Nyt program for søndagsaktiviteter i Naturens Rige
Byvandring i sporene på besættelsestidens Skjern. Tæt på solceller og vindmøller igennem en af Danmarks største energiparker. Historien om det fattige liv på Lønborg Hede – og juletur med mulighed for at samle gran og kogler til juledekorationerne.
Der er med andre ord en god variation i det program for efterårets og vinterens søndagsaktiviteter, som Sundhedscenter Vest sender på gaden i disse dage.
Søndagsaktiviteterne foregår som altid den sidste søndag i måneden – på ’månedens bedste søndag’, som arrangørerne skriver i den folder, der fra onsdag kan hentes på bibliotekerne i hele kommunen og som ligger elektronisk her: https://sundhedscenter-vest.rksk.dk/arrangementer
Som altid er det udover Sundhedscenter Vest og kommunens Kultur-, Natur- og Fritidsafdeling, DGI, FrivilligVest og Ringkøbing-Skjern Museum, der i fællesskab arrangerer søndagsaktiviteterne.
Formålet er at tilbyde guidede kultur- og naturture – foruden et fællesskab for dem, der er interesserede.
- Turene er typisk på ca. 5 kilometer og afsluttes ofte med en kop kaffe og et stykke kage, så der er fokus på både motion i form af en god gåtur i roligt tempo, frisk luft, en natur- eller kulturfortælling om lokalområdet og hyggeligt fællesskab, fortæller Lene Vinkler Brodde, koordinator for Sundhedsfremme og Forebyggelse på Sundhedscenter Vest.
Dermed er søndagsaktiviteterne motion for både krop og sjæl.
- Vi opfordrer deltagerne til at huske at invitere en med, som ellers ikke var kommet afsted. På den måde håber vi, at fællesskabet breder sig som ringe i vandet og giver både oplevelser og glæde til rigtig mange borgere, siger Lene Vinkler Brodde.
Hun understreger, at alle er velkomne, og at deltagelse i turene er gratis.
Hedeture i efteråret
Første søndagsaktivitet i efterårsprogrammet bliver søndag den 28. august kl. 13.00 til kl. ca. 15.00, hvor den guidede tur går fra Hellig Kors Kloster ud over Dejbjerg Hede, der lige nu står pyntet med blomstrende lyng.
Herefter vil Marianne og Carsten Dalsgaard Hansen, der er frivillige ledere af Hellig Kors Kloster, fortælle den spændende historie om klosteret på Dejbjerg Hede.
Septembers tur går også til en hede, nemlig Lønborg Hede, hvor der weekenden igennem (den 23-25. september) vil være markeret en pop-up rute med små flag under Wild West Walk ’n’ Run-konceptet.
Det betyder, at man selv kan følge flagene og gå ruten i løbet af weekenden – eller man kan vælge at tage med på den guidede tur om søndagen kl. 13-15.
FAKTA:
Programmet for efterårets og vinterens søndagsaktiviteter kan fås på biblioteket eller findes her: https://sundhedscenter-vest.rksk.dk/arrangementer
Deltagelse i søndagsaktiviteterne er gratis – og for alle interesserede.
Søndagsaktivitet den 28. august kl. 13.00 på Dejbjerg Hede og Hellig Kors Kloster.
Mødested: Lemvej 19, 6940 Lem
Turleder: Carsten Dalsgaard Hansen
Kontaktperson: Carsten Leidesdorff Skov, FrivilligVest, tlf. 51 77 77 11
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri