Brug to sekunder mere i lyskrydset – og red liv
Hver gang vi vælger cyklen i stedet for bilen, vælger vi også motionen, den friske luft og en klimavenlig transportform. Men for alt for mange er cyklen desværre også forbundet med uheld og alvorlige skader.
Nye tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 2.890 cyklister blev dræbt eller kom alvorligt til skade i trafikken fra 2018 til 2022. Heraf kom to ud af tre – svarende til 1.943 personer til skade i krydsulykker.
Derfor går Ringkøbing-Skjern Kommune nu med i kampagnen ”Brug 2 sek. mere” i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik. Det centrale budskab i kampagnen er, at mange krydsulykker kunne undgås, hvis blot cyklisten og bilisten orienterede sig et øjeblik mere.
- Har man kørt bil i de større byer, ved man hvor nervepirrende det kan være at dreje til højre ved en cykelsti. I Ringkøbing-Skjern Kommune har vi ikke helt det samme antal cyklister på vejene, men netop derfor kan man komme til at overse dem i trafikken eller glemme at kigge sig over skulderen, inden man drejer. Desuden ser vi også ulykkerne i T-kryds, så kampagnen er bestemt også relevant i en kommune som Ringkøbing-Skjern, siger Michael Steen Vejrup fra kommunens Vej- og Park-afdeling.
Frem til den 2. juli vil der derfor være plakater og asfaltgrafikker med ”Brug 2 sek. mere”-opfordringen til cyklister og bilister i nærheden af kryds i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- I bytrafik sker to ud af tre alvorlige ulykker med cyklister i kryds, og med kampagnen ”Brug 2 sek. mere” opfordrer vi derfor til, at både cyklister og bilister orienterer sig lidt bedre og er særligt opmærksomme på andre trafikanter i krydset, siger Mathias Hjorth Frederiksen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Gode råd til cyklister og bilister
Til cyklister:
- Undgå at have hørebøffer på eller kigge på mobilen, når du kører igennem et kryds
- Hold øjnene åbne og orienter dig grundigt i krydset, før du kører videre
- Vær opmærksom på, at bilisterne måske ikke ser dig, og pas ekstra på
Til bilister:
- Sørg for at orientere dig ekstra grundigt, når du skal svinge i et kryds
- Vær opmærksom på, at cyklister kan være svære at se, og tænk over, hvor de kan være henne
- Hold øjnene åbne og undgå at blive forstyrret af mobiltelefonen eller andet i kabinen.
Fakta:
Fra 2018 til 2022 blev 1.943 cyklister dræbt eller kom alvorligt til skade i krydsulykker på landsplan. I bytrafik er det 7 ud af 10 dræbte eller alvorligt tilskadekomne cyklister, hvor ulykken skete i et kryds, mens det uden for byzoner var halvdelen, som kom til skade i et kryds.
I Midt- og Vestjyllands Politikreds har der været 107 krydsulykker de seneste 5 år.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri