Nye penge til stisystemer i naturen
Spørg en vestjyde, hvad det bedste ved at bo i Naturens Rige er. Og spørg tilflyttere, hvad der har fået dem til at bosætte sig i Ringkøbing-Skjern Kommune. Svaret vil sandsynligvis i langt de fleste tilfælde være netop naturen.
For at sikre borgerne en bedre adgang til naturen har Landdistriktsrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune nu oprettet en pulje på 180.000 kr. til at kortlægge og forbinde eksisterende stisystemer i landskabet i sti-projektet Øget adgang til det åbne land.
- Det betyder, at der er mulighed for at få hjælp til, at en landsby med en relativ lille indsats kan få udviklet et kort med et større stinet ved at binde eksisterende stier og markveje sammen. Derved kan borgerne få en øget adgang til naturen, siger Lotte Sekkelund Finnerup, landdistriktskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Livskvalitet i naturen
Kommunens håndsrækning til at give lokalsamfund en bedre adgang til de grønne arealer har udgangspunkt i ønsket om øget livskvalitet blandt de borgere, der allerede bor tæt på naturen.
Derudover ligger puljen i forlængelse af landdistriktspolitikkens handlingsplan, der har en målsætning om ’øget adgang til naturen i landområder til understøttelse af bosætningsmæssige og turismemæssige kvaliteter i landområderne’.
- Både turister og potentielle tilflyttere orienterer sig om muligheden for at benytte den omkringliggende natur, og vi ved, at naturen kan bidrage til øget livskvalitet blandt borgerne. Derfor er det vigtigt, at folk, der har valgt at bosætte sig i landdistrikterne har god og let adgang til naturen via rekreative stisystemer. Vi tror, at stiprojektet kan bidrage til at genskabe og øge benyttelsen af eksisterende stier. At komme ud i bynær natur er et ønske hos mange borgere, der opfatter stier som adgangsbilletten til naturen - væk fra trafikerede veje, siger Lotte Sekkelund Finnerup.
Sparsomt kendskab til adgangsregler
Et pilotprojekt har ført til, at beboerne i Lyne har fået forbundet Billeskoven og et område ved Starbæk Møllesø med en spang over Lydum Å. Evalueringen af stiprojektet viser, at borgerne er glade for den nye mulighed for at få en fantastisk vandretur midt i naturen, hvor man tidligere måtte gå langs hovedvejen for at komme fra A til B. Borgerne har som afslutning på projektet arrangeret en gåtur fra Lyne by til Billeskoven - et område, som mange tidligere ikke troede var offentligt tilgængeligt.
De tidligere stiprojekter har generelt afsløret et meget sparsomt kendskab til adgangsreglerne – både blandt lodsejere og blandt lokale som benytter adgangen til det åbne land.
Ofte ved vi ikke, om vi må ride på markveje, lufte hund langs et markskel eller løbe i en privat skov. Kort sagt er vi usikre på, om vi træder andre over tæerne ved at vandre ind over deres matrikel, og så lader vi hellere være, viser erfaringen. Kortlægningen af stisystemer skal netop afhjælpe den usikkerhed og øge folks adgang til det åbne land.
FAKTA:
Fire landsbyer (Lyne, Spjald, Vorgod-Barde og Borris) deltog i et pilotprojekt om kortlægning af stisystemer.
Ansøgningerne vurderes løbende, og kriterierne for at søge er, at landsbyen - eller flere landsbyer på tværs af sognegrænser - opretter en sti-gruppe for at sikre lokal forankring. I en kort ansøgning skal sti-gruppen skrive et par linjer om, hvilken værdi projektet forventes at tilføre deres område.
Pengene ventes at række til, at 8-9 sti-grupper kan få hjælp til at kortlægge og formidle stier i lokalområdet, ligesom konsulenterne, der er tilknyttet projektet, kan hjælpe med dialogen mellem brugere og lodsejere.
Puljemidlerne kan bruges til kortlægning af eksisterende stier og markveje, men kan ikke bruges til etablering af nye stier. Kortene kan udarbejdes ud fra individuelle ønsker, tilpasses lokale forhold og gøres tilgængelige på kommunens web-app eller i en folder.
Ansøgningerne sendes til landdistriktskonsulenten på lotte.finnerup@rksk.dk
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan