Folkeråd: Vær med til at tegne din kommunes fremtid
Under overskriften #dindrømmekommune folder byrådet lyttelapperne ud. De 29 folkevalgte i Ringkøbing-Skjern Kommunes nye byråd skal som noget af det første i løbet af byrådsperioden drøfte en fælles vision. Til det arbejde skal de bruge en masse inspiration fra borgere, virksomheder, foreninger - og dig! Derfor er alle inviteret til folkeråd på Vestjyllands Højskole den 7. februar klokken 18.00-21.00.
Normalt ser man byrådspolitikere i rollen som aktive beslutningstagere og holdningsmennesker, der ikke putter med deres meninger. Men den 7. februar skal de i stedet lytte aktivt, mens kommunens borgere og repræsentanter for erhvervs- og foreningsliv taler om deres drømme og visioner for Danmarks største kommune.
- Jeg er fuld af forventninger. Og jeg ved, at resten af byrådet også glæder sig til lægge de daglige gøremål fra sig for en stund, og tage en tur op i den helt store helikopter og lade sig inspirere og begejstres af de ideer, der fylder hoveder og hjerter i vores område, siger borgmester Hans Østergaard, der byder velkommen og siger farvel, men derudover har lovet at holde munden lukket til folkerådet.
Tid: den 7. februar 2018 klokken 18-21
Sted: Vestjyllands Højskole, Skraldhedevej 8, 6950 Ringkøbing
Tilmelding: send en mail til soeren.nilausen@rksk.dk eller meld dig til hos Borgerservice
Tilmeldingsfrist: den 3. februar - OBS: Bemærk ændret tilmeldingsfrist: Du kan nå at melde dig til frem til den 3. februar.
Pris: Det er gratis at deltage – du betaler med dit engagement.
Fællesspisning og samtaler
Aftenen begynder med et fælles måltid, hvor folkerådets deltagere kan hilse på hinanden og fylde maven inden der - højskoletraditionen tro - synges en fællessang og aftenens program går i gang.
- Det bliver et miks af gruppesamtaler, inspirerende oplæg og fælles diskussion i plenum. Tanken er ikke, at vi skal nå frem til konklusioner, men at vi inspirerer hinanden og indsamler mange forskellige fremtidsvisioner, siger Rebecca Kaagh Nordbo, underviser på Vestjyllands Højskole og en af aftenens samtaleværter.
Ud fra temaer som fællesskab, drømme og naturens rigdom bliver aftenens deltagere inviteret til at komme med deres ideer. Hele aftenen vil der også være et lille video-studie, hvor deltagere kan komme med et godt råd til byrådet om kommunens fremtid.
Fakta
Borgere, ansatte, virksomheder, foreninger og organisationer er inviteret til at komme med gode råd og inspiration til byrådet. Udover folkerådet bliver der også mulighed for at komme med ideer til møder, sportsbegivenheder og på nettet.
Alle input samles og gives videre til byrådets visionskonference den 21.-22.februar.
Hold øje med www.rksk.dk/dindrømmekommune og følg kommunen på Facebook og få nyt om visionsprocessen.
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan