Verdensteater fejrer jubilæum i Brasilien, Mexico, Milano, Madrid … og Ringkøbing
Odin Teatret satte Holstebro på kulturkortet, og er en af de få originale teatergrupper, der stadig holder sammen. Nu fejrer det internationalt anerkendte teater 60-års jubilæum med forestillinger og dramaturgiske workshops i hele verden – herunder også i Ringkøbing den 16.-25. juli.
Det er ikke et hvilket som helst teater, der gæster Ringkøbing – og dermed ’finder hjem’ i sommerdagene den 16.-25. juli. Det er et verdensteater, drevet og støttet af nogle af de mest anerkendte internationale teaterfolk.
Når den internationale teatertrup bag Odin Teatret i år fejrer 60-års jubilæum er det med forestillinger i bl.a. Brasilien, Mexico, Madrid, Milano og Athen. Og alligevel er det på Kulturvæksthuset Brogården i Ringkøbing, at den nu 86-årige stifter af Odin Teatret, Eugenio Barba, finder … hjem.
- Eugenio Barba var her og så gårdspladsen på Brogården – og så var han solgt. Han blev så vildt begejstret over vores setting, vores samarbejde med Teatret OM og vores lokale gymnasier, at Ringkøbing og ikke Holstebro nu bliver Odin Teatrets ’hjem’ i jubilæumsåret, fortæller Dina Abu Hamdan, kulturkonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune og kunstnerisk leder på Brogården.
Bannerførere
I sig selv er Dina Abu Hamdan lidt af en kunstnerisk kapacitet – og udover den brostensbelagte gårdsplads på Brogården har hendes internationale netværk været med til at sikre, at det er borgere og besøgende i Ringkøbing, der over de ni dage i juli måned kan følge en af de meget få originale teatertrupper til forestillinger på Brogården, på Teatret OM og på Torvet i Ringkøbing – foruden foredrag og film på Brogården samt workshops på Ringkøbing gymnasium.
- Det er ikke en overdrivelse at sige, at Eugenio Barba er en verdenskapacitet, og hele truppen er så dygtig og inspirerende at observere. Odin Teatret var bannerførere i at placere Holstebro i kultureliten. Da de dannede deres eksperimenterende teatertrup for 60 år siden engagerede de sig med lokalbefolkningen på en helt ny og inddragende måde, fortæller Dina Abu Hamdan og tilføjer:
- Odin Teatret er én af verdens mest anerkendte teatertrupper, og noget af det mest fantastiske er, at de stadig holder sammen. Truppen består stadig af de samme mennesker som startede den i 1964.
Gratis teateroplevelser
’Odin Home’ er navnet på jubilæumsseminaret, der byder på gensyn og nyfortolkninger af nogle af Odin Teatrets største succeser. Ud over forestillinger byder Odin Home også på fællesskab, dramaturgiske workshops og demonstration af teknikker, film og teater antropologi – alt sammen under ledelse af den legendariske teaterleder og Odin Teatrets skuespillere.
I foråret har interesserede teaterfolk fra hele verden søgt ind på en af de 40 workshop-pladser ved ’Odin Home’. Når man medtæller teatrets egne folk og samarbejdspartnerne fra Ringkøbings lokale egnsteater Teatret OM og kommunens Kulturafdeling er tæt på 60 mennesker en del af jubilæumsfejringen i Ringkøbing.
Til indkvartering af de mange mennesker er kommunens folk gået gennem hækken til Det Kristne Gymnasium og Ringkøbing Gymnasium, som begge slår dørene op og indkvarterer deltagerne.
- Det er mange mennesker, men jeg håber, at folk vil komme og være sammen med os, stoppe op og se forestillingerne i byen og falde i snak med deltagerne. Odin Home er for byens – og kommunens borgere, forklarer Dina Abu Hamdan.
Hun tilføjer, at mens 60 mennesker gående i samlet flok gennem Ringkøbing nok mest af alt ligner en demonstration, så er der ikke tale om en protest, men bare en ’demonstration af høj kunstnerisk kvalitet’.
Søndag den 21. juli kl. 10:00-11:30 er der gratis familieforestilling af stykket THE THRILLING VIOLINISTS på Brogården i Ringkøbing, og hver aften fra den 17.-24. juli opføres et nyt teaterstykke på teateret OM.
Hvilke forestillinger, der er på plakaten og hvor man kan bestille billetter til en oplevelse ud over det sædvanlige, kan man nærstudere på programmet, der ligger på Odin Teatrets hjemmeside her: https://odinteatret.org/index.php/masterclass/odin-home-16-25-july/ og på Teatret OMs hjemmeside https://teatretom.dk
FAKTA:
Odin Teatret blev stiftet i 1964 af den nu 86-årige Eugenio Barba.
60-års jubilæet fejrer Odin Teatret med en række forestillinger og workshops rundt i verden, heriblandt i Ringkøbing den 16-25. juli.
Jubilæumsseminaret i Ringkøbing sker i samarbejde med Teatret OM, Ringkøbing-Skjern Kommune, Det Kristne Gymnasium og Ringkøbing Gymnasium.
Alle forestillinger kan bookes gratis på Teatret OMs hjemmeside https://teatretom.dk/
Gratis familieforestilling søndag den 21. juli kl. 10.00 - 11.30 på Brogården kulturvæksthuset, Brogårdsvej, 9, Ringkøbing
Læs om kulturvæksthuset Brogården på linket her: www.brogaardenkultur.dk
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan