Nu starter optagelserne til ny sæson af ’Hvide Sande’
TV 2 og filmproduktionsselskabet Deluca Film rykker nu ind i Hvide Sande med manuskriptet til næste sæson af den populære tv-serie. Arkivfoto fra optagelserne af første sæson af Hvide Sande: Astrid Dalum
Trods det svingende sommervejr har feriegæsterne og feriestemningen for længst indfundet sig i Hvide Sande - fisker- og turistbyen længst mod vest i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Og her i juli måned ankommer filmholdet fra Deluca Film så også for at gå i gang med filmoptagelserne til anden sæson af TV 2’s krimiserie ’Hvide Sande’.
Da hele holdet i 2020 sidst lavede optagelser on location i Hvide Sande, lagde byen strande, havn, bymiljø, klitter, fyrtårn, vestenvind, sol og regn og ikke mindst hjælpsomme borgere til filmproduktionen.
De otte afsnit i første sæson trak da også i forsommeren 2021 nogle af TV 2’s højeste seertal, og serien er efterfølgende solgt til foreløbig 40 lande.
- En kommende sæson 2 vidner om, at ’Hvide Sande’ kan noget, og jeg er da selvfølgelig rigtig glad for, at TV 2 og Deluca er enige i, at vores område har noget helt særligt at byde på. Det er en del af vores filmstrategi i kommunen, at vi gerne vil fortælle historier om områdets unikke natur, storladne landskaber og særlige ånd, kultur og kulturhistorie, siger borgmester Hans Østergaard.
Han bekræfter, at Ringkøbing-Skjern Kommune har støttet den kommende filmproduktion og peger på, at filmiske fortællinger kan kaste lys over egnens enestående karakteristika og sætte kommunen på filmverdenens landkort:
- Set fra min stol, er det fantastisk, at Hvide Sande og Ringkøbing-Skjern Kommune får den nationale og internationale eksponering gennem tv-serien. Vi kan jo allerede se, at det kan være med til at øge både kendskabet, stoltheden og bosætningen, tilføjer Hans Østergaard.
Som en del af Ringkøbing-Skjern Kommunes filmsatsning er også Hella Joofs biografsucces ”Meter i sekundet” og Stefan Pellegrinis spritnye kortfilm ”De ukuelige optaget on location i kommunen – og har haft verdenspremiere i Ringkøbing Biograf i 2023. Begge produktioner er ligeledes praktisk og/eller økonomisk støttet af Ringkøbing-Skjern Kommune.
Find Ringkøbing-Skjern Kommunes filmstrategi her: https://www.rksk.dk/filmstrategi
TV 2 fortæller mere om cast og handling i den nye sæson af 'Hvide Sande' i pressemeddelelsen her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tv-2-er-pa-vej-med-en-ny-saeson-af-krimiserien-'hvide-sande'?publisherId=2298764&releaseId=13702826&lang=da
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan