærer at servicere forskellige typer af kunder bedst muligt. Fx gennem fokus på om kunder, der spørger om gode råd i forbindelse med et køb på nettet, kan flyttes til at handle gennem butikken i stedet.
- Mange kunder går selvfølgelig efter den laveste pris, men mange kan også godt lide at komme ud at ose i butikkerne og tale med de ansatte der, før de beslutter sig. Det skal de handlende udnytte til deres fordel, siger Georg Ørskov.
Et andet vigtigt element på kurset er hvordan de forskellige typer af kunder bedst serviceres.
– Det handler også om, at man ser sig selv udefra og ved, hvilken type man er. Det er vigtigt at gøre sig tanker om, hvordan man kan være lige engageret i at sælge til dem, der ligner én selv og dem, der ikke gør, siger han.
Efter workshoppen tilmelder butikker sig en lignende proces for det samlede personale. Hele forløbet skal evalueres i efteråret 2018.
Handelsforeningerne i Skjern, Tarm og Ringkøbing er klar til at udbyde kurserne i august og september. Handlende i Hvide Sande bliver inviteret med til kurserne i Ringkøbing.
Fakta
Støtten fra Erhvervsvækstforum er fordelt på to bevillinger på tilsammen 630.900 kr.:
17. januar 2017 blev 293.400 bevilget til udviklingsprojektet
18. april blev ekstra 337.500 kr. bevilget til implementering.
Der er afsat i alt 4.875.000 til Erhvervsvækstforum i 2017.
Puljen eksisterer frem til 2020 og der er 4.875.00 i puljen pr. år.
Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune har oprettet Erhvervsvækstforum med et årligt budget på 4,5 mio. kroner til at støtte og igangsætte private erhvervsaktørs initiativer, som giver vækst i området.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri