Stor søgning til kommunale SOSU-uddannelser
Der er kommet nyt lys på uddannelserne til social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent. Nye generationer har opdaget, at uddannelserne giver adgang til et fagligt spændende, udfordrende og givende job, hvor man virkelig gør en forskel.
Hvis fremtidens behov for uddannet arbejdskraft i plejesektoren skal dækkes, er det afgørende, at der hele tiden kommer nye elever. Hvert år skal Ringkøbing-Skjern Kommune derfor ideelt set optage 60 elever på assistent-uddannelsen og 31 elever på hjælper-uddannelsen.
De seneste to år har optaget ligget på omkring det halve – men i år er målet nået.
- Det er så dejligt, siger Birthe Nyrup Dahl, der er uddannelsesansvarlig i Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune og kommer med et bud på dette års fine optagelsestal:
- Vi har en kvalitetsaftale, som sikrer, at eleverne får en virkelig god uddannelse. Aftalen sikrer tid til fordybelse, gode arbejdstider, faglige fællesskaber, mentorhjælp og vejledning. Det viser, at vi har en god arbejdsplads, og den slags giver et godt ry, så vi faktisk også ser, at vi får ansøgere fra andre kommuner. De har hørt, at vi vil vores elever det godt, og at vi går hele vejen for dem, og derfor søger flere hertil.
Hun har faktisk fået så mange ansøgere, at de lige som andre populære uddannelsessteder også har sagt nej til nogen i år. Dét var ellers et mål, der først var forventet nået i 2025.
- Det er virkelig gode ansøgere. Det oplever jeg i høj grad også, når jeg har samtaler med dem. De er reflekterede og realistiske. Vi tager jo også referencer på ansøgerne, og de får så stor ros med på vejen, siger Birthe Nyrup Dahl.
Tværfaglig indsats
Det er en række parametre, som gør, at antallet af ansøgere er steget i år. Stine Danielsen har tidligere været ansat på fuld tid i Beskæftigelse, men på grund af ændrede opgaver fik hun ideen til og muligheden for at blive tilkoblet Sundhed og Omsorg, så hun i dag er 12 timer om ugen i Beskæftigelse og 25 timer i Sundhed og Omsorg. Hun fungerer altså dermed som bindeled mellem de to afdelinger. Hun kender afdelingerne og medarbejderne begge steder og kan derfor nemt hjælpe borgere fra Beskæftigelse i gang med en uddannelse i Sundhed og Omsorg, hvis de ønsker det - og er egnede.
- Min sammensatte stilling er en projektstilling, der varer fra 2023 til 2025, og vi kan allerede nu se, at den bærer frugt. Mit fokus er, at vejen til uddannelse skal være kort og lettilgængelig. Jeg kan hjælpe ansøgerne i helt ”håndholdte” og individuelle forløb, og vi kan se, at det gør en forskel, siger hun.
Hun og Birthe Nyrup Dahl har dog ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene, selvom ét mål nu er nået:
- Det er et kontinuerligt arbejde at fortælle om social- og sundhedsfagene. Vi kan se, at det man ”lyser på”, vokser – og lige for tiden lyser alle på rekruttering til social- og sundhedsfagene og fastholdelse af de medarbejdere, som allerede er ansat, siger Stine Danielsen, mens Birthe Nyrup Dahl supplerer:
- Det er superflot, at vi i år har nået de tilmeldinger, vi har ønsket og som vi har brug for. Tilmeldingerne kan dog hurtigt komme under pres, hvis vi får et frafald. Derfor har vi i Sundhed og Omsorg også ansat mentorer, vi har oplæringsvejledere på hver enhed, og vi har vores kvalitetsaftale. Det er med til at sikre, at medarbejdere og elever har lyst til at blive hos os – og det er dét, vi gerne vil have.
Højt fagligt niveau
Når Birthe Nyrup Dahl og Stine Danielsen ser på årets optag er der ét ord, der går igen: Taknemmelighed.
- Vi er meget taknemmelige over, at optaget er så flot i år. Vi må have nogle meget gode ambassadører ansat ude på enhederne, som er gode til at fortælle om alle de spændende opgaver der ligger i faget, siger de.
Samtidig understreger de vigtigheden af, at ansøgerne og de kommende elever er kompetente og dygtige:
- De borgere, vi som hjælpere og assistenter møder i dag, har meget komplekse sygdomsforløb. Også i højere grad end tidligere. Det kalder på en medarbejder-stab, der er godt uddannet og med de rette faglige kompetencer. Derfor er vi glade for, at vi nu har nået første skridt; tilstrækkelig mange ansøgere. Nu går næste skridt så i gang: at sikre at de her fine tal bliver den nye standard og sørge for, at de nye elever får den bedste uddannelse. Det er vi klar til at give dem, siger Birthe Nyrup Dahl.
Fakta
- Hvis man vil høre, hvordan man bliver social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent, kan man kontakte Stine Danielsen på tlf: 9974 2069/2237 8258 eller e-mail: stine.danielsen@rksk.dk
- Elevoptag i:
2021: 48 elever i alt
2022: 57 elever i alt
2023: 91 elever i alt
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri