16. juli 2018

Tour de Naturens Rige med elbil

Tour de Naturens Rige med elbil

Hverdagsmagien er lige rundt om hjørnet, mener blogger og instagrammer, Bjørn Ellermand fra udkant.dk. Han har lånt nøglerne til kommunens elbil og vil - henover de kommende uger på Ringkøbing-Skjern Kommunes Facebookside - give sit bud på steder i den lokale natur, hvor man skulle tage at lade sin nysgerrighed løbe uden snor, nu hvor mange har ekstra god tid i ferien.

Hvis du ikke synes, at landskabet er særligt spændende, der hvor du bor, så er det højst sandsynligt fordi, du har glemt at tage afstikkere på din daglige rute på cyklen, på gåben eller i bilen, mener Bjørn Ellermand, 28 år og manden bag instragramprofilen Udkant.dk samt bloggen og YouTube kanalen af samme navn:

- Jeg forstår ikke, at folk har så travlt med at komme afsted i et fly for at se noget flot eller speciel natur. Jeg synes, at der er så meget lige uden for døren. Hvis man lige bryder rutinen og drejer til højre frem for til venstre en gang imellem, så er der en masse vildt spændende steder at udforske, siger Bjørn Ellermand.

Og det er lige nøjagtigt, hvad han har gjort i energisekretariatets elbil, som kommunen har stillet til rådighed. Mens Bjørn Ellermand har ladet det ene sving tage det næste, har han fotograferet på sin vej til inspiration for udflugter og opdagelsesture ud i den lokale natur. Resultatet kan ses på kommunens Facebookside de kommende uger.

- Jeg synes, det er vigtigt at være nysgerrig på det sted, man kommer fra, og det går op i en højere enhed for mig, at gøre opmærksom på de mange særlige steder og gøre det en elbil, der repræsenterer grøn energi, siger han.

Rejsen – og nysgerrigheden - har også bragt ham nye steder hen blandt andet kulsøen ved Ådum. Men der også er gamle favoritter iblandt anbefalingerne.

Elbil til inspiration
- I virkeligheden er tanken nærliggende: Vi har en lokal blogger/instagrammer, der gør et rigtigt godt stykke arbejde med at vise, hvorfor Naturens Rige er et godt sted at bo som ung, og vi har en elbil, der gerne skal inspirere til den grønne omstilling på landevejene ved, at vi låner den ud. Så vi har spurgt Bjørn, om han kunne tænke sig at udforske kommunen og give sommerferietips til nogle af de helt særlige steder, vi har her i Danmarks største kommune, siger Ann Elisabeth Bjerrehøj, leder af afdelingen Ekstern Udvikling i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Som tænkt, så gjort, og nu ruller glimt fra turen i kommunens klimabil ud på kommunens facebookside i uge 29 og 30.

Bjørn Ellermand kommer oprindeligt fra Ølstrup og er modsat trenden blevet boende i kommunen, mens han tager sin uddannelse. Han er uddannet webdesigner og efter sommerferien tager han hul på sidste semester på Digital Konceptudvikler på Erhvervsakademiet i Herning.

Han oprettede bloggen, You Tube-kanalen og Instagramprofilen Udkant.dk som et laboratorium for den viden, han fik fra sit studie. Navnet er en reaktion på den måde, By- og Landdanmark taler om hinanden på:

- Jeg fik lyst til at vise alle de gode ting, vi har her i ”udkanten”. I begyndelsen fokuserede jeg mere på unge iværksættere, men efterhånden som jeg er begyndt at brænde mere og mere for fotografi, er det motiverne fra naturen, der får lov at fylde.

Elbil til grøn omstilling
Elbilen er indkøbt af kommunens Energisekretariat, der til daglig arbejder på flere fronter for at indfri målet om, at kommunen som område bliver selvforsynende med vedvarende energi i 2020 

- Vi er i forvejen mere end selvforsynende med vedvarende strøm. Derfor kigger vi nu på muligheder for at skifte vores fossile energiforbrug ud med energi, der stammer fra bæredygtige kilder, som eksempelvis en bil, der kører på strøm fremfor benzin.

- Her tror vi, at der godt kan være nogle barrierer i forhold til at blive tryg ved en ny teknologi, og derfor vil vi gerne låne bilen ud, og vise, at den egentlig bare er en bil, siger Ann Elisabeth Bjerrehøj.

- Vi tror på, at noget af det mystiske går af, når man prøver tingene selv, derfor har vi tegnet de nødvendige forsikringer, så elbilen kan lånes ud, siger Ann Elisabeth Bjerrehøj, der opfordrer til, at man holder øje med kommunens facebookside, hvis man selv gerne vil prøve at sidde bag rattet:

- I forlængelse af udkant.dks sommerferietips kommer vil til at udlodde rådighedsretten over bilen i nogle weekender, og har man ikke heldet med sig her, så kommer der flere chancer. Hele ideen er at sætte bilen i spil, siger hun.

Fakta
Elbilen er ikke kommunens eneste tiltag i retning at give omstillingen til grøn transport et puf: I efteråret 2017 afholdt kommunen en elbildag ligesom en arbejdsgruppe bestående af frivillige under Energirådet skabte Medvinder på elcykel, hvor de tre landsbyer, Borris, Højmark og Lem dystede om, hvem der kunne tilbagelægge flest kilometer på elcykel, med den tanke, at flest mulige skulle prøve elcyklen som alternativ som bil nummer to. I alt blev der kørt over 13.000 km på cyklerne og hundredvis af borgere tog udfordringen op.

Elbilen, en Nissan Leaf 2, er indkøbt via COBEN-projektet, der har til formål at understøtte den grønne omstilling i landdistrikterne i samskabelse med borgere, ildsjæle og foreninger. Projektet har særligt fokus på vedvarende energi, energirenovering og grøn transport.

COBEN-projektet finansieres af Ringkøbing-Skjern Kommune og af EUs Interreg Nordsøprogram via den Europæiske Regionale Udviklingsfond.

Energi 2020
I 2007 var Ringkøbing-Skjern Kommune 20 procent selvforsynende med vedvarende energi. I 2015 var tallet nået op på 58 procent. Ifølge kommunens Energistrategi 2020 er Ringkøbing-Skjern Kommune 100 procent selvforsynende med vedvarende energi ved udgangen af 2020.

Dekorativt billede logo Coben