18. april 2018

Vi spiser sammen i Naturens Rige

Cykeltur til Bagges Dæmning

Der er fokus på både sund mad og hyggeligt samvær, når tre forskellige arrangementer under Danmark Spiser Sammen-initiativet på onsdag den 25. april fra kl. 17 inviterer til fællesspisning i Naturens Rige.

Det sker som led i Sundhedsugen, der for 11. år i træk arrangeres af Sundhedscenter Vest under Ringkøbing-Skjern Kommune. Sundhedsugen, der traditionen tro finder sted i uge 17, fokuserer på sundhed og velvære, motion og fællesskab på arbejdspladser, i foreninger, på ældrecentre, i daginstitutioner, på skoler og mange andre steder.

Aktiviteterne i Sundhedsugen skal være med til at skabe fokus på, at sundhed også handler om at have det godt. Formålet er at skabe dialog om sundhed og at inspirere til en sundere og gladere livsstil. Tidligere års erfaringer har vist, at man godt kan lege og grine og dyrke motion – som f.eks. ballon-badminton – hvad enten man er et tre årigt blebarn eller en 85 årig dement.

- Sidste år var der arrangeret støvlekast og rollator-ræs for nogle borgere, mens andre løb, cyklede og dansede sig glade og sunde, siger Trine Bloch Burmølle, udviklingskonsulent hos Sundhedscenter Vest. Hun tilføjer, at det er aktiviteter som disse, der kan være med til at skabe et fælles fokus på sundhed og som efterfølgende kan være med til at inspirere til en sundere hverdag.

- Når vi taler sundhed, tænker mange på sport og motion og sund kost, men mental sundhed og livskvalitet betyder også meget, så derfor har vi i år også inkluderet fællesspisning under Danmark Spiser Sammen-konceptet i årets Sundhedsuge, fortæller Trine Bloch Burmølle.

Fællesspisning i Foodzone

De tre fællesspisningsarrangementer i Ringkøbing-Skjern Kommune har forskellige temaer, der alle rimer på sundhed og velvære, naturen og fællesskabet.

Det betyder, at borgere, der tilmelder sig fællesspisningen på Fødevarepark Skjern Enge i Borris får en rundvisning i Fødevareparken, hører om de tiltag og aktiviteter, som madiværksættere arbejder med i det, der i det daglige omtales som en kulinarisk rugekasse og samles om en god, lokalt produceret økologisk menu i Foodzone. Fællesspisningen er arrangeret af Center for Fødevareudvikling under Erhvervsrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med Borris Sogneforening.

Bålmad i det fri

I Ringkøbing er der bålmad på menuen, når den frivillige forening G-Faktor udvider konceptet for en aften og inviterer til fællesspisning ved Bagges Dæmning.

G-Faktor, der står bag ungdomscaféen G-House, genbrugsbutikken af samme navn og madskabet i Vester Strandgade i Ringkøbing, opfordrer til, at interesserede tilmelder sig på den Facebook-begivenhed, der er oprettet – og foreslår, at man mødes ved G-House i Vester Strandgade kl. 16.30 og sammen cykler ud til Bagges Dæmning. Her hjælper alle til med at tænde op og tilberede forskellige former for bålmad.

OBS: Arrangementet er flyttet til gårdhaven ved G-House, Vester Strandgade 7, Ringkøbing

Vildt på menuen

Endelig er der mulighed for at afprøve naturens spisekammer med for eksempel tang og aprils spæde skud,  når naturvejlederne ved Ringkøbing-Skjern Museum og Ringkøbing-Skjern Kommune arrangerer fællesspisning kl. 17.00 på shelterpladsen ved Mamrelund Havn syd for slusen i Hvide Sande. Shelterpladsen ligger lige ud til fjorden (20 meters grusvej fra adressen Mamrelund 15), menuen består af indsamlede snacks fra naturen, og det er gratis at deltage. 

FAKTA:

Læs mere om Sundhedsugen på www.sundhedscentervest.dk

Alle tre fællesspisningsarrangementer afholdes fra kl 17.00 – ca. kl 19.00.

Fællesspisning i Fødevareparken Skjern Enge arrangeres af Center for Fødevareudvikling – Fødevarepark Skjern Enge i samarbejde med Borris Sogneforening. Adressen er Fødevarepark Skjern Enge, Feldsingvej 3, 6900 Skjern. Prisen er 60 kr. for voksne og 40 kr. for børn. 

Fællesspisning ved Bagges Dæmning arrangeres af G-Faktor. Læs mere – og tilmeld dig på G-House facebook-siden. Bemærk: Arrangementet er flyttet til gårdhaven ved G-House

Fællesspisningen på shelterpladsen i Hvide Sande arrangeres af naturvejlederne ved Ringkøbing-Skjern Museum og Ringkøbing-Skjern Kommune. Tilmelding er ikke nødvendig. For yderligere oplysninger tjek www.sundhedsuge.dk

Danmark Spiser Sammen arrangeres af Folkebevægelsen mod Ensomhed www.danmarkspisersammen.dk

Flere end 210.000 mennesker føler sig ofte ensomme. Folkebevægelsen mod Ensomheds vision er at halvere antallet inden udgangen af 2020. Over 70 organisationer arbejder sammen om denne vision, og en del af indsatsen er den store landsdækkende begivenhed ”Danmark spiser sammen” som løb af stablen første gang i uge 17 2016, og som afvikles for tredje gang i uge 17 2018.

Se plakaten for Sundhedsugen her