4. juni 2021

Hele kommunen i din lomme

Foto: Sabine Jensen, RKSK museum

Det er godt fem år siden, at Ringkøbing-Skjern Kommune lancerede app-guiden Naturens Rige. Og selv om kulturhistorien og naturens rigdom ikke har ændret sig radikalt i mellemtiden, er app’en forældet.

Derfor lancerer kommunen nu den nye Naturens Rige-app, der på en enkel og let overskuelig måde giver brugeren lettilgængelige kort, informationer om kulturhistoriske seværdigheder og naturperler i hele kommunen.

- Vi har lyttet til brugerne og forenklet app’en, siger Anne-Marie Gintberg, der som GIS-koordinator i kommunen har stået i spidsen for udviklingen af app’en og som har faciliteret, at kollegerne i afdelingen for Kultur, Natur og Fritid, og bl.a. Ringkøbing-Skjern Museum, Trap Danmark og Historisk Atlas har fyldt data på.

App’en er delt op i ”Friluftsliv på land” og ”Friluftsliv på/i/ved vand” og er ifølge Anne-Marie Gintberg tænkt som et redskab til, at man kan komme ud i kommunen og få information om, hvad det er, man går forbi.

App’en har en brummefunktion, så man bliver gjort opmærksom på det, når man går forbi steder af væsentlig interesse.

- Hvis man bruger webkortene og ikke offline kortet, har slået brummefunktionen til under ”Indstillinger” og har app’en tændt, vil telefonen vibrere i lommen, når man passerer et sted med natur- eller kulturhistorisk særpræg, og så kan man læse mere om stederne – i kortere træk fra Historisk Atlas eller mere i dybden med links til Trap Danmark, fortæller Anne-Marie Gintberg og tilføjer:

- Netop det med at telefonen kan blive i lommen er en fordel, for elektronikken skal hjælpe os til at opleve kommunen, men den skal ikke have det fokus den nemt får, hvis man skal gå rundt med telefonen fremme.

- Ringkøbing-Skjern Museum blev en del af Historisk Atlas i 2016 og har siden bidraget med fortællinger om alt fra fortidsminder og fredede bygninger til lokal kulturhistorie til glæde for lokale og besøgende i vores kommune. At al den viden nu er endnu lettere tilgængelig for den enkelte via Naturens Rige-app’en, er bestemt i vores interesse, siger Peter Carstensen, museumsinspektør og souschef ved Ringkøbing-Skjern Museum.

Vil involvere brugerne

Informationerne på Naturens Rige app’en vil løbende blive opdateret. Ud over fortællingerne inkluderer de også f.eks. turforslag, regler for sejlads i å, fjord m.m. og praktisk info om faciliteter som offentlige toiletter og shelters.

Når den første indkøring er på plads vil kommunen invitere brugerne til at komme med forslag eller kommentarer til app’ens brugervenlighed og nytte, men allerede nu er der under ”Indstillinger” en ”Skriv til os”-funktion, så brugere kan gøre opmærksom på eventuelle fejl og mangler ved app’en. 

- Det kan være, at vi har noteret et bord-bænkesæt i app’en, som ikke længere står derude, eller at man opdager ting, som er anderledes i virkelighedens verden end i beskrivelsen i app’en, og så vil vi gerne vide det, så vi hele tiden kan sikre, at app’en giver korrekte informationer, siger Søren Frederiksen.

Som naturvejleder og udviklingskonsulent i kommunens afdeling for Kultur, Natur og Fritid er han glad for at få sat spot på nogle af alle de steder lokalt, som er værd at besøge: 

- Før coronanedlukningen har vi været gode til at rejse ud og se og opleve steder. Men efterhånden er der nok mange, der har fået øjnene op for, at der også er interessante steder og ting at se og opleve i vores egen baghave – ikke mindst, hvis man bliver guidet lidt på vej, forklarer han.

Også Ringkøbing-Skjern Museums kultur- og naturvejleder Sabine Jensen peger på, at det nogle gange kræver noget ’ekstra’ som f.eks. flag, opgaver, fortællinger eller lignende at trække folk ud i nye områder:

- Vi kunne jo se det i februar og marts måned, hvor folk virkelig tog konceptet med de markerede ture på mere eller mindre ukendte steder til sig, da vi i et samarbejde mellem Sundhedscenter Vest, FrivilligVest, kommunen og museet hver weekend markerede Wild West Walk ’n’ Run-ruter med små røde flag og sørgede for at informere om, hvad man kunne se undervejs på turen, fortæller hun.

I kommentarsporet på den tilhørende facebookside var der da også adskillige bemærkninger fra folk, der havde været på tur i en skov eller plantage, som de troede, de kendte ud og ind – og hvor de alligevel var blevet guidet til nye ukendte hjørner.

- Gå-kulturen er vokset helt vildt i denne corona-tid, og nu kan gåturen udvides med endnu et lag. Kulturhistoriske og andre interessante steder vil få mobilen til at ”brumme” og give mulighed for, at man kan blive lidt klogere på omgivelserne, måske endda på den vante hundeluftetur, siger Sabine Jensen og tilføjer:

- Jeg håber, at brummefunktionen kan vække nysgerrighed - og at den kan gøre det sjovt at komme ud og gå på opdagelse nye steder.

Det håb er hun ikke alene om at have:

- Man skal betragte Naturens Rige-app’en som en guide eller en lettilgængelig form for formidling som man nemt kan tage med sig og som man kan vælge at bruge i det omfang, man har lyst til, siger også Anne-Marie Gintberg.

 

FAKTA:

Naturens Rige app’en kan downloades gratis i App Store eller hvor man normalt henter sine apps. Hvis du vil have gavn af brumme-funktionen, skal enheden være online, man skal have valg et webkort, og man skal acceptere, at app’en registrerer ens GPS-position, når man bruger app’en.

På mobiltelefoner med android-styresystemet kan brumme-funktionen pt ikke bruges, fordi dvaletilstanden blokerer for GPS-positioner. Android-telefoner skal derfor holdes aktivt i hånden på turen, hvis man vil have påmindelser om fortællingerne fra Historisk Atlas og Trap Danmark. iPhones kan snildt blive i lommen eller tasken, når man går tur.

Bevæger man sig ud i områder med dårlig internetdækning, kan man downloade app’ens off-line kort og bruge dem.

Den gamle Naturens Rige app, kan ikke længere benyttes.