17. august 2018

Åbent borgmesterkontor en stor succes

Åbent borgmesterkontor en stor succes

Det handler nok ikke om afstande. Men i det sydvestligste hjørne af kommunen var man i onsdags nødt til at indføre kø-system med numre, da borgmester Hans Østergaard rykkede borgmesterkontoret ud af Rådhuset i Ringkøbing og slog sig ned på Bork Kro godt 40 km mod syd for at møde borgerne på deres hjemmebane.

- Det har været en god oplevelse, hver gang vi har været ude på åbent borgmesterkontor, men det var helt forrygende at opleve, hvor mange mennesker, der valgte at slå vejen forbi for at hilse på og for at tale om alt fra integrationen af østeuropæiske tilflyttere til infrastruktur og vedligeholdelse af surf-stranden i Bork, siger borgmester Hans Østergaard dagen derpå.

På programmet i Bork var der vanen tro virksomhedsbesøg om formiddagen - i dette tilfælde et besøg på Sdr. Bork Efterskole efterfulgt af en rundvisning på havnen i Bork med direktør hos Feriepartner Bork Havn Birthe Høst, der bl.a. benyttede lejligheden til at drøfte ønsket om bedre vedligeholdelse af Hjertestien og om P-pladser til autocampere på havnen med borgmesteren og kommunaldirektør Jens Peter Hegelund Jensen.

Herefter bød eftermiddagen på åbent hus og kaffe på kanden i det udflyttede borgmesterkontor, og her benyttede så mange borgere sig af muligheden for at få en snak med borgmesteren, kommunaldirektøren og kommunens to administrative medarbejdere på hhv. bosætnings- og landdistriktsområdet, at der blev indført kø-numre for at sikre, at ingen gik forgæves.

- Jeg fik bl.a. fortalt om Landdistriktsrådet, der jo arbejder for udvikling i landdistrikterne udenfor centerbyerne, siger landdistriktskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune Lotte Finnerup.

Hun tilføjer, at det som landdistriktskoordinator altid er givtigt at komme ud i kommunen og møde folk:

- For mig er det altid interessant at komme ud og snakke med engagerede borgere og høre, hvad der optager dem i deres lokalsamfund og i deres hverdag, forklarer Lotte Finnerup.

Tilgængelig borgmester

Det åbne borgmesterkontor i Bork var det tredje i rækken af udflytninger fra Rådhuset, som Hans Østergaard tog initiativ til, da han tiltrådte som borgmester ved årsskiftet.

- Mange borgere har måske en fornemmelse af, at politikere er lidt fremmedgjorte eller uforstående overfor den dagligdag og virkelighed, de lever i. Derfor har jeg gjort det til en prioritet at være tilgængelig for alle - bl.a. ved at komme ud i alle hjørner af kommunen og møde folk der, hvor de bor, forklarer Hans Østergaard.

Han har tidligere afholdt åbent borgmesterkontor i Hoven og Hee.

Hvor det mobile borgmesterkontor næste gang slår sig ned, er endnu ikke endeligt besluttet, men i et ønske om at være tilgængelig og for så vidt muligt inddrage borgerne i kommunens beslutninger lover borgmesteren, at han vil dække kommunen godt ind på kryds og tværs i løbet af de kommende år.

- Ringkøbing-Skjern Kommune er Danmarks geografisk største kommune og for nogle kan det måske virke både langt og besværligt at komme til Rådhuset i Ringkøbing for at få en snak med deres borgmester. Derfor kommer jeg ud til dem, forklarer Hans Østergaard.

FAKTA:

Det mobile borgmesterkontor rykkede for første gang ud den 7. maj - dengang til cafeteriet i Hoven Hallen.Den 6. juni var der åbent borgmesterkontor i Hee Gl. Stationsbygning.